Det kom som noget af en overraskelse, da danske Alexander Burchardt opdagede, at han var med i den nyeste sæson af ’Euphoria’.
I et splitsekund under et flashback til karakteren Cals unge dage ser man nemlig et pladecover for INXS’ album ‘Kick’ – og så alligevel ikke helt.
Det er nemlig en genskabelse af coveret, hvor forsanger Michael Hutchences ansigt er byttet ud med Burchardts. Han skrev om oplevelsen på Reddit, hvorefter der blev skrevet en artikel om ham i Rolling Stone. Vi tog kontakt til ham, og han beskriver selv oplevelsen sådan her:
»Jeg lå og så det med min kæreste, og så ser vi lige pludselig det her cover. Jeg må være helt ærlig og sige, at jeg ikke kendte det der INXS-cover før, men jeg kunne da se, at det var da mig«, siger han.
»Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Mine venner sender tit billeder af andre, der ligner mig, med mørkt langt hår og skæg, det er en joke vi har haft i lang tid. Men vi pausede og spolede tilbage, og jeg sad helt oppe ved tv’et, for det var jo mig«.
Men hvordan endte et billede af en 29-årig dansk webdesigner i en af HBOs største hitserier? Jo, for omkring ti år siden prøvede Burchardt sig med lidt modelarbejde.
»Og i den forbindelse var jeg ude til en photoshoot, hvor der skulle tages nogle stock photos. Og de stock photos har jeg aldrig set noget til efterfølgende. Vi brugte en lille time på at prøve at finde det der skide billede for at bekræfte det«.
Wtf is this album cover, Euphoria? I almost thought I had my first undeniable Mandela Effect! pic.twitter.com/AxD6oqgDO9
— Eliza Skinner (@elizaskinner) January 24, 2022
Pladecoveret er kun på skærmen et par sekunder, så der var ikke andre, der havde opdaget hans cameo, før han selv delte det på sociale medier.
»Det er fuldstændigt surrealistisk lige pludselig at se sig selv i en af de største ungdomsserier, så jeg delte det selvfølgelig på Snapchat og Instagram. Folks reaktioner var til at starte med ’Ej, det er jo ikke dig’, men jeg sagde ’I kan da godt huske, hvordan jeg plejede at se ud’, og så kunne de godt se, at det selvfølgelig var mig«.
»Men så lagde jeg det også op på Reddit og blev kontaktet af en skribent for Rolling Stone, og det var jo langt ud over min forventning. Det er da meget fedt at kunne skrive på sit cv«.
Burchardts stockphoto lå på siden iStock, hvor serieskaberne sandsynligvis har taget billedet fra. HBO ville ikke udtale sig til Rolling Stones om, hvorfor de lavede et falsk pladecover, men det er sandsynligvis for at undgå at betale rettigheder, eller fordi det er lettere end at forhandle om det.
»Jeg synes da, det ville være super fedt at finde ud af, hvordan de er havnet med mit ansigt – det er jo ikke ligefrem, fordi vi ligner hinanden, mig og Michael Hutchence«, griner Alexander Burchardt, der ikke regner med at få den store finansielle gevinst ud af sin optræden.
»Jeg tjekkede min konto i går aftes helt tilfældigt, og jeg har da ikke set nogen royalties fra HBO endnu. Men det tvivler jeg også kommer til at ske«.