Tredje sæson af den fremragende hiphopserie ‘Atlanta’ er et af årets mest ventede seriecomebacks – og den nye trailer lægger bestemt ikke en dæmper på forventningerne.
Efter knap fire års ventetid kan vi endelig se frem til et gensyn med Paper Boi (Brian Tyree Henry), Earn (Donald Glover), Darius (Lakeith Stanfield) og Van (Zazie Beetz), når sæsonen får premiere på Disney+ 24. marts.
Denne gang er firkløveren på en mareridtsagtig turné gennem Europa, der i den nye trailer blandt andet indebærer besøg til flere sceniske europæiske attraktioner, Amsterdams Red Light District og grænseoverskridende lufthavnsvisitationer.
Den nye sæson ser ud til at sætte karakterernes outsiderforhold til verden omkring dem på spidsen, når de konfronteres med den latente racisme i Europa.
Tredje sæson ‘Atlanta’ har været forsinket i årevis, ikke mindst på grund af corona. Men nu er den altså endelig på trapperne – og vi kan glæde os over, at optagelserne til fjerde og sidste sæson allerede er i kassen. Den afsluttende sæson fire får premiere til efteråret.
Vi kårede ‘Atlanta’ til en af de vigtigste serier i sidste årti, som vi desværre blev snydt for herhjemme i årevis på grund af manglende streamingmuligheder. Det er der heldigvis blevet rodet bod på, så nu mangler vi bare, at endnu flere danskere står på ‘Atlanta’-vognen.
De forrige sæsoner kan ses på Disney+.