Britiske Jodie Comer kan lige nu ses på HBO Max i den fjerde og sidste sæson af ‘Killing Eve’, men den Emmy-vindende skuespiller kommer ikke just til at ligge på den lade side, når Villanelles blodige eventyr når deres ende.
Deadline kan således annoncere, at Comer skal spille hovedrollen i seriefilmatiseringen af romanen ‘Big Swiss’, som HBO har sikret sig rettighederne til efter en hidsig budkrig mellem ikke færre end (ifølge Deadlines kilder) 14 interesserede parter.
Det er bemærkelsesværdigt, at ‘Big Swiss’ af forfatteren Jane Beagin faktisk slet ikke er udkommet endnu, men HBO har tydeligvis set i lys i fortællingen om en kvinde, der anonymt transskriberer sexterapi-samtaler i New York – blot for selv at blive seksuelt besat af en af terapiklienterne.
Serieversionen af ‘Big Swiss’ bliver skabt af studiet A24 (‘Uncut Gems’, ‘Moonlight’, ‘Midsommar’) og instruktør Adam McKays (‘Don’t Look Up’, ‘The Big Short’) produktionsselskab Hyperobject Industries.
A24 har tidligere udelukkende produceret spillefilm, men er udover ‘Big Swiss’ også ved at udvikle Park Chan-Wooks stærkt imødesete serie ‘The Sympathizer’ med Robert Downey Jr..
Det vides endnu ikke, hvornår ‘Big Swiss’ får premiere på HBO Max.
‘Killing Eve’ sæson 4 kan lige nu ses på HBO Max.