Jamie Dornan er træt af folk, der kritiserer castingbeslutninger, inden de overhovedet har set, hvad skuespillerne har at byde på.
Det fortæller den tidligere ‘Fifty Shades of Grey’-skuespiller i et interview med Esquire, hvor han kommer ind på fænomenet.
Tænk bare på Robert Pattinson i ‘The Batman’, Daniel Craig i Bond-franchisen og Andrew Garfield som Spider-Man – alle skuespillere, der blev mødt af kritik, da de landede de ikoniske roller og ingen endnu havde set, hvordan de ville fortolke karaktererne.
»At fordømme noget på forhånd er en fucking sygdom. Det er en sygdom i hele vores kultur. Blandt andet i min branche. Men også generelt. Folk dømmer personer på forhånd baseret på hvad som helst. Det er meget trist. Se bare på reaktionen, da Rob (Pattinson, red.) blev castet som Batman. Den var 90 procent negativ«, siger Dornan og fortsætter:
»Daniel Craig blev castet som James Bond – den gang var det 100 procent negativt. Det var modbydeligt, det der blev skrevet. Det var rent faktisk forstyrrende, når man kunne se den giftige vrede, folk havde over castingbeslutningen. Og så tænk engang. Daniel Craig var fucking fantastisk, og han ændrede hele energien omkring Bond«.
Han tilføjer: »Og alle de negative røster elsker, hvad Rob har gjort med Batman«.
Jamie Dornan har selv styret udenom store franchise-roller, siden hans tid som Christian Grey i ‘Fifty Shades’-filmene.
Han er lige nu aktuel i Oscar-vinderen ‘Belfast‘, der vises i biograferne, og serien ‘The Tourist’ på HBO Max.