‘Belfast’: Kenneth Branaghs Oscar-nominerede barndomsminder kalder tårerne frem
I åbningsscenen af ‘Belfast’ kan man hurtigt tro, at det er en helt aldeles ubesværet slentretur tilbage til Kenneth Branaghs barndom i den nordirske by, man skal ud på.
Tonerne af filmens dejlige Van Morrison-nummer ‘Down to Joy’ spiller, mens nutidens Belfast skinner i solen. Indtil vi når til et hegn, hvor fortiden bor, og billedet skifter til sort-hvid og kalenderen til slut-60’erne.
Den niårige Buddy befinder sig midt i gadens hyggelige eftermiddagslarm med hinkeruder og fodbolde, da hans mor går ud og kalder ham ind til aftensmad. Men med ét bliver de lattermilde bekymringer om, hvorvidt der venter en frygtet portion »kallun« på middagsbordet til råb om hjælp, da gaden pludselig er fyldt med kaos, ild og smadrede vinduer.
Morens råb til Buddy er ikke længere ufarlige råb om, at teen er klar.
Den Oscar-nominerede ‘Belfast’ er Kenneth Branaghs fortælling om sin barndom i slutningen af 1960’erne, mens den lange voldelige nationalkonflikt ’The Troubles’ brød ud i Nordirland. Vi følger den gennem øjnene på Buddy, spillet charmerende og æblekindet af kun 11-åige Jude Hill. En ung dreng baseret på Branagh selv, der elsker sit liv i Belfast trods den tiltagende tumult.
Med hans henrivende arbejderfamilie er det heller ikke svært at forstå. I hverdagen er det den smukke ‘Outlander’-stjerne Caitriona Balfe, der som hans Ma holder hof med lige dele kærlighed og trusler om tæv.
Hver anden weekend gør Pa (Jamie Dornan) sin entré, når han hjemme fra sit arbejde i England bringer liv og glade dage, biografture og, kun i det skjulte, ægteskabelige skrupler om familiens drænende skattegæld. Derudover er Judi Dench og Ciarán Hinds så elskelige som Buddys kærligt mundhuggende bedsteforældre, at man har lyst til at slå sig ned ved kakkelbordet med dem og græde over sin egen tabte barndom.
Hvor valget om at lade den voldelige konflikt rykke ind i gaden fra start af føles voldsomt og modigt, glider den mere i baggrunden løbende. Hvis man ikke kender meget til The Troubles i forvejen, udgør ‘Belfast’ ikke nogen specielt kompleks eller kildekritisk historiebog.
For set med barnets øjne er det udelukkende en kamp om religion. Buddys familie er protestanter, men nægter at slutte sig til oprørsbevægelsen, selvom den ubehagelige oprørsleder fra kvarteret presser på.
Frygten fra konflikten giver genlyd i Buddys personlige forhold til kristendommen, hvor deres egen kirkes præst jager ham en skræk i livet med en gyserversion af, hvor vigtigt det er at vælge herrens vej.
I Branaghs tilbageblik har barndommens milepæle uendelig ret, og man mærker dem alle med ham. Buddys første forelskelse i klassens topelev Catherine med det lange lyse hår. Et fejlslagent tyveri af en Turkish Delight. Synet af det flyvende bilvidunder i ‘Chitty Chitty Bang Bang’, der høster jubel og klapsalver i datidens biografsæder, så sukkersødmen næsten kammer over i det rene boomerkryptonit for drengebørn af 1960’erne.
Udover et par fine bredtfavnende samtaler om, hvad det betyder at komme fra et sted, der i filmens tilfælde er Belfast, hopper fortællingen med børnevinklen som skjold let henover de politiske spørgsmål om nationalisme og separatisme, der var konfliktens egentlige knudepunkter.
Det er med til at gøre ‘Belfast’ til en mere hjertevarm end væsentlig filmoplevelse. Den insisterende sentimentalitet er fem minutter i ‘Forrest Gump’, når der smøres tykkest på. En supermarkedsplyndring, der udvikler sig til et farligt slag, bliver lige lovligt anekdotisk nuttet, da fokuset bliver, at Buddy kun har samvittighed til at stjæle en kasse vaskepulver.
‘Belfast’ er i sidste ende en fortælling om tryghed i det utrygge, der beskriver familiebånd og barndomsminder stærkere end kompleksiteten af konflikten på bagtæppet. Men det gør den også med både skønhed og fortællemæssig varme.
Når filmromantikken er ordløs, er den også bedst. ‘Belfast’ byder op til adskillige skønne svingommer midt i uroen. Om det er de gamle Nan og Pop, der får sig en hverdagssvingom i stuen, en pladespiller der rykkes ud på gaden til en søndagstwist for gadens mænd og koner, eller den helt medrivende kærlighedsfinale i forsamlingshuset mellem Buddys forældre til ‘Everlasting Love’.
Der står instruktørens nærhed til arbejderklassens åndehuller fra en tilværelse, der var alt andet end én dans på roser frem på livsbekræftende vis.
Kenneth Branagh træder i karakter som instruktør i filmen om sit eget liv. Resultatet er helt igennem dejligt og flot at se på.
Den står stærkest som en samling af fantastiske familielegender. Hvor et syleskarpt boldøje kan afværge en ond armeret oprørsleder, og det største tab midt i den blodige konflikt alligevel bliver inden for familiens naturlige kredsløb.
Kort sagt:
Selvom konflikten er forsimplet til sort-hvid, ligner ‘Belfast’ en million og vil med garanti få en tåre til at glide ned ad kinden på enhver nostalgiker.