Maisie Williams fik en flot start på sin karriere, da hun landede rollen som Arya Stark i ‘Game of Thrones’ i en alder af blot 12 år.
Men det var ikke lutter lagkage at portrættere den unge kriger, der sikrede Williams to Emmy-nomineringer. Det fortæller hun i et interview med GQ UK.
»Jeg tror, at jeg var foragret over Arya, da jeg begyndte at blive en kvinde, fordi jeg ikke kunne udtrykke, hvem jeg var ved at blive til. Og så kunne jeg heller ikke lide min krop, fordi den ikke stemte overens med den del af mig, som hele verden hyldede«, fortæller skuespilleren.
Arya gik som bekendt imod kønsnormer, var undercover som en dreng og lærte at kæmpe. Williams har tidligere fortalt i ’60 Minutes’, at hun var nødt til at gå med en rem for at modvirke puberteten, da Arya skulle forestille at være en dreng:
»Jeg var omkring 15 år gammel – det eneste, jeg ønskede mig, var en kæreste, for at være ærlig. Jeg havde ikke lyst til at gå med remmen«, fortalte hun.
Williams’ roller post-‘Game of Thrones’ har fået en blandet modtagelse, men nu er hun snart aktuel i Danny Boyles ventede serie ‘Pistols’ om det britiske punkband Sex Pistols.
I GQ-interviewet fortæller hun, at hun er blevet mere opmærksom på, hvilke roller hun vælger efter ‘Game of Thrones’:
»Jeg fandt hurtigt ud af, at det hang sammen med skammen af at have været i en virkelig god ting og aldrig kunne gøre det igen. I stedet for rent faktisk at spørge mig selv: ‘Hvad har du lyst til at lave nu?’«
Hun fortæller desuden, at hun har forsøgt at lægge afsavnet over serien bag sig:
»Jeg tror ikke, det er sundt at savne serien, for jeg elskede den. Jeg ser tilbage på perioden med stor glæde og stolthed. Hvorfor skulle jeg få mig selv til at blive trist over den mest fantastiske ting, der nogensinde er sket for mig? Jeg vil ikke associere serien med smerte«, siger hun og tilføjer:
»Jeg siger ikke, at en revival aldrig kommer til at ske. Men jeg siger heller ikke, at det kommer til at ske, for så ville alle sige: ‘Spinoff’en er på vej!’ og det er den ikke. Det er nødt til at være det rigtige tidspunkt og de rigtige mennesker. Det er nødt til at være den rigtige kontekst i forhold til alle de andre spinoffserier og ‘Game of Thrones’-universet generelt. Det er nødt til at være det rette tidspunkt for mig«.