Oh Land og Simon Sears indtager hovedrollerne i Ulaa Salims næste film

Oh Land og Simon Sears indtager hovedrollerne i Ulaa Salims næste film
Simon Sears, Ulaa Salim og Nanna Øland Fabricious på optagelserne til 'For evigt' (Foto: Morten Rygaard/Hyæne Film)

Instruktørtalentet Ulaa Salim debuterede med den ambitiøse ‘Danmarks sønner’ om et terrorangreb i Danmark, som Soundvenues anmelder kaldte »vild og virtuos«.

Nu er han på vej med sin anden film, hvor Nanna Øland Fabricius – bedre kendt som Oh Land – indtager sin første hovedrolle.

Sci-fi/kærlighedsfilmen ‘For evigt’ handler om et ungt par, der forelsker sig i Danmark, mens et kraftigt jordskælv samtidig skaber en sprække i havbunden langt under Atlanterhavets overflade. Det accelererer klimaforandringerne og kan betyde enden for menneskeheden.

Mange år efter er det unge par gået fra hinanden igen. Elias (Simon Sears) bliver udtaget til et internationalt hold af klimaforskere, men da hans tidligere forhold med Anita (Nanna Øland Fabricius) blusser op igen, tvinges han til at tage et vigtigt valg.

Simon Sears er kendt fra især ‘Herrens veje’ og ’Shorta’, mens Nanna Øland Fabricius ved siden af musikkarrieren tidligere haft et par mindre roller, mest prominent i Kristian Levrings ‘The Salvation’ over for Mads Mikkelsen. Nu får hun chancen for sit reelle skuespilgennembrud.

De unge versioner af Elias og Anita spilles af Anna Søgaard Frandsen og Viktor Hjelmsøe, mens resten af castet blandt andet fyldes af Magnus Krepper, Halldóra Geirhardsdóttir, Zaki Youssef, Morten Holst og Iselin Shumba. 

Ulaa Salim blev uddannet som instruktør fra Filmskolen i 2017. ’For evigt’ produceres af Daniel Mühlendorph fra Hyæne Film, som også producerede ’Danmarks Sønner’ og Bodil-vinderen ’Hvor kragerne vender’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af