‘Hvor kragerne vender’: Dansk debutfilm er fuld af satiriske pletskud
Hvor er det egentligt, at kragerne vender?
I Lisa Jespersens spillefilmdebut er det et sted, hvor køerne lytter til Pop FM, veganermad er helt godnat, Jussi Adler-Olsen er yndlingsforfatteren, og folk døber deres børn efter karaktererne i ‘Sex and the City’.
Stereotyperne i dramakomedien ‘Hvor kragerne vender’ er skåret så tykt som bølgepommes, men det er okay, for meget af filmens komik er også samtidssatiriske pletskud, nuanceret lunt og veloplagt af et hold dygtige unge spillere, der portrætterer livet i udkantsdanmark med varme og menneskelighed.
Filmen handler om at vende hjem. Første gang vi møder hovedpersonen (Rosalinde Mynster) sidder hun i et tv-interview med hjemstavnsromantikeren Knud Romer og taler om sin bog, der handler om hendes opvækst på landet – et liv hun har forladt eftertrykkeligt for at slå sig ned som bohemekunstner i København, og en opvækst hun tager så meget afstand fra, at hun har erstattet dåbsnavnet Laura med det mere eksotiske Irina. Håret er modigt kort, øresmykkerne et statement.
Da vi møder Laura igen, sidder hun i et IC3-tog på vej hjem, for broren Jannik (Adam Ild Rohweder) skal giftes. Hans kommende hustru, Catrine (Anne Sofie Wanstrup) er ikke hvem som helst. Det viser sig, at Catrine er Lauras tidligere skolekammerat, og at hun har udsat Laura for systematisk mobning.
Catrines dominerende og manipulerende tilbøjeligheder har nu kastet sig over Lauras mor (Bodil Jørgensen), der på sine gamle, gigtplagede dage er den tillidsfulde type, som, i lighed med Lauras far (Jens Jørn Spottag), vender blikket den anden vej, når tingene bliver for komplicerede.
Fortidens skygger forstørres dæmonisk i mødet med det gamle miljø, og det hjælper ikke på fremmedgørelsen, at Lauras gamle kæreste, David (Jesper Groth) er den diametrale modsætning af Lauras nuværende kæreste, den urban-chikke kunstner Benjamin (Thomas Hwan H. Andersen), der møder det landlige med stor forbløffelse: »De affaldssorterer ikke engang!«.
‘Hvor kragerne vender’ tager udgangspunkt i en velkendt rammefortælling: Familiens sorte får vender modvilligt hjem på grund af enten sygdom, dødsfald, jul eller bryllup.
Klassikeren ‘Home for the Holidays’, anmelderdarlingen ‘Garden State’, ja, selv ‘Festen’ byder alle på tåkrummende møder i familiens skød.
Brylluppet som begivenhed er i sin forventningens glæde for alle involverede et minefelt af konfliktoptrappende disasters waiting to happen, og når gommens kommende viv er en sand Bridezilla og filmens dramaturgiske vindue er skarpt skåret til bryllupsbegivenheden, er dominobrikkerne lagt.
‘Hvor kragerne vender’ indfrier dog ikke en dramaturgisk forløsning af de mindeværdige.
De optrappende konflikter føles halvpunkterede i deres højeste klimaks, og det giver filmen et indtryk af lette valg, hurtige afslutninger og gentagende pointer. Men filmen viser også en humanrealistisk indgang til familiens kulturkonflikter – det handler ikke om manglende kærlighed, men kompetencer:
»Vi vidste bare ikke rigtigt, hvad vi skulle gøre med dig, Laura. Men så kan du noget, som vi andre ikke forstår«, lyder det.
Lauras identitetsafsøgning i selskab med de nærmeste bliver til en smittende, sympatisk stemning af hjerte og nærvær takket være de unge spillere, Rosalinde Mynster, Thomas Hwan H. Andersen, Jesper Groth og især Adam Ild Rohweder og Anne Sofie Wanstrup.
Et af filmens mest interessante valg er klippet af Laura, der lige er ankommet til sin fædrene gård. Hun står alene, tager lugte og lyde ind. Og stikker sin bare fod ned i en frisk kokasse. Langsomt og dvælende kører hun den rundt i den smattede masse.
Mere manifesterende bliver det næppe at stå ved sit ophav, uanset hvor lortet det er.
Kort fortalt:
Spillefilmdebuterende Lisa Jespersen har instrueret et veloplagt, skuespilbåren komediedrama om bohemekunstneren Laura, som lever forfatterlivet i København. Da hendes bror skal giftes, drager hun modvilligt hjem og står pludselig ansigt til ansigt med sit ophav og sin opvækst.