’Hvem dræbte Sara?’ sæson 3: Endelig finder vi ud af, hvem der er morderen i Netflix’ underholdende whodunit
(Advarsel: Teksten indeholder spoilers for de to første sæsoner af ’Hvem dræbte Sara?’)
Det kræver et helt specielt mindset at kunne værdsætte en så vanvittig og overdrevet serie som ’Hvem dræbte Sara?’.
Det mexicanske thrillermysterium byder på så meget soap og twists, at den får ’Papirhuset til at virke som et afdæmpet kaffeselskab på det lokale plejehjem.
Ikke alene er der omdrejningspunktet om, hvem der i sin tid dræbte den unge kvinde Sara (Ximena Lamadrid) og derved sendte hendes bror Alex (Manolo Cardona) 18 år i fængsel for en forbrydelse, som han ikke havde begået.
Der er også den mest fucked up familie, serieland har set på den her side af ’Twin Peaks’, hvor patriarken Cesar (Ginés Garcia Milan) i løbet af de to første sæsoner har vist sig som det største svin i streamingland længe. Vi taler om en type, der trives fint med trafficking og knalder sine svigerdøtre, gør dem gravide og derefter siger, at det er deres problem.
Og bedst som man troede, at vi nu endelig ved, hvem morderen er, så viser det sig, at Saras grav er tom. Er hun overhovedet død, eller hvad sker der?
Spørgsmålene er mange, og det samme er sidehistorierne, der ikke altid er blevet eller bliver fulgt helt til dørs. Men det er også en del af charmen omkring en telenovela som denne.
Der bliver kastet 120 forskellige twists, karakterer og plottråde på skærmen i løbet af en sæson dramaets skyld, og serien slipper afsted med det, fordi den hører til en serietradition, hvor den slags er en del af pakken.
Derfor er det helt okay, at man her i tredje ombæring tilfører en superskurk i skikkelse af den vederstyggelige doktor Reinaldo Gomez (absurd slesk og ondt spillet af Jean Reno), der får Cesar til at virke som en hyggelig bedstefar.
Ét tema har serieskaber Jose Ignacio Valenzuela og kompagni dog givet en interessant kant, både i forhold til genren og mexicansk machokultur. Chemas (Eugenio Sillers) – en af Cesars sønner – homoseksualitet og omverdenens syn på ham er et af de mest hjerteskærende aspekter ved serien. Konstant har han holdt sine præferencer for sig selv af frygt for, hvordan hans ekstremt homofobiske far og mor vil reagere.
I ren og skær afmagt over at være blevet set ned på hele sit liv på grund af, hvem han bliver tiltrukket af, tyer han til conversion-terapi hos ingen andre end doktor Gomez.
Her bliver Chema udsat for en behandling, der er som taget ud af terapiscenerne i ’A Clockwork Orange’, bare om muligt endnu mere modbydelige. Med tårerne trillende ned ad kinderne står afmagten malet i ansigtet på ham, som han er spændt fast i stolen med elektroder på testiklerne og porno kørende på skærmen foran ham. Bliver han tændt, får han stød, og ligegyldigt hvad han siger til Gomez, afslører hans krop, når han lyver.
Det er dér, ’Hvem dræbte Sara?’ skiller sig ud fra andre Netflix-serier i samme dur: Den tør gå dybt ind i en birolle og give plads til at udfolde det eksistentielle mareridt, Chema befinder sig i.
Så gør det ikke noget, at andre karakterer skubbes i baggrunden i denne ombæring, også selvom det føles, som om der stadig er mere at fortælle.
Og i sidste ende leverer ’Hvem dræbte Sara?’ den vare og det svar på det titulære spørgsmål, som den lagde for dagen fra start.
Kort sagt:
Tredje og sidste sæson af Netflix’ mexicanske whodunit byder på flere onde skurke og plotwists end nogensinde før, og underholdningen bliver suppleret af hjerteskærende øjeblikke.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.