’Hvem dræbte Sara?’ sæson 1 og 2: Netflix whodunit-hit er et overflødighedshorn af intriger
55 millioner abonnenter så i løbet af 28 dage med hos Netflix for at finde ud, hvem der saboterede den paraglider, som Sara (Ximena Lamadrid) var oppe i, da hun faldt ned over en sø.
Med faldet fra luften var vandet lige så hårdt som beton, og den unge pige døde på stedet. Kærestens far César Lazcano (Ginés Garcia Milán), et dumt svin af den ypperste kaliber, overtalte kort efter hendes bror Alex til at tage skraldet, angiveligt så hans egne børn Rodolfo og José María ’Chema’ ikke skulle komme i fedtefadet – men nok nærmere fordi César ikke gad have politiet rendende.
Efter 18 i spjældet er Alex (Manolo Cardona) nu ivrig for at finde ud, hvem der slog hans søster ihjel, og mistænkte er der ikke mangel på i ’Hvem dræbte Sara?’.
Rodolfo (Alejandro Nones) og lillesøsteren Elisa (Carolina Miranda) er nærmest de eneste fra Lazcano-familien, der ikke har et motiv. Farmand César var mere tiltrukket af den unge kvinde, end hvad der er sømmeligt for en svigerfar, og brormand Chema (Eugenio Siller), der dengang endnu ikke var sprunget ud som homoseksuel, var bange for, at den afdøde skulle sladre om hans orientering.
Mama Mariana (Claudia Ramirez) kunne ikke fordrage Sara på grund af Césars lystne blikke efter det unge kød, og familiens semi-skumle hjælper Elroy (Héctor Jiménez) nærede, som næsten alle hankønsvæsner i serien åbenbart, også begærlige følelser for hende.
Sex er i det hele taget en indbygget del af krimiens mexicanske soap-univers. Hvert afsnit har minimum én sexscene, og afhængigt af, hvilken stemning der tilstræbes, er det enten æstetisk lækkert med perfekte glinsende kroppe, der vrider sig mod hinanden, eller også hersker der en brutal og vederstyggelig overgrebsatmosfære.
Bedst eksemplificeret af Césars højre hånd Sergio (Juan Carlos Remolina), et modbydeligt stykke misogynt bundslam i besiddelse af en stor vhs-samling med egne sadistiske eskapader – og ja, han har også motiv til at dræbe Sara.
Serieskaber José Ignacio Valenzuela bruger første sæsons 10 afsnit som et klassisk whodunit-mysterie. Alex har under sin tid i fængslet belejligt tillært sig en masse computerviden, således at han, når han kommer på fri fod, uden problemer kan hacke sig ind hos private og offentlige institutioner. Evnerne bruger han til at prikke til de forskellige Lazcano’er og deres omgangskreds for at se, hvem der har noget at skjule.
Og der er bogstavelig talt et utal af skeletter, der bare venter på at blive gravet op.
Gennem et miks af flashbacks og Alex’ nutidige detektivarbejde, kommer ’Hvem dræbte Sara’ langsomt nærmere svaret på, hvem der er gerningsmand eller -kvinde. Skulle man tro. For Valenzuela afslutter næsten konsekvent hvert afsnit af med et det-her-er-den-skyldige-øjeblik efterfulgt af den ene mere absurde afsløring efter den anden. De latinamerikanske telenovela-rødder mærkes tydeligt og rivaliserer de amerikanske soaps i twists og skiftende alliancer.
Anden sæsons otte afsnit går mere i dybden med Saras fortid, denne gang set fra hendes perspektiv modsat første sæson, hvor vi primært så kvinden gennem andres øjne.
Derudover bliver et par karakterer skubbet i baggrunden, mens en helt ny introduceres, og andre rykkes frem. En af de faste locations fra første ombæring, familien Lazcanos casino, bliver også langsomt udfaset, mens sammenholdet i den dysfunktionelle familie smuldrer efter omfanget af en af Césars udenomsægteskabelige eskapader kom op til overfladen i slutningen af første sæson.
Det virker decideret underligt, at de kreative folk bag serien i anden sæson forsøger at få publikum til at holde mere og mere med César. Det ellers ubrydelige bånd mellem ham og Sergio knækker, og puf!, så er alt glemt. Han havde ellers et bordel i kælderen af casinoet, hvor han købte kvinder ind til og holdt hånden over Sergio, der ynder at tæve dem ihjel, hvis der er problemer med dem.
Nå ja, så er der også det faktum, at han konsekvent har forsøgt at hoppe i seng med samtlige af Rodolfos kærester (åbenbart siden teenageårene) uden hensyn til hverken sin søns eller hustrus følelser. Han skifter groft sagt fra at være Silvio Berlusconi på crack til en mere rapey udgave af James Bond.
Det eneste reelt gode menneske i serien er Elisa. Hun fatter sympati for Alex, og fordi hun er meget yngre end alle andre og har studeret i udlandet, er hun udelukket som mistænkt i Saras død. Hun og keyboardkrigeren indleder et forhold og hun prøver aktivt at smadre farens sexslave-dungeon, som hun tilfældigvis faldt over, da hun var lille.
’Hvem dræbte Sara?’er så spækket med flashbacks og traumer, at overflødighedshornet af intriger virker overvældende, hvis forventningen er en krimi i den europæiske tradition. Men er man klar på at se menneskeheden fra dens mest dekadente og hedonistiske side, er der timers underholdning i vente. Det får ’Riverdale’ til at ligne et Ramasjang-program.
Serien skal konsumeres som en lækkert udseende cocktail. Spørg aldrig mixologisten, hvor tequilaen kommer fra (selvom du inderst inde godt ved, at det er den med den røde plastiksombrero på låget), bliv i øjeblikket og prøv at gætte med på, hvem der har dræbt Sara.
Kort sagt:
Netflix’ successerie fra Mexico har så mange twists og skeletter i skabet, at den kan slukke tørsten hos selv den mest dramahungrende ’Paradise Hotel’-afhængige.
Anmeldt på baggrund af begge sæsoner.