’Memory’: Nej, ny Liam Neeson-film er ikke den nye ’Memento’

’Memory’: Nej, ny Liam Neeson-film er ikke den nye ’Memento’
Liam Neeson i 'Memory' (Foto: Rico Torres/SF Studios)

I 2008 ramte Liam Neeson guld som pensioneret CIA-agent med «et særligt sæt af evner« i megahittet ’Taken’. En karriere med prestigedramaer som ’Schindlers liste’ og romantiske komedier som ’Love Actually’ blev byttet ud med en rolle, som alle svigermødres drøm om en stærk og følsom actionstjerne.

Nu kommer seneste skud på den efterhånden Yggdrasil’ske stamme af Neeson-thrillere. Denne gang spiller han en snigmorder, som er begyndt at få symptomer på Alzheimers. Neesons karakter har antageligt et navn, men lad os være ærlige, Liam Neesons har spillet Liam Neeson de sidste 10 år.

Han vil egentlig gerne på pension, men tager alligevel et sidste job, som man jo gør i denne genre, specielt når man når Neesons alder. Et af ofrene er dog en uskyldig 13-årig pige, og der trækker Neeson grænsen. Det kan godt være, at han er en koldblodig morder, men han er jo ingen skurk.

Guy Pearce i ‘Memory’ (Foto: Rico Torres/SF Studios)

Modviljen til at slå pigen ihjel giver Neeson problemer med en rig forretningskvinde, hvis søn leder en ring af børneprostitution. En idé, forfatteren antageligt har fået af Q-anon-bevægelsen. En magtfuld modstander, men heldigvis får Neeson hjælp af FBI-agenten Vincent Seras hold.

I markedsføringen af ’Memory’ bliver filmen beskrevet som en actionthriller i stil med Christopher Nolans mesterlige ’Memento’. En sammenligning, som ikke rigtigt har nogen gang på jorden, fordi Neeson ikke har de store problemer med hukommelsen før tredje akt. Men det forklarer antageligt castingen af ’Memento’-hovedrolleindehaver Guy Pearce i rollen som Serra.

’Memory’ er en meget oldschool action-thriller, hvilket på mange måder er charmerende. Filmen er instrueret af Martin Campbell, som de fleste formodentlig kender fra hans James Bond-film – han har instrueret både Pierce Brosnan og Daniel Craigs første film i henholdsvis ’Goldeneye’og ’Casino Royale’. Campbell er en dygtig actioninstruktør, og det ser man hurtigt i ’Memory’. Allerede i første scene dræber Neeson en gangster i bedste Hitman-stil med en stålwire.

Den næsten 70-årige Neeson har dog forståeligt nok ikke fysikken til at lave sine egne stunts længere, hvilket viser sig i en kampscene i et parkeringshus. Her bliver de ellers lange og rolige kameraindstillinger erstattet af rysten og hurtige klip for at få Neesons bevægelser til at se mere dynamiske ud og samtidig skjule hans stunt double.

Liam Neeson i ‘Memory’ (Foto: Rico Torres/SF Studios)

Måske Neeson efterhånden bør erkende sin egen alder og genopfinde sig selv?

Manuskriptet er heller ikke fremragende. Dialogen virker unaturlig for skuespillerne, og plottet falder for ofte tilbage på klichéer. Alzheimers-sygdommen bliver heller ikke ligefrem behandlet seriøst, og Neeson virker til primært at glemme de detaljer, som er påkrævet for at skubbe plottet fremad.

Neeson er heller ingen Anthony Hopkins i ’The Father’, og af og til bliver hans rystende Alzheimers-præstation nærmest grinagtig.

Det er dog prisværdigt, at Campbell og Neeson tør tage historien 100 procent alvorlig. I en tid, hvor de fleste actionfilm er blevet så Marvelfiserede, at de ikke tør have en dramatisk scene uden at underminere den med humor, står ’Memory’som en god gammeldags solid thriller.


Kort sagt:
’Memory’ er en gammeldags thriller med solidt kameraarbejde og action, men ironisk nok for en film om Alzheimers er den glemt på vej ud af biografen igen.

’Memory’. Spillefilm. Instruktør: Martin Campbell. Medvirkende: Liam Neeson, Monica Belucci, Guy Pearce. Spilletid: 1 time og 54 minutter. Premiere: I biografen 12. maj 2022. Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af