‘Saturday Night Live’ tog veloplagt pis på den særdeles omtalte retssag mellem Johnny Depp og Amber Heard, da showet løb af stablen lørdag aften med Selena Gomez som vært.
Showt gik lige på og hårdt med sketchen, hvor Depp (Kyle Mooney) sidder i vidneskranken og bliver krydsforhørt af sin advokat (Aidy Bryant), som er meget interesseret i at vise en video, hvor en af Depps ansatte (Kenan Thompson) finder en lort i hans seng, som angiveligt skulle være blevet lagt af Heard.
Dommeren tillader indslaget, trods protester fra Heards advokat. Hvorfor? Fordi »det lyder sjovt og denne retssag er for sjov«, som dommeren (Cecily Strong) kontasterer.
Ekskrementerne i sengen får noget af et publikum, da hele Depps husholdning inden længe står i en cirkel omkring gerningsstedet og debatterer, hvordan de skal håndtere sagen.
Den virkelige retssag løber i disse uger af stablen i Virginia. I denne uge genoptages sagen efter en uges pause. Her skal Amber Heard i vidneskranken og krydsforhøres af Depps forsvar.
I sidste uge blev Heard afhørt af sit eget forsvar, hvor hun blandt andet hævdede at have været udsat for seksuelt overgreb af Johnny Depp.
Depp har i sit forsvar fastholdt, at han aldrig har udøvet vold mod Heard, men at det i stedet var hende, som var voldelig.
Alle kan følge med i retssagen live på YouTube.