’Dual’: Ingen har bedre kemi med Karen Gillan end Karen Gillan
Det var svært ikke at rulle med øjnene, da Netflix-hittet ’Spiderhead’ for nylig forsøgte på at gøre ’Ex Machina’ meme-kunsten efter ved at lade sin labre skuespiller i skurkerollen koreografere et par spontane dansetrin.
Derfor er det også med et tungt hjerte, at jeg må konstatere, at ’Spiderhead’ ikke er den eneste synder. En lille time inde i Riley Sears’ nye sci-fi-dobbeltgængerthriller ’Dual’, der nu er ude på streaming, springer Karen Gillan og Aaron Paul pludselig ud i en hiphop-dans til Lil’ Jons 2002-klassiker ’Get Low’.
Den fortællemæssige funktion af dansen er forsvindende lille. Da Sarah bliver meddelt, at hun lider af en dødelig sygdom, melder hun sig til et kloningserstatningsprogram. Guderne forbyde, at hendes fraværende kæreste og klæbrige mor måtte sørge over tabet af hende.
Men da hun på magisk vis overlever sin sygdom, tvinges hun ud i en duel til døden med sin klon, der i mellemtiden komplet har overtaget hendes liv.
Som med sin selvtægtfilm ’The Art of Self-Defense’ nyder instruktør og manuskriptforfatter Riley Sears at præsentere utrolige og bestialske scenarier på monoton, hverdagsagtig vis. Den førnævnte dans udspiller sig således mellem Sarah og hendes kamptræner Trent (Aaron Paul) som en morsom kontrast til deres morderiske forberedelser til hendes kamp til døden.
Måske det derfor også er for kynisk en konklusion at drage, at Sears blot håber på et viralt øjeblik i solen. Det kan i sig selv være en finurlig metaleg at lade en film om kopier og dagligdagens middelmådighed være lidt af en kopi i sig selv.
Som i hans tidligere film artikulerer samtlige mennesker sig som emotionelt drænede robotter, der kan gå fra porno på sofaen til zoom-opkald med kæresten på et splitsekund. En sammenligning med instruktøren Yorgos Lanthimos er uundgåelig, navnlig da ’Dual’ præsenterer et lignende absurdistisk sci-fi-scenarie som grækerens hovedværk ’The Lobster’, hvor mennesker transformeres til dyr, hvis ikke de finder en partner.
Man kan kun håbe, at Lanthimos får en mulighed for at se ’Dual’, om ikke andet så han straks kan instruere noget med Karen Gillan i hovedrollen. Den tragisk oversete skuespiller har ikke givet en ringe præstation i karrieren, og hun er perfekt manieret til at levere den lakoniske dialog uden nogensinde at give slip på Sarahs humanitet.
Ikke overraskende er filmens bedste øjeblikke dem, hvor Gillan spiller over for sig selv. Resten af castet har det noget sværere. Især Aaron Paul er horribelt fejlcastet, og hans kedsommelige præstation fremviser perfekt, hvor millimetertynd en line man balancerer, når man prøver at imitere Lanthimos’ idiosynkratiske stilart.
Det kan desværre også siges om filmen som helhed. Hvor ’The Art of Self-Defense’ dykkede ned i alt-right kultur og toksisk maskulinitet, virker Sears aldrig sikker på, hvad han vil sige med klon-analogien i ’Dual’.
Det gør filmen til lidt af et dræn. Men et glimrende eksempel på, hvor svært det er at få middelmådighed til at fremstå som stor kunst.
Kort sagt:
’Dual’ gav mig straks lyst til at se en Yorgos Lanthimos-film med Karen Gillan i hovedrollen. Desværre er filmen, hun spiller med i her, langt fra interessant nok i sig selv.