Fremover vil Netflix ikke producere danske film og serier.
Det skriver Politiken på baggrund af et brev, Netflix har sendt til sine danske samarbejdspartnere, der forklarer situationen.
Produktionsstoppet skyldes en rettighedsaftale, der trådte i kraft ved årsskiftet, som fokuserede på, at blandt andre danske skuespillere og fotografer skal have større betaling, når deres arbejde når ud til millioner af mennesker via globale streamingplatforme.
Det var den samme rettighedsaftale – indgået mellem Producentforeningen og Create Denmark for 2022 og 2023 – der tidligere på året fik TV 2 til at meddele et midlertidigt udviklingsstop for danske serier, da det simpelthen var blevet for bekosteligt at producere dansk fiktion ifølge TV 2.
Et produktionsstop kan hurtigt blive problematisk for danske film- og serieskabere, som nogle brancheinteressenter allerede udtrykker bekymring for vil søge arbejde i udlandet i stedet.
Desuden er streamingtjenesterne blevet forpligtet til at betale en streamingafgift på seks procent af deres omsætning i Danmark som del af den nye Medieaftale.
Pengene skal gå til en pulje for produktion af mere dansk indhold, som streamingtjenesterne også selv har mulighed for at søge. Det er endnu uvist, hvilke konsekvenser afgiften vil have for streamingtjenesternes arbejde i Danmark.
Netflix har herhjemme stået bag serier som ‘The Rain’, ‘Equinox’, ‘Kastanjemanden’, ‘Nisser’, ‘Chosen’ og den kommende ‘Skruk’ samt den kommende film ‘Kærlighed for voksne’.