De danske Netflix-serier har stirret sig blinde på ‘Stranger Things’-modellen – og det er dødærgerligt

Fire ud af indtil videre fem danske Netflix-serier er gået amerikanske YA-forbilleder i bedene med tvivlsomme resultater. Og den aktuelle ’Chosen’ markerer endnu et frustrerende lavpunkt, skriver Soundvenues Lise Ulrich.
De danske Netflix-serier har stirret sig blinde på ‘Stranger Things’-modellen – og det er dødærgerligt
Albert Rudbeck Lindhart som Mads i 'Chosen'. (Foto: Laust Trier Mørk/Netflix)

KOMMENTAR. »Har vi ikke efterhånden fået nok af krimiplot og køkkenrealisme i det danske serieland?«

… lyder det aldrig mere herfra.

For nok har jeg i årevis tilsluttet mig kaldet efter større eventyrlyst og genreeksperimenter i den hjemlige tv-fiktion, men efter at have krummet tæer igennem endnu en fad dansk sci-fi-satsning på Netflix kan jeg dårligt forestille mig noget mere svalende for seriesjælen end et gensyn med Bjarne Henriksen som træt socialmedarbejder i en udkantskommune.

Fire ud af fem. Så mange af Netflix’ danske serier er indtil nu gået all-in på, hvad der ligner et forsøg på at genopfinde ’Stranger Things’-succesen på danglish med så tvivlsomme udfald – for nu at lægge diplomatisk ud – at man næsten får lidt ondt i maven på de fortrinsvis unge medvirkendes vegne.

Ja, krimiserien ’Kastanjemanden’ fra sidste år flyver taknemmeligvis flaget for gedigen, velspillet nordic noir på streamingtjenesten, men heroverfor lægger ’The Rain’, ’Equinox’, ’Nisser’ og nu ’Chosen’ sig i selen for at få Netflix’ 222 millioner abonnenter til at glemme alt om det tårnhøje kvalitetsniveau, Danmark har været Emmy-vindende serieeksportør af med titler som ’Forbrydelsen’, ’Broen’, ’Borgen’, ’Arvingerne’ og ’Ulven kommer’.

Fri leg på millionbudgetter

Forstå mig ret: Da serieskaberne Jannik Tai Mosholt og Christian Potalivo kastede sig over ’The Rain’ tilbage i 2018 var jeg som inkarneret fantasy- og sci-fi-fan fyr og flamme over udsigten til, at Netflix’ endelig ville muliggøre farverige danske genrefortællinger på en massivt større skala end julekalenderformatet.

H.C. Andersens fødeland eller ej, så har de lokale midler selvsagt aldrig kunne stå mål med udlandets ressourcer til at dyrke overnaturlige verdener på skærmen (eller hardcore action, for den sags skyld), hvorfor film som varulvegyset ’Når dyrene drømmer’ og zombiefavntaget ’Sorgenfri’ har været sjældne bobler i søen af traditionsrige hverdagsdramaer.

Netflix’ ambitiøse sats på internationalt indhold præget af stor kreativ frihed lignede begyndelsen på et potentielt dansk, well, serie-eventyr. Og når vores tyske naboer kunne servere sci-fi-braget ‘Dark’ på tjenesten, så skulle vi vel også kunne lege med?

Som førnævnte digters hårdtprøvede havfrue imidlertid også erfarede, skal man dog passe på med, hvad man ønsker sig:

Et par fine ben kan hurtigt blive en forbandelse, hvis man konstant føler, at man tramper rundt på glasskår, og en sci-fi-serie drukner i forvrøvlet ævl, når regnen begår rovmord og påskeharen springer ud som liderlig gymnasielærer i Rold Skov (ahem, ’Equinox’).

Lucas Lynggaard Tønnesen og Alba August i ‘The Rain’. (Foto: Netflix/Per Arnesen)

Hverken ’The Rain’s interne lallelogik (hvorfor var det nu lige, at vandpytter ikke var giftige?), håbløse replikker eller bygen af hånlige anmeldelser forhindrede dog første sæson i at blive en international seersucces, ifølge Netflix, så overraskende var det ikke just, at Jannik Tai Mosholt og Christian Potalivo ikke alene fik grønt lys til to (lige så dårlige) efterfølgende sæsoner, men også står bag dette års (endnu værre) ’Chosen’.

Hvorvidt sidstnævnte lavpunkt også bliver en seermagnet udover landets grænser er endnu uvist, men jeg gruer ved tanken om, at den kan anspore bagmændene til at forsætte ufortrødent i samme stime.

Blålys og granplantager

Det bedste, jeg kan sige om ’The Rain’ og ’Equinox’, er, at de indledningsvist hver især præsenterede semiselvstændige mysterier, uagtet hvor fjogede de så end var, hvorimod ’Chosen’ (gymnasielever afslører aliens på Lolland) og sidste års ’Nisser’ (søskendepar afslører creepy monstre på provinsø) ublu lægger sig direkte i slipstrømmen af amerikanske Young Adult-produktioner.

Men iøjefaldende til fælles for alle fire serier er kerne-setuppet med 2-5 utilpassede unge, der danner et broget fællesskab i ly af overnaturlige begivenheder.

Hvor er originaliteten i at følge endnu en flok rødder, der på ’Stranger Things’/’It’/’The Goonies’/etc.-vis kommer på sporet af råddenskaben i sovebyens kloaker og/eller regeringskonspirationer med et alien-twist?

Ja, Duffer-brødrenens ’Stranger Things’ var også et mashup af popukulturelle referencer med et klart udgangspunkt i Stephen Kings universer, men nostalgien fungerede som en naturligt integreret del af seriens dna, fordi den blev suppleret af stærk karakterudvikling, nervepirrende suspense-opbygning og seriens eget spin på en neonforelsket 1980’er-æstetik.

En æstetik, som Netflix sidenhen har trukket ivrigt ned over et hav af titler primært målrettet teenagere og 20-somethings (a la ’Gunpowder Milkshake’, ’Night Teeth’, ‘Brand New Cherry Flavor’, ‘Sex/Life’ m.fl.) med det resultat, at blå og lyserød neon efterhånden fremstår som tjenestens visuelle varemærke.

Malaika Berenth Mosendane i ‘Chosen’. (Foto: Netflix)

Effekten er blevet glat og forudsigelig, og grænser til det pinligt generiske i de danske serier, der fyrer godt op for de farvede lamper og røgmaskinerne, men negligerer nuanceret historiefortælling og tilnærmelsesvis troværdig dialog.

Selvom det i praksis umuligt er intentionen, sidder man med følelsen af, at der kreativt bliver sprunget over, hvor gærdet er absolut lavest for at hægte sig fast på et udenlandsk tendens-brief. Og så kan det jo næsten være helt lige meget, at der rent faktisk gøres en målrettet indsats for at sammensætte mere diversificerede casts, end vi nogensinde har set hos »vores allesammens« DR.

Der findes rasende dygtige manuskriptforfattere og filmmagere i Danmark – såvel som hele Dennis Jürgensens bagkatalog! – så hvorfor bliver de danske Netflix-budgetter fyret af på samlebånds-sci-fi, der gud hjælpe mig stadig oser af halvskidt julekalender skudt i nærmeste granplantage?

Jeg nægter at tro på, at vi herhjemme er ude af stand til at bryde ny genregrund. Men hvis det skal lykkes på Netflix, kræver det, at nogen snart tør kyle ’Stranger Things’-drejebogen ud ad vinduet.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af