Sarah Jessica Parker har taget bladet for munden om Kim Cattralls fravær i ‘Sex and the City’-efterfølgeren ‘And Just Like That’.
I Hollywood Reporters podcast ‘Awards Chatter‘ fortæller Parker sin side af historien, efter at Cattrall fortalte, hvorfor hun ikke medvirkede i et interview med Variety sidste måned.
»Det er svært at tale om situationen med Kim, for jeg har været så forsigtig med ikke nogensinde at ville sige noget, der er ubehageligt, for det er ikke den måde, jeg kan lide at føre samtaler om emner, der er så komplicerede som dette«, siger Parker ifølge IndieWire.
Hun fortæller videre, hvorfor Cattrall ikke blev spurgt, om hun ville medvirke i ‘And Just Like That’:
»Vi valgte ikke at spørge hende, fordi hun havde gjort det klart, at det var noget, hun ikke var interesseret i, og fordi det ikke længere føltes komfortabelt for os. Derfor tænkte vi ikke over det. Det er ikke for at ‘nedgøre’ hende, det er bare læring«, siger Parker og fortsætter:
»Du er nødt til at lytte til folk, og hvis de offentligt udtaler sig om noget på en måde, der antyder, at det ikke er et sted, de har lyst til at være, eller en person, de har lyst til at spille, eller et miljø, de vil være en del af, så når man til en alder, hvor man siger: ‘Okay, vi hører dig’«.
Hun svarede også på Cattralls udlægning af et »anspændt set« under optagelserne af ‘Sex and the City’. Hun startede med at sige, at hun ikke vil sige, at Cattrall tager fejl i sin oplevelse, og fortsatte derefter:
»Jeg har arbejdet utroligt hårdt i mange år på altid at være anstændig over for alle på settet. At tage mig af folk, at være ansvarlig over for folk, både mine arbejdsgivere og de folk, jeg føler mig ansvarlig over for som producer på showet. Der er ikke nogen andre, der nogensinde har talt om mig på den måde, så det er meget smertefuldt«.
Parker afviste også, at der skulle være ondt blod mellem hende og Cattrall, som det ellers tit er blevet fremhævet i pressen:
»Det er smertefuldt, at folk bliver ved med at tale om denne ‘kattekamp’ – en kamp, en kamp, en kamp. Jeg har aldrig i mit liv deltaget i en verbal kamp med nogen, jeg har arbejdet sammen med. Der er ikke nogen ‘kamp’ i gang. Der har ikke været nogen offentlige stridigheder, galde, samtaler eller beskyldninger fremført af mig eller af andre på mine vegne. Det ville jeg aldrig gøre. Det er ikke sådan, jeg gør tingene. Der har kun været én person, der har talt. Og jeg vil ikke sige, at hun skal stoppe med at tale. Derfor har det også været smertefuldt for mig«.
‘And Just Like That’ kan ses på HBO Max. Serien er blevet fornyet med sæson to.