‘The Boys’ sæson 3: Dildovåben, Ant-Man-parodi og Antony Starr i nye højder

‘The Boys’ sæson 3: Dildovåben, Ant-Man-parodi og Antony Starr i nye højder
Antony Starr i 'The Boys' sæson 3 (Foto: Amazon Studios)

Man havde dårligt turde håbe på det.

At Eric Kripke og forfatterholdet bag ’The Boys’ ville kunne leve op til den fantastiske anden sæson, som her på Soundvenue blev stemplet som årets mest underholdende serie.

Anden sæson, der i ordets mest bogstavelige forstand var mindblowing og leverede den ene vilde sekvens efter den anden.

Anden sæson, som for alvor satte fut under Homelanders smuldrende heltefacade og mentale forrådnelse og dermed banede vejen for et uoverskueligt mareridtsscenarie for vores helte.

Og ja, anden sæson, der introducerede nazister og superbabyer i flæng – alt sammen indhyllet i seriens slagkraftige metakritik af kynisk kapitalisme, hate-speech, trumpisme og giftig magtfuldkommenhed.

Men den er skam god nok.

Tredje sæson lever i den grad op til forventningerne og kommer buldrende ud af starthullerne ved at kaste os resolut ind i seriens finurlige og grotesk grænseoverskridende univers efter knap to års ventetid.

Jack Quaid i ‘The Boys’ sæson 3 (Foto: Amazon Studios)

At Kripke og co. øjensynligt har lagt i kakkelovnen til endnu en sæson fyldt med pudsige superkræfter og eksploderende kranier, er ikke videre overraskende. Det er blot, hvad man forventer sig af serien på dens nuværende stadie. Og jeg skal nok undlade at løfte sløret for de mest vanvittige indfald.

Men som en lille forsmag kan man glæde sig til en forrygende ’Ant-Man’-parodi godt ti minutter inde i første afsnit, hvor forfatternes fantasi og vidunderlige galgenhumor har fået frit løb. Og så er det heller ingen hemmelighed, at sjette afsnit hedder ’Herogasm’ – en særoplevelse, jeg stadig kniber mig selv i armen over …

Begivenhederne i tredje sæson foregår, cirka et år efter superhelten Stormfronts hemmelige identitet som nazist blev afdækket. Billy Butcher gør sit bedste for at agere surrogatfar til stedsønnen Ryan, hvis biologiske far er Homelander, og hvis mor, samt Butchers kone, Becca, måtte lade livet på tragisk facon i slutningen af anden sæson.

Mother’s Milk har endelig trukket sig tilbage med familien, men kæmper med omstillingen. Butcher, Frenchie og Kimiko arbejder nu for Hughie, der har fået et fint skrivebordsjob af den dubiøse politiker Victoria Neuman, hvor de sammen jagter småkriminelle superhelte. Privat danner Hughie stadig par med Starlight, mens både The Deep og A-Train er taget til nåde af The Seven og Vought.

Karl Urban i ‘The Boys’ sæson 3 (Foto: Amazon Studios)

Og så er der Homelander, som holdes i skak af en inkriminerende video, som både Queen Maeve og Starlight gør deres bedste for at minde ham om. Men hvor længe kan man i realiteten afpresse verdens mægtigste mand, før han begynder at kede sig?

Længe går der i hvert fald ikke, før Butcher og slænget støder på en ny superhelt, Soldier Boy (en gammel Kripke-kending i form af Jensen Ackles fra ’Supernatural’) – en superhelt, der måske kan hamle styrkemæssigt op med Homelander. Tilmed dukker der en ny udgave af Compound V op, der giver superkræfter i 24 timer, og som giver Butcher og co. mulighed for at slå igen.

Men spørgsmålet er, hvor langt Butcher og co. er villige til at gå for at nedkæmpe deres nemesis?

Til trods for at tredje sæson uden tvivl leverer på vold, blod og indvolde helt i seriens ånd (en dildo anvendes blandt andet som mordvåben i en vild scene), så er der et fast og overbevisende greb om karaktertegningerne. Homelanders mentale tilstand forværres hastigt, og var man intimideret af ham i første og anden sæson, sætter tredje ombæring trumf på.

Æren tilfalder ikke mindst Antony Starr. Skiftevis portrætterer han Homelander som en sårbar, megaloman, narcissistisk, frastødende og forfængelig karakter. Man kan ikke tage øjnene fra ham, når han indtager rampelyset.

Jensen Ackles og Gattlin Griffith i ‘The Boys’ sæson 3 (Foto: Amazon Studios)

Starr når i denne sæson helt nye højder med Homelander, og mon ikke han snart har gjort sig fortjent til en Emmy-nominering. Ligeledes er det øvrige cast still going strong. Karl Urban har en fest som Butcher, mens Jack Quaid stadig er fornøjelig som kagearmen Hughie. Og så er det skønt at se Jensen Ackless i en forholdsvis stor rolle som Soldier Boy, der bedst kan beskrives som Captain America, hvis han var en idiot.

Kripke og co. afholder sig heller ikke denne gang for at rette kanonen mod nogle af vores tidsånds heftigste debatemner, og serien skildrer alt fra #metoo, reality-tv og fake news til Black Lives Matter, racisme og betændt fandom. Metakommentarerne til samtiden er ikke alle lige veleksekverede, men overordnet set har tredje sæson en klar overvægt af præcise bullseyes.

Enkelte karakterer bliver desværre skubbet i baggrunden, herunder Queen Maeve, som ellers fyldte meget i anden sæson, og glimtvis er der lidt forudsigelighed at spore, hvad angår plottet og visse karakterers sikkerhed.

Men når alt kommer til alt, er det peanuts i forhold til seriens tårnhøje underholdningsværdi, og der er med garanti lagt op til en hæsblæsende finale.


Kort sagt:
‘The Boys’ fortsætter det høje, bingeværdige niveau i den glimrende tredje sæson, hvor satiren er syleskarp, intensiteten er knitrende, og karaktertegningerne er medrivende – anført af Antony Starrs fascinerende præstation som Homelander.

Anmeldt på baggrund af de første seks afsnit.

'The Boys' sæson 3. Serie. Hovedforfatter: Eric Kripke. Medvirkende: Karl Urban, Jack Quaid, Erin Moriarty, Antony Starr, Dominique McElligott, Laz Alonso, Karen Fukuhara, Tomer Capon, Jensen Ackles, Laurie Holden. Spilletid: 8 afsnit á 60 min. Premiere: Kan ses på Amazon Prime Video.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af