’Umbrella Academy’ sæson 3: Elliot Page står for et monumentalt øjeblik i comeback til Netflix’ dysfunktionelle superhelte

’Umbrella Academy’ sæson 3: Elliot Page står for et monumentalt øjeblik i comeback til Netflix’ dysfunktionelle superhelte
Elliot Page som Viktor Hargreeves og Emmy Raver-Lampman som Allison Hargreeves i 'The Umbrella Academy'. (Foto: Netflix)

Netflix’ bud på en vild superhelteserie, der kunne hamle op med galskaben i ’Doom Patrol’ og vanviddet i ’The Boys’, har i nu to sæsoner været en tak efter konkurrenterne.

Hvor sidstnævnte konstant skubber grænsen for det bizarre og klamme, forankrer førstnævnte eskapaderne i dybt rørende karakterfortællinger.

Men her i tredje ombæring med de dysfunktionelle adoptivsøskende og superhelte, er det endelig lykkedes for ’Umbrella Academy’ at knække koden.

Serien fortsætter, hvor den forrige slap: Efter Five (Aidan Gallagher), Vanya (Elliot Page), Luther (Tom Hopper), Klaus (Robert Sheehan), Diego (David Castañeda) og Allison (Emmy Raver-Lampman) fik stoppet verden fra at gå under i 1963, vendte de tilbage til 2019 og fandt ud af, at alt ikke helt var, som det skulle være.

Colm Feore som Reginald Hargreeves i ‘The Umbrella Academy’. (Foto: Christos Kalohoridis/Netflix)

I deres hjem var der nemlig et nyt hold af supersøskende, The Sparrows.

Det viser sig, at deres adoptivfar Reginald (Colm Feore) – som de også stødte på i 1963 – var så skuffet over Umbrellaerne, at han valgte at adoptere nogle andre børn (følelsesmæssig skade level 1000).

Det nye hold er det gamle langt overlegene. Sparrowsene giver i hvert fald Umbrellaerne en ordentlig røvfuld i den første duel.

Umbrellaerne skal nu prøve at finde en løsning, så tidslinjen kan blive rettet op, nok engang. Og nej, de har stadig ikke lært at arbejde sammen, uden at der minimum er én, som flirter med tanken om at forråde de andre.

Allison, for eksempel, er fuldstændigt sønderknust, fordi hendes datter og mand ikke eksisterer i denne tidslinje, så alt, hvad hun gør i løbet af sæsonen, er et udslag af den sorg og vrede, der er forbundet med afmagten over ikke at kunne få dem tilbage.

Emmy Raver-Lampman, Elliot Page, David Castañeda, Aidan Gallagher og Robert Sheehan i ‘The Umbrella Academy’. (Foto: Christos Kalohoridis/Netflix)

Mere glad bliver Luther for denne version af verden. Det er bogstavelig talt kærlighed ved første blik mellem ham og Sloane (Genesis Rodriguez), en af Sparowsene. I hele seriens levetid har han higet efter kærlighed – især fra adoptivsøsteren Allison – men altid forgæves. Men med Sloane virker lykken realistisk, og har man så stadig lyst til at sætte den over styr for at tække sin egen familie?

Mest rørende er dog uden tvivl sæsonens andet afsnit.

Det har i lang tid været kendt, at Elliot Pages karakter på en eller anden måde skulle gå fra at være Vanya til Viktor, men præcis hvordan har man kun kunnet gætte på.

Ved hjælp af virkelig fin dialog, der går direkte i hjertekulen, og fermt filmhåndværk bliver det formidlet, hvordan transitionen på mange måder afspejler Pages egen.

»Jeg kunne ikke være fri, hvis jeg gemte mig for mig selv«, forklarer Viktor til Allison, og det er unægtelig svært ikke at læse Pages eget liv ind i mange af de replikker, hvor Viktor forklarer sine søskende sin nye livsstatus.

Trods fremskridtene på dramadelen har ’Umbrella Academy’ stadig bibeholdt den legende side, hvor fjollede og voldelige indslag sørger for underholdningsværdien.

Emmy Raver-Lampman, Elliot Page, Tom Hopper, Aidan Gallagher, David Castañeda og Robert Sheehan i ‘The Umbrella Academy’. (Foto: Netflix)

Klaus’ og Fives roadtrip til et Amish-samfund udvikler sig til en hysterisk sjov ’Indiana Jones’-parody, og i en skøn hallucination battler de to superhelteteams hinanden i en gloriøs dance-off til tonerne af Kenny Loggins ’Footloose’ fra filmen af samme navn – gør dig selv den tjeneste at youtube Kevin Bacon og hans moves i den film, før du sætter det på.

Omvendt forpligter det alt sammen også serien og de kreative kræfter fremadrettet. Man kan godt fornemme, at der har været corona-begrænsninger, som har gjort, at handlingen skulle holdes på få locations. Alligevel er sæsonen langt mere engagerende og vedkommende end tidligere, så nu har Blackman og co. også bare at levere varen i den kommende fjerde sæson.

Formularen er klar – don’t fuck it up.


Kort sagt:
’Umbrella Academy’ indfrier i tredje sæson endelig noget af det store potentiale med mange gode og rørende øjeblikke, hvoraf Elliot Page-karakterens transition er monumental.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

’Umbrella Academy’ sæson 3. Serie. Serieskaber: Steve Blackman. Medvirkende: Elliot Page, Tom Hooper, David Castañeda, Emmy Raver-Lampman, Robert Sheehan, Aidan Gallagher, Colm Feore, Justin H. Min, Genesis Rodriguez. Spilletid: 10 afsnit á 39-52 minutter. Premiere: 22. juni på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af