Miles Teller har »haft nogle samtaler« med Tom Cruise om potentiel ‘Top Gun 3’

Miles Teller har »haft nogle samtaler« med Tom Cruise om potentiel ‘Top Gun 3’
Miles Teller i 'Top Gun: Maverick' (Foto: United International Pictures)

‘Top Gun: Maverick’ har overrasket de fleste. I stedet for den idéforladte efterfølger, man kunne have frygtet, har filmen vist sig som både anmelderfavorit og en bragende kommerciel succes.

I skrivende stund har den amerikanske blockbuster indtjent over 8 milliarder kroner på verdensplan, hvilket gør den til hovedrolleindehaver og producer Tom Cruises bedst indtjenende film i karrieren.

Der skulle som bekendt gå hele 36 år fra Tony Scotts oprindelige ‘Top Gun’, før fortællingen om Pete Mitchell alias Maverick blev videreført. Med efterfølgerens kæmpesucces in mente er spekulationer om en mulig tredje film imidlertid allerede skudt i gang.

Miles Teller, der i den nye film spiller Bradley ‘Rooster’ Bradshaw (søn af afdøde Goose), fortæller nu, at han er klar på at medvirke i en potentiel 3’er, men at det afhænger af Tom Cruise.

»Det er alt sammen op til Tom«, siger Teller i et interview med ET. »Jeg har haft nogle samtaler med ham om det. Vi får se«.

‘Top Gun: Maverick’-instruktøren Joseph Kosinski udtalte sig sidste måned i lignende vendinger til Indiewire.

»Det er op til ham (Tom Cruise, red.). Det er ham, man bliver nødt til at overtale. Det var sådan, det her projekt startede – med Jerry (Bruckheimer, producer på begge ‘Top Gun’-film, red.) og mig, som tog til Paris for at overtale Tom«, siger Kosinski.

»Det handler alt sammen om fortællingen. Det handler alt sammen om følelser. Hvis vi kan udtænke en vej, en rejse, hvor Maverick kan komme tilbage og være sammen med de her unge piloter og finde på noget, så kunne det måske blive til noget. For nu tror jeg bare, vi skal nyde, at vi har den her«.

‘Top Gun: Maverick’ kan stadig fanges i biograferne.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af