Viggo Mortensen er snart aktuel i Ron Howards ‘Thirteen Lives’, der følger den verdensberømte redningsaktion for at befri det 12 personer store fodboldhold, som blev fanget i en oversvømmet grotte i Thailand i 2018.
I rollen som dykkeren Richard Stanton har Mortensen trænet at dykke for at få undervandsoptagelserne til at se så naturtro ud som muligt. Men det var ikke uden udfordringer, fortæller skuespilleren i et interview med magasinet People.
Under en optagelse i en af de kulisser, der var blevet bygget til at ligne grotten, slukkede ventilen til Mortensens ilttank, da han forsøgte at klemme sig igennem en smal passage.
»Pludselig kunne jeg ikke trække vejret. Det virkede som lang tid, men det varede kun få sekunder. Jeg gik i panik«, fortæller Mortensen.
Heldigvis kunne han tænkte tilbage på sin træning med Stanton, som han portrætterer i filmen. Stanton havde lært ham, hvordan man skifter ens mundstykke, så man får ilt via den sekundære ilttank:
»Det er ikke en særligt kompliceret proces. Men i det øjeblik var det svært at tænke klart«, siger Mortensen.
I ‘Thirteen Lives’ spiller Mortensen blandt andre over for Colin Farrell og Joel Edgerton, der også spiller dykkere på redningsholdet.
Den store redningsaktion, der involverede mere end 10.000 mennesker fra hele verden og tog dagevis, er tidligere blevet skildret i dokumentaren ‘The Rescue’, men får altså nu den fulde Hollywood-behandling.
Instruktør Ron Howard har tidligere haft stor succes med at filmatisere virkelige katastrofer, blandt andet med ‘Apollo 13’ om den fejlslagne måneekspedition og ’Frost/Nixon’ om et katastrofalt interview med den tidligere præsident.
‘Thirteen Lives’ får premiere på Amazon Prime Video den 5. august. Se traileren.