’Westworld’ sæson 4: HBO’s tidligere flagskib genfinder sin charme
Det føles som en evighed siden, at første sæson af ’Westworld’ landede på skærmen og med bare ét afsnit blev must-see – om end kun i én sæson.
For selvom anden ombæring af historien om den titulære forlystelsespark og de kunstige intelligenser, der gjorde oprør mod deres skabere, var okay, var den ikke på samme niveau som den forgangne.
Og tredje sæson var mildest talt en skuffelse, så frygten for en fuldkommen deroute var i den grad til stede forud for den aktuelle fjerde sæson.
Men det står hurtigt klart, at niveauet er kommet et par takker op igen.
Der er gået syv år siden begivenhederne i slutningen af forrige sæson. Delos – firmaet bag Westworld-parken – er på vej tilbage til fordums styrke. Denne gang under skjult ledelse af Charlotte (Tessa Thompson), en af de mange hostskroppe, hvori Dolores (Evan Rachel Wood) indsatte en kopi af sig selv.
Hvis det lyder komplekst, er det meget sigende for serien, når den er værst. For ’Westworld’ prøver ihærdigt på at være go-to for ethvert eksistentialistisk spørgsmål. Det lykkes ikke altid, og det var også netop derfor, historien knækkede halsen i tredje sæson.
Der er stadig fiksfakserier, som når skuespillere dukker op, selvom deres karakterer er døde for længst. Men når vi har at gøre med et univers, hvor kroppe bare kan fabrikeres i ét væk, så har vi efterhånden vænnet os til grebet – og til hvornår visse begivenheder foregår i seriens univers.
I løbet af de fire første afsnit, som har været tilgængelig for anmeldere, står det dog klart, at der er kommet et skarpere fokus under showrunner Alison Schapker. I en djævelsk underholdende sidehistorie teamer Maeve (Thandiwe Newton) og Caleb (Aaron Paul) op, og hun giver den på bedste James Bond-manér med corny oneliners og seje kampskills.
Deres eskapader har en lethed, som giver en dejlig kontrast til den ellers gravalvorlige stemning, for ’Westworld’ tager sig selv meget seriøst.
Samtidig går visse dele af handlingen så langsomt, at det næsten er ulideligt.
Evan Rachel Wood spiller Christine, en forfattertype, der finder på baggrundshistorier til ikke-spilbare karakterer i et spil. Det meta-agtige lag har potentiale til enten at blive en genialitet eller endnu en amputeret fis i en hornlygte.
For det er unægtelig svært at se Wood i ’Westworld’ og ikke tænke på hendes hidtidige karakter i serien, Dolores. Det er essentielt for sæsonen, at netop denne del ender i et tilfredsstillende pay-off.
Der er flere andre gode ting. En ny temapark, som finder sted i ’the golden era’ med gangstere, smuglere, barpiger og så videre, er et dejligt lille blik tilbage til nogle af de ting, som fangede interessen i første omgang.
Og man kan ikke lade være med at smile, når man hører Billie Eilish og Metallica ryge igennem covermaskinen.
Det taler samtidig ind i et gennemgående, ulmende tema: gentagelse og genkendelse.
Vi genkender Evan Rachel Wood fra en anden rolle i serien, og som Maeve også påpeger i gangsterverdenen, er det mere eller mindre samme historie, bare i en anden indpakning. Tingene sker på slaget, som de gjorde før, og lur mig om det ikke bliver udforsket yderligere i de resterende fire afsnit.
Træder serien vande, eller er retningen klar? En eventuel femte sæson er ikke annonceret, og med de dalende seertal in mente er det ikke utænkeligt, at det her kan blive sidste omgang.
Hvis det er, så lover det godt.
Kort sagt:
’Westworld’ genfinder noget af den form, som gjorde den til en af de mest interessante serier, da den begyndte.
Anmeldt på baggrund af fire afsnit.