Ugens frosne rejer
Hvis der er én ting, vi ved med sikkerhed, inden vi sætter dette afsnit på, så er det, at bare fordi der er gået 16 år, siden Frank og Casper sidst besøgte Bornholm, så betyder det ikke, at Solskinsøen bliver en større succesoplevelse i andet forsøg.
Godt nok bliver der ikke skidt på dannebrog i denne omgang, men Frank kommer stadig hjem et kørekort fattigere, og Casper må døje med en lille uges »fissesøvn«. Det er ikke nemt at være til Folkemøde!
Men lad os lige nævne, hvad vi alle tænker: Frank og Casper har omsider fået fast ejendom på Bornholm!
Jaja, bevares, Frank har ikke ligefrem været »in the loop«, hvad den købsaftale angår, og han får da heller ikke lov til at tilbringe en enkelt nats (fisse)søvn der, men ikke desto mindre er duoen da nu i besiddelse af et stk. prime real estate. Og som Casper siger: »Hvis der mangler seks millioner, så er det jo ikke forsvundet på alt muligt pis. Det er jo en investering«.
Og hvis revisor-Kurt er nede med det, må der være noget om snakken. Ligesom dengang med Copenhagen Showboat … eller dengang med Dinos Legeland … eller dengang med en yacht i Rungsted Havn …
I det mindste er det ikke Hitlers gamle bakelit-telefon, Frank!
Ugens gode gerning
Ja, vi svømmer (eller drukner) jo nærmest i gode gerninger i den her episode. I hvert fald hvis man tager ’det er tanken, der tæller’ for gode varer. For det er primært den andedam, Frank padler rundt i.
Lad os lave en hurtig liste over de gode gerninger, der ser en anelse bedre ud på papiret end i praksis:
Frank tager toget til Bornholm (modvilligt, da fætter Andreas tyvstjæler elbilen dagen inden).
Frank deler allernådigst værelse med Rebecca (»Ej, det kan godt lade sig gøre, det er en bred seng«).
Frank redder en mand fra at drukne (eller han »vælger simpelthen en lidt anden strategi«, hvor han henter redningskransen).
Frank køber fin keramik til Mia (han forsøger da, men en nat med fissesøvn kan jo spænde ben for selv den bedste).
Frank holder klimatale for at redde verdenen (men først på dagsordenen er naturligvis lige at sable Bjarne Corydons redningsaktion ned).
Gad vidst om Frank nu, på blot to år, har formået at blive blacklistet fra både USA og Bornholm. Man tvivler i hvert fald på, at Connie Hedegaard har i sinde at invitere ham til næste års Folkemøde.
Ugens gæsteoptræden
Folkemødet er, til formentlig ingens overraskelse, det rene who’s who inden for dansk politik og journalistik, men derfor er det nu stadig ret imponerende, hvor mange kendte ansigter der egentlig dukker op i denne episode.
Bjarne Corydon, Signe Wenneberg, Kim Bildsøe Lassen, Connie Hedegaard, Margrethe Vestager (sådan da) – det eneste, der manglede, var vel bare Morten Messerschmidt og hans fedora, men man kan jo ikke få det hele.
Trods den fornemme rolleliste går ugens gæsteoptræden dog til en skuespiller, jeg ikke før var bekendt med, men som vi forhåbentligt kommer til at se mere til: Nanna Elisabeth Eide. Eide spiller Franks kontaktperson, Rebecca, på Folkemødet, og selvom episoden ikke ligefrem emmer af pinlighed (en overordnet svaghed, denne sæson lider under), lykkes det for hende at skabe en dejligt akavet stemning, når Frank træder ned fra sit podie som en lettere slået mand.
Klimatalen gik næppe, som Rebecca havde forventet, og et glas hyggerosé er vist aldeles udelukket.
Prikken over i’et havde måske været at se hende gå arm-i-arm med Bildsøe på Bornholmslinjen, hvor hun denne gang kunne have fået fornøjelsen af at være et førstehåndsvidne til endnu en fantastisk livredning fra Corydons hånd, men lad gå.
Ugens citat
Jeg vil ikke lægge skjul på, at Casper indtil videre har været denne sæsons citatkonge, og han kommer bestemt heller ikke til kort i denne episode (»Sexen sidder lige i bøjningen«, »Det der Folkemøde er et kæmpestort kneppemøde, sådan har jeg opfattet det«).
Men det er svært at hamle op med voksenbarnets (Franks) gyldne opsummering af hele Folkemødefiaskoen, når han om bord på færgen siger: »Jeg er sgu også med til den redningsaktion, jeg holder det reb, og det er ikke blevet anerkendt«.
Der er okay, Frank – hestehuller er farlige, og tak, fordi du gør os opmærksomme! Det er godt at vide, at der findes folk derude, der i tilfælde af flystyrt helt uden tøven ville tage sin egen iltmaske på før barnets. Den slags koldhovedet logik hænger altså ikke på træerne.
Ugens bundlinje
’Folkemødet’ er klart et skridt op fra sidste uges forholdsvis skuffende afsnit.
Det er som regel en fornøjelse at se Frank og Casper begive sig væk fra deres vante Frederiksberg og Nordsjælland, og efter 16 år var det da bestemt på tide at genbesøge Klippeøen, skønt dette visit næppe gik bedre end det forrige. (Tør man mon også håbe på en ’Hejsan Sverige’-sequel i en nær fremtid?).
De forskellige A- (klimatalen), B- (fissesøvn) og C- (keramikmission) plottråde bliver viklet sammen og forløst ganske fornuftigt, om end sæsonens pinlighedsbarometer fortsat forholder sig bemærkelsesværdigt inaktivt.
Afslutningsvis har jeg bare ét enkelt spørgsmål til Casper: Når Frank stiller op til sin klimatale i jakkesæt og sandaler – er det så kaviarformat?
’Klovn’ kan ses på TV 2 Play.