Nu er det officielt: Lady Gaga medvirker i ‘Joker 2’ – se teaseren

Nu er det officielt: Lady Gaga medvirker i ‘Joker 2’ – se teaseren
Lady Gaga til Oscar-uddelingen i 2019, hvor hun vandt en statuette for Bedste sang for 'A Star is Born'. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Vi får langsomt mere og mere information om opfølgeren til Todd Phillips ‘Joker’, der har titlen ‘Joker: Folie À Deux’.

I går blev premieredatoen udmeldt og nogle timer senere bekræftede Lady Gaga på Twitter, at hun medvirker i filmen (formentlig som Jokerens partner Harley Quinn).

Samtidig delte hun en kort, animeret teaser for filmen, der lader til at underbygge rygtet om, at den stærkt imødesete film vil være en musical.

Til tonerne af ‘Cheek to Cheek’, som Lady Gaga har fremført i sit parløb med Tony Bennnett, viser teaseren Phoenix’ og Gagas karakterer, der danser til jazzsangen.

Dans havde en fremtrædende plads i den første film, men hvis Phillips går all in på musicalkonventionerne, vil det være noget af et toneskifte fra den første films referencer til Martin Scorseses ‘Taxi Driver’ og ‘The King of Comedy’. Men bestemt et kærkomment eksperiment i en stor studiefilm.

Den første ombæring af ‘Joker’-franchisen blev yderst indbringende for Warner Bros. Filmen omsatte for over en milliard dollar på verdensplan mod et (i superhelte-regi) beskedent budget på mellem 55 og 70 millioner dollar.

Også kritikerne var begejstrede, blandt andet her på siden hvor filmen modtog fire stjerner. Filmen gik også sin sejrsgang i prisssæsonen: Først med Guldløven i Venedig, dernæst med 11 Oscar-nomineringer og to statuetter.

Phillips havde selv afvist at lave en toer forud for premieren på ‘Joker’, men har tilsyneladende fået andre tanker efter den voldsomme succes. Da rygterne om en efterfølger blomstrede for snart tre år siden, kaldte Soundvenues Lise Ulrich den potentielle efterfølger: »Årets værste Hollywood-idé«.

‘Joker: Folie À Deux’ får premiere 4. oktober 2024.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af