Det er hævet over enhver diskussion, at Joaquin Phoenix er en af sin generations største skuespillere.
En af hemmelighederne er, at han er kræsen med sine roller. Han laver relativt få film, så det i de seneste år næsten altid er en begivenhed, når han er aktuel, og han søger tydeligvis at arbejde med stærke instruktørstemmer, fra Paul Thomas Anderson til Jacques Audiard og Gus Van Sant, som han er loyal mod, måske også når han ikke burde være det:
Samarbejdet med James Gray i fire film, som ’We Own the Night’ og ’New York Immigrant’, har ikke leveret højdepunkter i Scorsese/DiCaprio-klassen.
Den i dag 47-årige amerikaner er én af den slags skuespillere, der er blevet bedre med alderen, for efter en ungdom præget af enkelte lyspunkter som ’U-Turn’ og ’Gladiator’ er det først i en moden alder, at han er blevet et navn forbundet med kvalitet og dyb kompromisløshed, og som kun matches af ligemænd- og kvinder i Daniel Day-Lewis/Cate Blanchett-klassen.
Det har også forstærket Joaquin Phoenix’ ethos, at han er 100 procent skuespiller. Han har aldrig vist interesse i at instruere, og han har ikke som mange andre stjerner brugt sin status til at stifte et produktionsselskab og bakke op om andres projekter (kun i dokumentaren ‘Gunda’, som matchede hans veganske dyrevelfærdspassion).
Han er fokuseret på sin egen metier, om end han ikke blot møder op på settet og fremsiger sine replikker. Han er ikke method actor – synes faktisk, det er lidt latterligt at skulle blive i rollen hele tiden, *host* Jared Leto *host* – men involverer sig til gengæld stærkt i den kunstneriske bearbejdning af de projekter, han kaster sig ind i. Film som ’Joker’ og ’You Were Never Really Here’ havde på alle måder set markant anderledes ud uden Phoenix’ involvering, ikke mindst fordi mange af scenerne er præget af hans improvisation.
Indimellem har han skabt sig et ry som en sky eller kontroversiel herre, når han har sagt fra over for pressen. Man fristes til at tænke, at han selv bærer på noget af det mørke, han så exceptionelt bringer ind i sine karakterer, men det er ikke meget mere end spekulation. Jeg har engang interviewet ham, og der var han i hopla.
Joaquin Phoenix er aktuel i Mike Mills’ ’C’Mon C’Mon’ som en radioreporter, der skal passe sin utilpassede nevø – en usædvanligt afdæmpet og hverdagslig rolle for en mand, der er kendt for det excentriske.
Det yderliggående går selvfølgelig også igen i flere af de præstationer, jeg vil fremhæve som mandens bedste. En top 5, som har krævet sine ofre – fra hans modbydelige kejser i ’Gladiator’ til den helhjertede metaleg i ’I’m Still Here’, hvor han bildte verden ind, at han sprang ud som rapper.
Man kan også få lyst til at fremhæve charmerende, let oversete præstationer i film som ’The Sisters Brothers’, ’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ og ’Inherent Vice’, der blot bekræfter, at hans bedste arbejde med en enkelt markant undtagelse har ligget på denne side af 2010.
Men i sidste ende er det nærmest umuligt at komme uden om denne kvintet af noget af det bedste skuespil, verden har set i nyere tid.
5. ‘Walk the Line’
Joaquin Phoenix’ fik sit helt store hovedrollegennembrud for rollen som Johnny Cash i James Mangolds solide biopic ’Walk the Line’.
Rollen var på mange måder skræddersyet til Phoenix: Der var væsentlige lighedspunkter mellem skuespilleren og besjælingen af en mand, hvis utrolige talent også gemte på en dyster selvdestruktion, misbrug af stoffer og alkohol, og som ligeledes havde store traumer i bagagen.
Johnny Cash havde en storebror, der døde tragisk som barn, mens Phoenix som bekendt mistede sin storebror, skuespilikonet River Phoenix, i en overdosis i 1993. Det var Joaquin, der ringede efter ambulancen.
Al smerten kanaliseres ind i portrættet af Cash. Og så lærte manden altså sig selv at synge og spille guitar, hvilket han selvfølgelig gør upåklageligt.
4. ‘You Were Never Really Here’
Oplægget lyder som en klassisk hævnfilm i Liam Neeson-skolen, men i den skotske mester Lynne Ramsay og Joaquin Phoenix’ hænder bliver filmen meget mere end det.
Phoenix spiller fixeren Joe, der hyres til at redde en senators datter ud af kløerne på en magtfuld pædofiliring, mens vi i flashbacks får oprullet hans egen traumatiske fortid.
Joaquin Phoenix er helt i hundene i denne rolle – korpulent og følelsesmæssigt distanceret. Det er en film, hvor man skal udfylde mange huller selv, men med sit oftest tilbageholdte spil inviterer Phoenix til fortolkning, og man kigger nysgerrigt på ham og hepper på hans redemption hele vejen igennem.
Ét af de bedste eksempler på, at filmen havde været mindst et par niveauer svagere uden en så intens skuespiller i centrum.
3. ‘Joker’
Uanset hvad man mener om Todd Philips’ kontroversielle superskurkefilm, er det svært at argumentere imod, at Joaquin Phoenix er forbløffende som den patetiske, selvbedrageriske Arthur Fleck, der i et sygt samfund ser en mulighed for at gøre sig bemærket gennem syge handlinger.
Phoenix rammer en utroligt svær balance mellem oprigtig interesse for Arthurs forkvaklede sind og en villighed til at spille sig ud, så man stadig forstår, at vi befinder os i et kulørt univers et par grader væk fra realisme a la Scorseses gadefilm, trods alt.
’Joker’ blev kulminationen på den mørke excentricitet, der er blevet Phoenix’ varemærke, og han tog den også så langt ud, at der kunne være en risiko for, at han ville blive en parodi på selv – det sker uvægerligt nogle gange, når man bygger en ikonisk karakter op.
Derfor var det et vældigt godt træk, at hans opfølgerrolle netop er så afdæmpet og almindelig som i aktuelle ’C’Mon C’Mon’.
2. ‘The Master’
’Joker’ er Joaquin Phoenix i sit mest outrerede hjørne, men hans absolutte mesterværk ud i depraverede mennesker er og bliver Paul Thomas Andersons højst mærkværdige studie i et mester-lærling-forhold i ’The Master’.
Phoenix er den unge krigsveteran Freddie Quell, der i efterkrigstiden tilslutter sig en kult ført an af den forførende Lancaster Dodd (Philip Seymour Hoffman i en af sin karrieres største præstationer) og hurtigt bliver hans mest loyale elev.
I en mestendels improviseret bedrift spiller Phoenix her på alle tangenter: Han er manisk, tumpet, voldelig, liderlig, latterlig, ofte inden for få sekunder, og det akkumulerer til den farligste farlighed, et menneske kan besidde: Nemlig den, der kan manipuleres i allehånde retninger af mere udspekulerede personager.
Man ved aldrig, hvor man har Freddie Quell, så selvom man aldrig just hepper på ham, følger man ham med stakket åndedræt. Ingen anden skuespiller end Joaquin Phoenix havde lykkedes med en så svær rolle på det niveau.
1. ‘Her’
Det er naturligvis fristende at anbringe en af Joaquin Phoenix’ mørke signaturroller i toppen af en liste som denne, for når regnskabet engang skal gøres op, er det selvfølgelig i høj grad dem, han vil blive husket for.
Personligt har jeg dog aldrig været så ramt af hans tilstedeværelse på lærredet som i Spike Jonzes lige dele romantiske, sørgmodige og tankevækkende sci-fi-film, hvor Phoenix spiller Theodore Twombly, en blød og melankolsk tekstforfatter, der forelsker sig i … sit styresystem (stemme af Scarlett Johansson, så fair nok).
Her beviser Phoenix, at lige så utiltalende og ubehagelig han kan være på lærredet, lige så sød og charmerende kan han også være. Men tværsnittet af skuespillerens excentriske og mere almindelige roller er egentlig det samme, for også i ’Her’ er der en konstant underliggende smerte i Theodores uanseelige væsen, der gør, at man fatter uendelig stor sympati for ham, uanset hvor kejtet hans forelskelse i en kunstig intelligens er.
Præmissen er jo fantastisk, men for at filmen skal lykkes, skal man tro på kærlighedshistorien, og det gør man takket være Phoenix’ fornemt afbalancerede udtryk i kropsholdning, gang og stemme.
Så ja – hermed et forsøg på at minde om mesterens blødere tour de force-præstationer, når boet engang skal gøres op.