’Gunda’: Du mister lysten til flæskestegssandwich af Joaquin Phoenix-produceret dokumentar
Som bybo er det nemt at fortrænge, hvor kødet fra køledisken kommer fra. Men efter at have tilbragt halvanden time i både dramatisk og meditativt selskab med en so og hendes unger, en etbenet kylling og en flok køer i den russiske instruktør Viktor Kossakovskys dokumentarfilm ‘Gunda’, vil jeg personligt nok lige tænke en ekstra gang, inden jeg sætter tænderne i en flæskestegssandwich.
‘Gunda’ er ellers befriende ikke-moraliserende, og man skal selv tænke sig frem til veganerbudskabet, mens man følger bondegårdsdyrenes færd – selvom det er lidt et hint, at Joaquin Phoenix, som brugte sidste års Oscar-takketale på at tale om grusomheden ved at stjæle kalvenes mælk, er executive producer.
Filmen bliver fortalt i øjenhøjde med dyrene, uden dialog, voiceover, tekster, underlægningsmusik eller andre kommenterende virkemidler. Det er vidunderligt at observere dyrene på tæt hold og tænke sine egne tanker, fri fra den manipulerende fortællestemme, vi kender fra naturprogrammer som ‘Planet Earth’ og ‘Vilde vidunderlige Danmark’.
Vi tilbringer størstedelen af filmen med hos den store so, Gunda, og hendes nyfødte unger, der leger, roder rundt med snuderne i jorden og udforsker verden. Ungerne kravler grådigt rundt på deres mor og slås om hendes brystvorter, mens hun stadig er ved at føde deres søskende. Det er hardcore at være grisemor, og indimellem må hun rejse sig op for at få et øjebliks fred.
I det hele taget viser filmen naturens brutalitet og drama. Man bliver hurtigt revet ud af sin ’Nååårh’-følelse over de bedårende små pattegrise, der giver Babe kamp til stregen i nuttethed, da en nyfødt gris lider døden under sin mors uheldigt placerede klov.
Filmen følger i kortere sekvenser også en flok høns på opdagelse, hvor især en charmerende etbenet hønes indsats for at forcere et hegn gør indtryk, og en flok køer, der bukker af glæde, når de bliver lukket på græs. Kameraet bevæger sig stille og roligt rundt om ko, der kigger stoisk tilbage, mens fluerne summer om dens hoved.
Trods de dramatiske øjeblikke har filmen med sine lange registrerende indstillinger og lyden af grynt og summende insekter først og fremmest en stærk meditativ effekt. At se filmen føles som at sidde i kanten af en mark en sommerdag og bare kigge på naturen og lade tankerne flyve. Men hvornår har du sidst givet dig tid til at sætte dig ned og betragte en dyreflok i halvanden time?
‘Gunda’ giver ro, men også tid og anledning til at tænke på vores forhold til dyr og den måde, vi behandler dem på. For selvom dyrene i filmen er fritgående, foregår deres liv stadig på vores præmisser. Vi ved, hvordan det ender for Gunda og hendes unger.
Filmen styrer for det meste uden om at tillægge dyrene for mange menneskelige følelser. Men man kan ikke undgå at blive smittet af fortvivlelsen, da Gunda i filmens definerende øjeblik løber forvirret rundt, efter hendes unger er blevet kørt væk i en lastbil.
Kossakovskys greb er ikke helt originalt. Vi har set samme eller lignende ukommenterede dyreportrætter i blandt andet den canadiske ‘Bovines’ fra 2011 med en flok køer på en mark, amerikanske ‘Sweetgrass’ om får fra 2009 og ‘Kedi’ fra 2016 om tyrkiske gadekatte.
‘Gunda’ skiller sig dog ud med sine utroligt smukke kontrastfyldte sort-hvide billeder, som instruktøren og den norske fotograf Egil Håskjold Larsen har fanget dyrene uforstyrret i gennem opfindsomt konstruerede kameraopsætninger.
Kort sagt:
Det er både meditativt og dramatisk at følge livet som grisemor i Viktor Kossakovskys smukke og subtilt kødindustrikritiske dokumentar.