Der var store forventninger, da den Oscar-vindende instruktør Chloé Zhao indtog instruktørstolen på Marvels superheltesatsning ‘Eternals’. Det endelige resultat må dog siges at have skuffet over en bred kam.
Filmen er blandt de dårligste anmeldte Marvel-film – også her på sitet indtager filmen en bundplacering i vores rangering af samtlige Marvel-film og blev desuden anmeldt til to stjerner med ordene: »Det ville passe mig udmærket, hvis vi aldrig ser Marvels nye superhelte igen«.
Noget tyder dog på, at der er en fortsættelse på vej til den udskældte superheltefilm – også selvom ‘Eternals’ ikke blev nævnt med et ord, da Marvel fremlagde sine fremtidsplaner på Comic Con sidste måned.
Det er skuespilleren Patton Oswalt, der spiller ‘Eternals’-karakteren Pip the Troll, som tilsyneladende ved et uheld har bekræftet filmen under et interview på ‘The Today Show’. Det skriver Games Radar.
Ifølge Oswalt er filmen undervejs og Chloé Zhao, der blandt andet har instrueret ‘Nomadland’ og ‘The Rider’, gentager instruktørtjansen.
Hvor ‘Eternals 2’ kommer til at passe ind i Marvels fase fem og seks, må stå hen i det uvisse, indtil Marvel officielt bekræfter filmen.
Men noget tyder på, at Kevin Feige har store planer for Harry Styles’ karakter Eros – Thanos’ bror – der dukker op side om side med Patton Oswalts Pip i filmens post credit-scene. I øjeblikket florerer rygter om, at Styles har skrevet millionkontrakt på at medvirke i hele fem Marvel-film.