En teenagedreng har fået delt et nøgenbillede på hele skolen.
Jakob Cedergreens romantiske sommerhusaffære tager en uheldig drejning, da udlejeren stikker næsen for langt frem.
En lille pige og hendes mor gemmer på en hemmelighed i et sommerhus væk fra pigens far.
Skæbner der med ét kan ændre sig, tegner rammen i traileren til det kommende drama ’Ingen kender dagen’ fra Anette K. Olesen (’Små ulykker’, ’Forbrydelser’), der sidst var aktuel som konceptuerende forfatter på den storstilede danske HBO-serie ’Kamikaze’.
Instruktøren samler en række stærke danske skuespillere, fra Trine Dyrholm til Morten Hee Andersen, i ensemblefilmen, der følger fem forskellige mennesker over et enkelt døgn: en ægtemand, en læge, en hustru, en skoleelev og lille datter.
De fem historier er skabt ud fra skriftligt forlæg fra fem forskellige anerkendte forfattere: Carsten Jensen, Niels Henning Krag Jensby, Kamilla Hega Holst, Martin Kongstad og Caroline Albertine Minor. Novellerne er bearbejdet til et manuskript af Olesen og Maren Louise Käehne.
’Ingen kender dagen’ får biografpremiere 27. oktober.