Siden gennembruddet i ‘Gå med fred, Jamil’ fra 2008 har pilotuddannede Dar Salim været kendt som en af landets mest karismatiske skuespillere med hovedroller i alt fra ‘Underverden’ til TV 2-serien ‘Kriger’.
Nu giver han sin karriere en overraskende drejning, da han har indgået et samarbejde med filmselskabet Scanbox Entertainment om at udvikle mindst fire film- og serieproduktioner.
Salim vil blive co-producer på projekterne, og ifølge en pressemeddelelse fra Scanbox er »der allerede konkrete planer om at udvikle en større dansk action-franchise med internationalt potentiale«.
Mere ved vi endnu ikke om denne actionfilmserie, men ‘Underverden’ beviste jo i hvert fald, at skuespilleren har de rette evner til fortællinger i den retning.
Aftalen er usædvanlig i dansk sammenhæng, hvor skuespillere sjældent er direkte involveret i produktion af nye fortællinger, og slet ikke med faste længerevarende kontrakter.
Dar Salim udtaler i pressemeddelelsen:
»Det er det helt naturlige skridt for mig, nu også officielt, at udvælge og sætte mit præg på de historier, jeg vil være med til at fortælle. Og Scanbox er den helt rigtige partner. Vi havde allerede et forrygende samarbejde under lanceringen af ’Underverden’, og det er et selskab med store ambitioner og med muskler, der matcher med nogle af Danmarks stærkeste filmkræfter«.
Imens fortsætter Dar Salims filmkarriere på fuld kraft. Han er næste år aktuel i ‘Underverden 2’, ligesom han har en rolle i Guy Ritchies kommende ‘The Interpreter’ med Jake Gyllenhaal og medvirker i en anden dansk skuespillers kommende serie, Nikolaj Lie Kaas’ ‘Agent’.