Der har været høje forventninger til Alejandro Gonzalez Iñárritus første film siden ‘The Revenant’ – Netflix-erindringsfilmen med den mundrette titel ‘Bardo, False Chronicle of a Handful of Truths’, der bygger på instruktørens eget liv.
Filmen fik dog en hård modtagelse, da den havde premiere på de vigtige efterårsfestivaler i Venedig og Telluride, hvilket nu har fået Iñárritu til at gå tilbage til klipperummet og skære 22 minutter af det oprindeligt knapt tre timer lange epos. Det skriver Indiewire.
Nyheden kommer sammen med den første trailer til filmen, der viser det visuelt overrumplende univers, Iñárritu har kreeret med mesterfotografen Darius Khondji.
‘Bardo’ følger den verdensberømte mexicanske journalist og dokumentarist Silverio (glimrende Daniel Giménez Cacho fra ’Zama’), der efter årevis i Hollywood rejser tilbage til sit hjemland forud for, at han som den første latinamerikanske journalist skal modtage en prestigiøs, amerikansk pris.
Her smelter indre og ydre verdener, fortid og nutid sammen, når han konfronteres med en eksistentiel krise, som får ham til at gentænke sit liv.
‘Bardo’ lignede på papiret en af Netflix’ helt store Oscar-kandidater i år, men det er uvist, om filmen kan komme sig over den hårde festivalmodtagelse.
Iñárritu har selv bedyret over for Indiewire, at han ikke har valgt at klippe om på grund af kritikken, men uanset årsagen kan man håbe, at mesterinstruktøren får strammet op i sin personlige film.
‘Bardo’ får biografpremiere 17. november og lander på Netflix 16. december.