Cate Blanchett har sjældent været bedre end i denne mesterligt intense film om krænkelseskultur

De to Oscar-darlings Alejandro G. Iñarritu og Todd Field havde deres længe ventede comebacks på filmfestivalen i Venedig med to vidt forskellige film. Soundvenues udsendte, Jakob Freudendal, ser nærmere på den fabulerende erindringsfilm ’Bardo’ og det mesterlige karakterstudie ’Tár’ med Cate Blanchett i den altoverskyggende hovedrolle.
Cate Blanchett har sjældent været bedre end i denne mesterligt intense film om krænkelseskultur
Cate Blanchett i 'Tár'. (Foto: PR)

VENEDIG FILM FESTIVAL. Du kender måske Todd Field fra rollen som Nick Nightingale i Stanley Kubricks ‘Eyes Wide Shut’. Måske kender du ham som instruktør på de Oscar-nominerede karakterdramaer ‘In the Bedroom’ og ‘Little Children’. 

Fremover tør jeg godt garantere, at du vil kende ham for det medrivende Oscar-håb ‘Tàr’ – hans første film i 16 år – der har høstet stor ros efter verdenspremieren i Venedig. 

Filmen er skrevet specifikt med Cate Blanchett i sigte til rollen som den fiktive verdensklassedirigent Lydia Tár, der på overfladen har alt, man kan drømme om. Det er en af de bedste karakterer i Blanchetts i forvejen imponerende karriere – en selvudslettende præstation, man sent vil glemme.

Lydia Tár dirigerer de ypperste symfoniorkestre i verden, gæsteunderviser på de mest prestigefulde skoler, bliver interviewet fra scenekanten til udsolgte talks, skriver bøger og indspiller live-orkesterplader i eget navn. Vi ånder hende i nakken, mens hun jonglerer sit stramme program, der tager hende fra det ene overdådige og polerede rum til det næste. Fra New York til Berlin i rekordfart, konstant på farten, som var hun på flugt.

Tålmodigt bliver der pillet lag af figuren, hvis glatte overflade langsomt krakelerer. Tár hjemsøges af gennemskærende mislyde, som hun ikke kan lokalisere. En ydre larm, der også viser sig at være en indre støj – fremkaldt af skeletter fra hendes fortid.

Tár er selve billedet på en narcissist. Hun opdaterer sin egen Wikipedia-side med det ene adelsmærke efter det andet, opsat på at fremstå fra sin allerbedste side. Da hun ved et uheld falder på en trappe og slår ansigtet, er det lettere for hende at sige, at hun blev overfaldet. Hun nægter at bekende sine synder.

I glimt får vi billeder af hende udefra, snapshots af hende fra andre folks sociale medier, der viser et andet billede end det perfekte geni, vi først møder.

Det hele truer med at kollapse om ørerne på hende, da hun indlader sig med en kvindelig ung cellist fra sit orkester, som hun groomer for øjnene af alle sine kollegaer, der vender det blinde øje til, fordi de er afhængige af deres stjernemaestros fortsatte succes, hvis de selv vil frem i verden.

Alle er fanget i Társ spind, som viser sig at trække lange tråde tilbage i hendes plettede fortid.  

Hvad der starter som en fortælling om en genial kvinde i et historisk mandsdomineret miljø (Lydias komponistforbilleder er blandt andre Bach, Mahler og Bernstein), bliver snart til en meget specifik fortælling om, hvordan et individ lader sig korrumpere af succes og magt. Det er et sjældent gennemført karakterstudie, der insisterer på, at vi skal forstå nuancerne i den komplekse krænker, som let kunne være blevet reduceret til en sensationel MeToo-overskrift.

Field tager os helt bagom mennesket, der tror fuldt og fast på, at man skal adskille værk og kunstner. Så længe man skaber god kunst, gør det ikke noget, at man tager sig visse friheder. Friheder, der måske nok var acceptable i Bachs tid, men på ingen måde går an i dag.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vi forstår, hvordan hendes selvoptagethed har blændet hende for sine medmennesker, som hun vrager, når de ikke længere kan opfylde hendes behov. Alle hendes relationer er transaktioner. Som når hun delagtiggør sin assistent i sin beskidte fortid med en af sine unge, kvindelige studerende i bytte for en forfremmelse, der måske, måske ikke bliver til noget.

Det er en rise and fall-fortælling, der slægter Scorsese-film som ’Raging Bull’ og ’The Wolf of Wall Street’ på med sit nådesløse indblik i en selvdestruktiv individualist, som vil frem i verden uden tanke for sine omgivelser. Når hun dirigerer, kan hun få tiden til at gå i stå, men gradvist må hun erfare, at hun ikke kan kontrollere omverdenen på samme måde – uanset hendes talent for manipulation.

Blanchett er med i snart sagt hvert et billede i filmen. Hun er en tour de force, der med mikroskopiske skift i sin mimik, afslører ting, som karakteren desperat forsøger at skjule. Langsomt går Lydia Tár i spåner for øjnene af os. Det er en uforglemmelig præstation, som vi utvivlsomt kommer til at høre meget mere om i den kommende prissæson.

‘Bardo’. (Foto: Netflix)

Oscar-koryfæs højtravende comeback

Todd Field er ikke den eneste instruktør på årets festival, der har været længe undervejs med sin seneste film. Oscar-vinderen Alejandro G. Iñárritu er aktuel med sin mexicanske Netflix-film med den mundrette titel ’Bardo: False Chronicle of a Handful of Truths’ efter en pause på syv år siden ’The Revenant’.

Filmen lignede på forhånd en favorit til årets Guldløve med sin fortælling om den mexicanske journalist Silverio, der genoplever sin fortid i nutiden.

Det er en af den slags Fellini-inspirerede erindringsfilm, vi har set mange af i de seneste år med mesterinstruktørerne Alfonso Cuaróns ’Roma’, Paolo Sorrentinos ’The Hand of God’ og Paul Thomas Andersons ’Licorice Pizza’ som nogle af de vægtigste eksempler, hvoraf de to første høstede toppriser i Venedig.

Men anmeldermodtagelsen har været hård efter festivalpremieren. Unødvendigt hård, hvis du spørger mig.

For selvom det er rigtigt, at den knap tre timer lange storfilm til tider grænser til det prætentiøse, når den veksler mellem intimt karakterdrama, spektakulære set pieces og symboltung billedpoetik, der skriger STOR FILMKUNST, er den alligevel så spækket med visuel iderigdom, at det er svært ikke at blive imponeret.

Iñárritu har i min bog længe stået i skyggen af Terrence Malick, hvis billedpoesi han langt hen ad vejen har kopieret i parløb med hoffotografen Emmanuel Lubezki. Men med ’Bardo’ finder instruktøren sin egen stil sammen med mesterfotografen Darius Khondji (’Amour’, ’Uncut Gems’).

Fra den virtuose åbning, hvor en menneskeskygge hopper, flyver, svæver hen over den mexicanske ørkenjord til det første af mange surrealistiske drømmesyn, hvor en nyfødt baby bliver ført tilbage i sin mors livmor med begrundelsen, at verden er for fucked up til at blive hængende. Det er så absurd, at man først senere indser, hvor meget smerte scenen egentlig dækker over.

Ligesom i ’Birdman’ smelter Iñárritu indre og ydre verdener sammen i en kalejdoskopisk pærevælling – hvor slag fra den mexicansk-amerikanske krig i 1800-tallet pludselig bliver udkæmpet for øjnene af os og hvor hovedkarakteren kan føre lange samtaler med den længe afdøde spanske erobrer Hérnan Cortes.  

‘Bardo’. (Foto: Netflix)

Selve handlingen er simpel. Den verdensberømte mexicanske journalist og dokumentarist Silverio (glimrende Daniel Giménez Cacho fra ’Zama’) skal som den første latinamerikaner modtage en prestigiøs, amerikansk journalistpris for sit virke, der blandt andet tæller en dokumentar om flygtningestrømmen fra Mexico til USA. Forud for ceremonien rejser han tilbage til sit hjemland efter årevis bosat i USA – og bliver konfronteret med en eksistentiel krise.

Silverio har gjort det til sit varemærke at være systemkritisk på vegne af det mexicanske folk, men har undervejs glemt, hvor han kommer fra, da han flyttede sin familie til Los Angeles for at forfølge sin karriere. Han er blevet så indsyltet i den elite, han lever af at forholde sig kritisk til, at han ikke længere kan opretholde sine journalistiske grundprincipper.

’Bardo’ er både en film om minder, sorg, fortrydelse, identitet, kolonialisme og om at være splittet mellem to nationer, så man til sidst ikke rigtig hører hjemme nogen steder. Det er oplagt at læse Silverio som surrogat for Iñárritu selv, der nu har lavet sin første film i hjemlandet siden ’Biutiful’ fra 2010, og som også har været på himmelfart i Hollywood i en sådan grad, at han måske har mistet sin egen nationalidentitet undervejs.

Det er selvudleverende, men aldrig helt nærgående nok – pakket ind i et pompøst formsprog og sorthumor, der nogle steder skygger for de smertelige og rørende personlige historier, som Iñárritu også vil fortælle.

Ligesom den splittede hovedperson selv svæver filmen i et stadie mellem fantasi og virkelighed, drøm og realitet, død og genfødsel. Det er højtravende, men også en ambitiøs udforskning af filmmediets elasticitet, som klæder en instruktør af Iñarritus statur. Man kunne måske blot ønske, at han havde nedtonet surrealismen en smule til fordel for nogle flere af de hjerteskærende scener, der med jævne mellemrum slår én omkuld.

’Bardo’ skal først og fremmest nydes som en sanselig, (over)ambitiøs rejse gennem tid og rum, fyldt til bristepunktet med idéer, der gennem en intim historie forsøger at indfange selve livet.

Som det bliver sagt på et tidspunkt i filmen: »Den eneste måde at opfange virkeligheden, er gennem fiktion«. Det er et udsagn, Iñarritu gør sit for at efterleve.

‘Bardo’ får premiere på Netflix 16. september. Tár får biografpremiere 23. februar.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af