Det vakte overraskelse, da det tidligere på måneden kom frem, at den omdiskuterede retssag mellem Johnny Depp og Amber Heard allerede er blevet filmatiseret under titlen ’Hot Take: The Depp/Heard Trial’.
Sagen blev afsluttet tidligere på året, men nu skal de relativt ukendte skuespillere Mark Hapka og Megan Davis portrættere de to virkelige kendisser og deres mest omtalte juridiske brydekamp.
Traileren til filmen er landet, og der lader til at være tale om en sensationalistisk affære, som for alvor dyrker det store drama. Flere af klippene viser både konflikterne i Depp og Heards hjem, da de stadig var gift, og under den højspændte retssag.
’Hot Take: The Depp/Heard Trial’ får allerede premiere på den amerikanske gratistjeneste Tubi den 30. september – kun fire måneder efter sagens afgørelse.
Om den hurtige produktion udtaler Adam Lewinson (via TVLine), der er chef for indholdsproduktion hos Tubi, at det blev gjort for at »indfange et rettidigt portræt af en historie, som blev del af en kulturel tidsånd, der malede et unikt billede af, hvad millioner af folk så udfolde sig i alverdens nyhedsoverskrifter i løbet af sommeren«.
Virkelighedens sag endte i Depps favør, efter det kom frem, at der var juridisk belæg for, at Heard havde bagvasket sin eksmand og derfor skulle kompensere for de skader, der blev forvoldt mod hans karriere.
Det vides endnu ikke om ‘Hot Take: The Depp/Heard Trial’ får dansk premiere.