Timothée Chalamet går på mange måder i Leonardo DiCaprios fodspor. Begge blev nogle af Hollywoods mest eftertragtede ungdomsstjerner og bjergtog en ny generation med ømme kærlighedsfilm som deres gennembrud.
De to stjerner spillede over for hinanden i Adam McKays dommedagssatire ‘Don’t Look Up’, og her fik Chalamet et vigtigt karriereråd af DiCaprio. Det fortæller han i et interview med British Vogue.
»Ingen hårde stoffer eller superheltefilm«, lød det fra Leo, der igennem sin 30 år lange karriere har styret i en bred bue udenom CGI-drevne franchises.
Chalamet har indtil videre holdt sig for god til Marvel og DC, men han har allerede nu en del større franchises på CV’et modsat DiCaprio. Han spiller hovedrollen i Denis Villeneuves ‘Dune’-filmserie, mens han også påtager sig en ikonisk rolle som unge Willy Wonka i ‘Wonka’.
DiCaprio har endnu ikke medvirket i franchises. I stedet har han fokuseret på originale blockbusterfilm som ‘Titanic’, ‘The Revenant’ og ‘Inception’, der alle har været baseret på enkeltstående idéer.
Chalamet er snart aktuel i kannibalfilmen ‘Bones and All’, som fik en flot modtagelse på filmfestivalen i Venedig. Leonardo DiCaprio medvirker i Martin Scorseses ventede western ‘Killers of the Flower Moon’, der får premiere i 2023.