‘Bros’: Billy Eichners sexede og satiriske homokomedie er også for dig, der aldrig har været på Grindr
De senere år er amerikansk comedy blevet velsignet med en ny generation af queer stemmer, som i større eller mindre grad er slået igennem i mainstreamen.
Tag bare det hæderkronede sketchshow ’Saturday Night Live’, hvor folk som Kate McKinnon og Bowen Yang både foran og bag kameraet har ført til dejligt homospecifikke sketches såsom ’Lesbian Period Drama’ eller ’The Actress’, hvor Emma Stone er en skuespiller, der har store kunstneriske kvaler med sin rolle som kvinden i en bøssepornofilm, der kun eksisterer helt kort, så hendes mand kan være utro med hendes stedsøn.
Man kan kun håbe på samme udvikling i dansk comedy – Nina Rask kan ikke bære alle vores håb og drømme alene.
’Bros’ har komikeren Billy Eichner i den altdominerende hovedrolle, og Eichner har også skrevet manuskriptet sammen instruktør Nicholas Stoller (’Forgetting Sarah Marshall’ m.m.). Eichner er primært kendt for det hurtigsnakkende og højtråbende show ’Billy on the Street’, hvor han i let trav konfronterer tilfældige mennesker på gaden med spørgsmål om Hollywood-skuespillere – gerne med omtalte kendis på slæb.
Det er svært helt at beskrive, hvorfor showet er sjovt, og hvorfor dets mange referencer til skuespillerinders Oscar-nomineringer har en særlig appel til et homoseksuelt publikum.
I ’Bros’ spiller Eichner forfatteren Bobby: En 40-årig forfatter, der i gemyt, sarkasme og energi minder meget om Billy Eichner selv. Som i enhver romantisk komedie er der både skepsis og genstridighed, der skal overvindes. Ikke mindst hos Bobby selv. Han er halvkendt for sin podcast, nylig direktør for New Yorks første LGBTQIA+ museum og i øvrigt kronisk single.
Efter mange år på datingmarkedet har han overbevist sig selv om, at han har det fint med lidt hurtige seksuelle møder hist og her, uden at det bliver til egentlige forhold. I filmens begyndelse er vi med ham på et hurtigt besøg hos en fyr, han har skrevet kort med på Grindr – liderligt, men komisk glædesløst.
Vi er med helt inde i Bobbys telefons indbakke, hvor størstedelen af både slibrigt og seriøst kurmageri jo foregår. Og man forstår til fulde, at uanset hvor meget hård hud man har fået på single-sjælen, så gør det nas at bruge en halv time på at tage det perfekte billede af ens røv, for øjeblikkeligt at blive blokeret af modtageren. (Indsæt din egen foretrukne sexting-kropsdel til scenariet.)
Men, men, men … En dag på en klub får Bobby øje på Aaron (Luke Macfarlane). Aaron er godt nok alt for flot og veltrænet til, at Bobby kan tro på, at han også har noget mellem ørerne. Samtidig er Aaron tilsyneladende skrækslagen for, at det bliver for følelsesmæssigt intimt – så selvom de efter en intens beskedudveksling tilbringer en hel hyggelig dag sammen, vil Aaron hellere invitere Bobby med til et gruppeknald end gå alene med op i Bobbys lejlighed.
Bobby og Aaron går igennem mange forviklinger indtil de – naturligvis – begge sænker paraderne. Hvordan det sker, behøver vi ikke gå i detaljer med her, for det er netop den romantiske komedies tilfredsstillelse: Man slapper af i trygheden ved, at man nok ved, hvordan det ender, men griner og græder over, hvordan det folder sig ud undervejs.
Og man gør heldigvis begge dele i ’Bros’. Det lykkedes for Stoller og Eichner at give et nutidigt og enormt bøsset bud på genren, som samtidig kan ses af alle uanset pronomen.
Seksualitet og fordomme spiddes med et overskud af humor. Og ikke mindst LGBT+-miljøets interne spændinger udnyttes til fuld komisk effekt, særligt på Bobbys mangfoldige arbejdsplads på LGBTIA+ museet, hvor homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede støder sammen i komplekst og kærligt tovtrækkeri og fællesskab.
For eksempel mener den vidunderligt butche Cherry (Dot-Marie Jones), at museet – i stil med at et naturhistorisk museum har en enorm blåhval hængende i loftet – naturligvis bør have en 20 meter lang Jodie Foster-figur hængende. Lesbian visibility, du ved.
Alle større roller, også de heteroseksuelle, spilles i øvrigt af LGBT+ personer – et sjovt gok i nødden til debatten om, hvem der må spille hvilke roller.
Man kan kritisere historien for igen at sætte den homoseksuelle mand i front på bekostning af de andre LGBT+-identiteter, men repræsentation handler også om at få lov til at folde det specifikke ud, og i det her tilfælde det specifikke liv for en specifik type af homoseksuelle mænd.
Men gevinsten ved den afgrænsning er, at filmen får mulighed for en drillende afprøvning af begrebet maskulinitet, som titlen allerede slår an.
I filmen er maskulinitet noget, man leger – og leger med – men naturligvis også et begrænsende ideal. En af karaktererne injicerer sig bogstaveligt talt med testosteron for at leve op til egne og andres idealer om den maskuline krop.
Samtidig finder hovedpersonerne i filmens løb deres egen greb om det besværlige fænomen maskulinitet. De tager det frem mellem dynerne, når de har lyst, men Bobby kan alligevel gå glad ned ad gaden bagefter med sin lidt for lyse stemme og lidt for løse håndled.
Man går også glad ned ad gaden efter at have tilbragt knap to timer i selskab med de elskelige og ulidelige karakterer i ’Bros’ – det gør man altid, når en romcom lykkes, og i særlig grad når den tør være satirisk, sexet og helt sig selv.
Kort sagt:
Man kan roligt grine og græde af de romantiske forviklinger og samtids-satiren i ’Bros’. Selvom den efter sigende er den første Hollywood-romcom om bøsser, er den ikke låst fast i det demonstrativt belærende, men er slet og ret medrivende og tankevækkende – uanset om du selv har været på Grindr eller ej.