Stortalentet Nina Rask vil være med til at ændre dansk komik: »Standup-branchen fortjener så fucking mange tæsk«

Som queer-person har Nina Rask aldrig været en del af festen. Før nu. På det seneste har komikeren og skuespilleren opnået en langt bredere appel, end hun nogensinde havde forestillet sig var muligt for hende. Og hun nøjes ikke bare med at hævne sig ved at give de danske komikere buksevand, som i årtier har sparket nedad på folk som hende.
Stortalentet Nina Rask vil være med til at ændre dansk komik: »Standup-branchen fortjener så fucking mange tæsk«
Nina Rask. (Foto: Philip Høpner/Soundvenue)

Nina Rask sidder i en hvid tanktop og baggy jeans på en bænk på Assistens Kirkegård og suger sensommerens sidste solstråler til sig. 

Hendes korte strithår skinner rødt. Frisuren har lidt mere længde i nakken ligesom dengang i 80’erne.

Da vi mødes en eftermiddag i slutningen af august, er der kun en uges tid til, at Zulu Comedy Galla løber af stablen med Nina som en af de nominerede i kategorien ‘Årets Talent’. Hun glæder sig og er både super taknemmelig og beæret over skulderklappet, men:

»Jeg er virkelig glad for det – men det føles også en smule ambivalent. Der er en lille følelse af at få et skulderklap af ens tidligere mobber. Sådan lidt: Nå, nu kan du godt lide mig«. Hun fniser og tager et hvæs af en smøg.

»Jeg ved godt, at det sikkert er nogle andre mennesker, der sidder på Zulu i dag end før i tiden, og det jo kun totalt dejligt og rigtigt, at tingene udvikler sig. Men i en lille krog af hjertet føles det også lidt på tværs at modtage en nominering på vegne af en koncern, som har tilladt så meget homofobi, transfobi og racisme gennem tiden, og som har givet mig følelsen af, at der i hvert fald ikke var plads til mig i den branche«.

Nina Rask. (Foto: Philip Høpner/Soundvenue)

Siden den 24-årige satiriker og skuespiller afsluttede sit uddannelsesforløb på DR Talentholdet sidste år, har Nina Rask på rekordtid markeret sig som en af sin generations mest spændende og anderledes stemmer, en af morgendagens lysende stjerner. 

Hun har lavet to podcastserier, ‘Funny Guy’ og ‘Hvor regnbuen ender?’, om henholdsvis sjove kendte danskere og festerne, der har formet den danske lgbtq+-historie, og er kendt for utallige populære satiresketches på P3 og hendes egen Instagram, for DR-miniserien ‘Hvilket køn er du?’ og for rollen som Selma i TV 2 Play-serien ‘Sex’

Til efteråret indtager hun igen rollen som Selma i teaterversionen af ’Sex’ på Aveny T, og så venter to store filmroller på hende i fremtiden, flere teaterroller og en rolle i en tv-serie.

Derudover er Rask ikke for nærig til at dele ud af sig selv, blandt andet om kønsidentitet og et sygdomsforløb med angst.

For tiden er hun aktuel med DR-serien ‘Too Sune?’, som næsten er et serie-spinoff på P3-sketchen ‘Du har set det her stand-up-show 100 gange før!’, i hvilken Rask, iført teaterskæg og ‘Seinfeld’-blazer, roaster samtlige typer og tendenser, der har kendetegnet de mest uoriginale dele af dansk standup.

En branche, som altså med Zulu-showet paradoksalt nok er en af de første til selv at fremhæve Rasks komiske bedrifter og lukke en minoritet som hende ind i et mainstreammajoritets fællesskab, som ellers altid har føltes uopnåeligt for hende at blive en del af.

Overvældende og skræmmende

Nina Rask havde altid forestillet sig, at skuespillet ville blive hendes vej ind i arbejdslivet efter at have lavet ungdomsteater, kortfilm og medvirket i dokumentaren ‘Venus’, men da de danske himmelstrøg kaldte hende hjem fra den obligatoriske interrail i Østeuropa efter gymnasiet, faldt hun over DR Talentholdet, som tilbød en alternativ og bredere måde at tilgå det at være performer på. 

I en alder af bare 20 år slap Rask igennem nåleøjet og blev optaget på talentfabrikken i 2019 sammen med tre andre udvalgte talenter i et ansøgningsfelt på op mod 1.500 håbefulde unge.

Sin første tid som måske en af de eneste nonbinære unge lærlinge, DR nogensinde har haft, husker Nina Rask som »enormt overvældende og skræmmende«. 

Folk var søde, og som udvalgt talent var hun en slags »luksuspraktikant«, som blev skubbet i første række til alle de kreative opgaver og båret igennem meget. Men det var også »ekstremt hardcore« at komme ind fra gaden på en voksen arbejdsplads, fortæller hun, og at skulle arbejde side om side med etablerede folk med en fin uddannelse i ryggen. 

Med hovedet først blev Rask kastet direkte ud i at sende live radio og udkomme med alle mulige ting. Der blev ofte givet voksenskældud, og hun blev konstant vejet og vurderet på sin performance og personlighed.

Nina Rask. (Foto: Philip Høpner/Soundvenue)

Samtidig havde hun en følelse af ikke at have noget bagland på DR, fordi hun var meget bevidst om at være alene som queer i et meget straight kontorlandskab, hvor alle var ti år ældre, og mændene havde kort hår og var iført skjorter. 

»Jeg tror meget, jeg havde en følelse af, at der ikke rigtigt var nogen, der 100 procent forstod mig, og som jeg kunne spejle mig i med de interesser og traumer, jeg havde«, siger hun.

»Men jeg tror egentlig ikke, der var nogen, som tænkte: Hvem fanden er hun? Så det var også en frygt, der boede meget i mig selv, som jeg projicerede over på andre. Jeg var meget: Hvad tænker de om mig? Synes de, jeg er mærkelig, på tværs eller irriterende? Jeg var virkelig bange for at stå ved mine interesser og følelser og min identitet. Jeg havde en følelse af at skulle tone mig selv ned for at blive taget ind i flokken«.

Hun fortsætter:

»Jeg elsker dem, jeg har været på satireredaktionen med, men det er hardcore at komme ind som ung queer ikke-mand på 20 år på en satireredaktion, hvor der altid kun har været og er mænd over 30 med skæg. Jeg følte også et kæmpe pres på mine skuldre, fordi jeg som den måske første queer på sådan en redaktion nogensinde følte, at jeg skulle tage et kæmpe ansvar for at repræsentere alle mulige mennesker, de ikke kunne repræsentere. Jeg var nok også lidt martyr omkring det, hvor jeg ville ønske, at nogen havde sagt til mig: ‘Nu skal du lige slappe af og lære et håndværk, før du tager hele verden på dine skuldre’«. 

Det, der er nice ved dig, Nina …

Rask husker en episode i kantinen på DR, hvor nogle af kollegerne fra satireredaktionen talte om en af deres sketches, som inkluderede en omdiskuteret voldtægtsjoke. Da Rask gav udtryk for, at hun hverken syntes, joken var særlig nice eller sjov, tænkte hun med det samme: Åh nej, synes de nu bare, at jeg er woke boring girl number one? 

»Nogle uger efter skulle jeg til et møde med en redaktør, og så sagde Lasse Schøber (redaktør på DR, red.): ‘Det, der er nice ved dig, Nina, er, at du ikke bare taler folk efter munden og siger alt det, andre mener. Du har dine egne holdninger’. Det ramte mig virkelig og gjorde mig helt rørt. Det siger noget om, hvor usikker jeg var, at jeg tænkte så lavt om mig selv, at jeg blev så overrasket over at få den anerkendelse fra ham«, siger hun.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Jeg tror måske, at ens omgangskreds for mange minoriteter er andre minoritetspersoner, fordi det giver en tryghed og hjemfølelse ikke at skulle forklare sig. Jeg havde meget følelsen af ude på DR, at der var mange ting, jeg skulle forklare, for at folk skulle forstå mig, hvilket gjorde mig enormt utryg. Det siger jo noget om, at jeg også havde en masse fordomme om dem, men det får man efter et langt liv, hvor man er blevet misforstået og gjort fortræd«.

Var der flere øjne på dig, fordi du skilte dig ud?

»Jeg tror helt klart, jeg følte mig mere udsat end de andre, fordi jeg havde nogle identitetsmarkører, en fortid og nogle interesser og temaer, som var anderledes, og som der var meget delte meninger om. Det var meget sådan nogle identitetsmæssige ting, feminisme, intersektionelle dilemmaer og samtale generelt om, hvordan man er i et rum og møder hinanden og taler om tingene. Det er jo sådan noget, alle har følelser og holdninger omkring, og det var meget grænseoverskridende at stå ved, at det var nogle ting, der optog mig«.

Der er vel også en generationskløft, hvor den ældre generation kan blive utryg og usikker på at træde ved siden af, når de møder et ungt woke og aktivistisk menneske som dig?

»Det er det. Jeg tror også, jeg havde en frygt for, at de blev bange for mig, fordi de blev bange for at sige noget forkert til mig, og det er fucking nederen, for jeg er jo super afhængig af dem«.

»Jeg snakkede med en journalistven ude fra DR, som bruger de/dem pronominer, og som var helt vildt bange for at sige det til folk på DR, fordi de havde en grundlæggende frygt for, at folk ikke gad arbejde med dem, fordi det ville være for besværligt at bruge de der pronominer. Jeg tror meget, det var sådan en slags frygt, jeg også havde ved at være for outgoing med min queerhed og tale bramfrit om, hvem jeg var«. 

Tykt pis på P3

Usikkerheden, overvældelsen og frygten for at træde forkert handlingslammede Nina Rask i noget tid, indtil den dag i foråret 2020, hvor hele landet var lukket ned, og Rask modtog en kæmpe skideballe af sine to chefer på DR over et Facetime-opkald.

»De sagde til mig: ‘Du har et år tilbage, nu skal du fandme begynde at tage dig sammen, for vi gider ikke se på dig bare sidde og hænge rundt og lade andre trække læsset for dig. Nu skal du træde i karakter og begynde at lave dine egne ting, for hvis du ikke vil det her, gider vi ikke bruge vores tid på dig’. Så græd jeg lige i et døgn bagefter og lå i fosterstilling, men så stod jeg også op og skrev tre podcastpitches på en dag, hvoraf to af dem endte med at blive købt (‘Hvor regnbuen ender’ og ‘Funny Guy’, red.). Hvis man ikke tør tage risikoen for, at noget går galt, er det i hvert fald 100 procent sikkert, at det ikke går godt, og det skulle jeg lige fatte«.

Kort tid efter oprettede Rask en Instagram-profil inspireret af holdkammeraten på talentholdet, Lasse Dein. Fra sidelinjen havde hun opsnappet, hvordan han brugte Instagram som sin legeplads, hvor han prøvede forskellige ting af og skabte sit eget komiske univers, blandt andet bestående af diverse satiriske musikvideoer. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I starten turde Rask kun lægge noget ud på Instagram sammen med Dein, fordi han var hendes blåstempel på, at noget var sjovt nok. Han er en mand og i hendes optik prototypen på den klassiske comedy-komiker, og hun følte, at han modsat hende var godkendt fra starten.

»Jeg følte, at Lasse var så sjov, og det, at vi var så gode til at pingponge, og at han også syntes, jeg var sjov, var lidt en åbenbaring: Gud, måske kan jeg også godt finde ud af det her«. 

Nina Rask og Lasse Dein fandt hurtigt sammen om den samme smag og et fælles blik for at kunne se det sjove i hykleriet og det akavede og mærkelige i nogle bestemte typer, tendenser og situationer. Derfra begyndte de at lave små satirevideoer sammen. 

I en af deres første videoer tager de tykt pis på overstadige P3-værter, fordi de selv under deres uddannelsesforløb i DR prøvede at sende radio på P3 og fandt ud af, at »de var så fucking dårlige til det og havde så meget lol over hele den der P3-jargon, hvor man skal grine hele tiden og være så overgearet«.

Siden opsangen fra cheferne er selvtilliden og modet til at lave noget selv kun vokset hos Nina Rask. Efterhånden er det også gået op for hende, at hendes muligheder ikke er så begrænsede, som først antaget, fordi hun som nonbinær har været overbevist om, at hun hverken kunne spille mænd eller kvinder eller udtale sig om særlig meget. 

‘Too Sune?’. (Foto: Mads Roikjær/DR)

Tværtimod kan hun måske i virkeligheden udtale sig om rigtigt meget, på trods af at hun stadig tilhører den hvide middelklasse, fordi hun har en fod i begge verdener. Ligesom hun har fundet ud af, at hun faktisk har en bredere palet som skuespiller og komiker end så mange andre, fordi hun både kan spille mænd og kvinder. 

Karakteren Sune i ‘Too Sune?’ er måske endda banebrydende og aktivistisk på en helt ny subtil måde, fordi det hverken bliver påtalt i serien eller italesat som noget kønspolitisk, at Rask som queer skuespiller spiller en ciskønnet mand.

»Jeg har opdaget, at jeg ikke behøver diske op med den helt store morale eller dagsorden hver gang«, siger hun.

»Nogle gange gør det også en stor nok forskel i sig selv, at jeg bare er der og eksisterer«. 

Standup-branchen fortjener tæsk 

Som en maskulin person, der primært har kvindelige partnere, har Rask blandt andet gjort grin med mænds seksualisering af kvinder, fordi hun til tider selv genkender sit eget overfladiske fokus på kvinders udseende, ligesom hun udstiller den heteroseksuelle kultur på sin Instagram, fordi hun selv har været en aktiv del af den. 

»Jeg har også været en eller anden Manic Pixie Dream Girl, der drømte om at få opmærksomhed fra den populære dreng fra skolen«.

Lige nu er Nina Rask i en proces med at finde ud af, hvor politisk hun kan og skal være. Som en minoritet kan hun godt mærke, at det stadig betyder noget for hende at blive accepteret og anerkendt af majoriteten, selvom hun ville ønske, at det ikke var sådan.

Hun øver sig i at turde opfordre til flere antiracistiske ting og dele noget af alt det, som folk sender til hende på de sociale medier, men hun er bange for at blive for alvorlig, kedelig, sur og feministisk, hvilket hun sporer tilbage til den grundlæggende frygt, der bor i hende, for at stå udenfor fællesskabet. 

Nina Rask. (Foto: Philip Høpner/Soundvenue)

Derfor er hun også »så glad« for sin nominering som ‘Årets Talent’ ved Zulu Comedy Galla, fordi den er en kæmpe anerkendelse og føles som den brede befolknings accept og blåstempling af hende. Samtidig er det også Zulu, som har lagt scene til »jeg ved ikke hvad af pis og lort gennem tiden, som har slået så meget på minoritetspersoner, som nu siger: Du er god nok«. 

Serien ‘Too Sune?’ er Rasks forsøg på at slå lidt tilbage.

»Jeg synes, standup-branchen fortjener så fucking mange tæsk«, konstaterer hun. 

»Det er måske en af de mest mandsdominerede brancher ever seen, og de har simpelthen fået så meget plads til at stå på de der kæmpe scener foran så mange publikummer og sparke på alle mulige mennesker uden nogensinde at sætte sig selv i skudlinjen«.

»Men det, rigtigt mange komikere ikke tager på sig, er, at humor måske er et af de felter, hvor man har allerstørst ansvar for, hvad man egentlig siger. Folk er meget mere modtagelige over for det, hvis de griner af det samtidig, så det er der, man kan føre allerflest sandheder ind i folk. Og af alle personer er komikere dem, der skal kunne sluge allermest at blive gjort grin med, fordi de lever af at gøre grin med andre«. 

Hvad er det for budskaber og emner, som er blevet udfoldet og gentaget i standup-branchen i mange år, synes du?

»Jeg synes måske, den yngre generation af standuppere er lidt bedre end den ældre generation, som har været enormt slemme til at lave mobbekomik af kvinder, minoriteter, etniske minoriteter og handicappede og alt det, de ikke selv forstår, hvor der ikke er noget kærlighed, genklang eller selvindsigt og selvironi i det. Noget af det har været harmløst, men noget af det har også været super ikke harmløst, og det ved de jo også godt selv med den tid, vi lever i nu«. 

Er det også, fordi du tænker, vi stagnerer, hvis det er de samme fordomme og holdninger, der bliver dyrket?

»Ja, vi kommer ikke videre, der er ikke noget på spil, og vi lærer ikke noget. Vi søber bare rundt i det samme, som alle altid har tænkt, og så kan vi sidde: ‘Nå ha ha ja, det er rigtigt, det gør min kone også’. Hvorfor? Hvorfor tror du, hun ikke gider have sex med dig? Er det bare, fordi kvinder er nederen, eller er det måske, fordi I har dårlig sex? Skal vi snakke om, hvad det handler om, før det rent faktisk bliver spændende?«.

Matthesens rævepis

Anders Matthesen er jo en af vores største toneangivende komikere herhjemme, som insisterer på, at man skal kunne gøre grin med alt: Hvad tænker du om en som ham?

»Anders Matthesen er faktisk en af de etablerede mandlige danske komiker, som jeg har kæmpe respekt for håndværksmæssigt, hvis man skræller alt andet væk«.

»Men han er jo en, som blander sig i debatten og kommenterer aktuelle ting, og jeg synes tit, han siger noget værre rævepis, hvor jeg tænker: Hvad fanden er det, du snakker om, du ved jo ikke noget om det? Jeg kan huske, han blandt andet blandede sig i, om man måtte sige n-ordet eller ej. Han lavede også grin med det der med kageperson, og hvad man så måtte sige, og det er sjovt, for jeg havde nemlig overvejet at lave en parodi på en mand, der udtalte sig om det, men jeg kunne ikke lave den, for Anders Matthesen havde allerede lavet præcis den video, jeg ville lave, uden at det var en parodi, hvor jeg bare tænkte: Hvor er det noieren«.

Nina Rask. (Foto: Philip Høpner/Soundvenue)

Hvordan synes du ellers, det ser ud med mangfoldigheden inden for komik herhjemme og internationalt?

»Derfra hvor jeg står, synes jeg, det ligner, at der sker rigtigt mange interessante ting, og at der kommer mange flere forskellige slags mennesker og profiler på banen både internationalt og herhjemme. Men jeg lever også meget i min egen boble her på Nørrebro, hvor jeg er omgivet af mange kreative mennesker og kolleger, som synes, jeg er spændende og interessant, fordi de mener de samme ting. Så jeg ved ikke, hvordan det er udenfor min egen boble, udover at jeg har en anelse om, at vi måske stadig ikke er så langt«.

»Jeg hører dagligt om folk, der kaster håndklædet i ringen i forskellige kreative brancher, fordi de synes, det er for sexistisk og/eller racistisk. Jeg føler, at især mange majoritetsmennesker skal forstå, at alle har et ansvar for at prøve at gøre en forskel, så der bliver bedre plads til minoriteter og kvinder. Jeg tror ikke, mange mandlige komikere forstår, hvor mange mænd der lytter til dem. 98,7 procent af mine følgere på Instagram er kvinder. Mænd kan godt lide at høre på mænd, og der kunne man jo som mandlig komiker virkelig gøre en forskel ved at tale til dem«. 

Hvad håber du, du selv kan være med til at gøre som komiker?

»Jeg tror bare, jeg ser, hvor det går hen og prøver at følge min mavefornemmelse og have det sjovt med det, jeg laver. Jeg håber, jeg kan blive ved med at møde folk, som kan se noget potentiale i mig, og som tør give mig nogle chancer for at lave noget af det, som, jeg synes, er sjovt og vigtigt«.

»Det er ret vigtigt for mig at have en profil, som kan vise, at man som queer person kan have det svært og have prøvet nogle svære ting, men at man også samtidig bare kan have det fucking carefree og grineren. At det at være queer person ikke betyder, at man skal have det nederen, men at det faktisk kan betyde, at man kan have det meget federe end alle andre«. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af