’Love, Simon’: Hej Simon – jeg er præcis ligesom dig

Hej Simon

Du kender mig ikke, men jeg tænkte, det ville være grineren at skrive til dig, ligesom du gør med fyren fra skolen, du ved. Jeg har nemlig set din film, og den satte lidt tanker i gang hos mig. Here goes:

Først vil jeg sige, at det er vildt fedt, at der er blevet lavet en film om, at du springer ud som homoseksuel. Hovedpersonerne i amerikanske highschool-komedier er jo næsten altid rige, hvide piger i miniskirts, der skal lære af andre rige, hvide piger i miniskirts, hvordan man plukker øjenbryn, så du er noget særligt i den her genre. Husk det.

Du gør ellers et stort nummer ud af at fortælle os, at du er fuldstændig ligesom alle andre. Du går på high school, hænger ud med dine venner til fodboldkampe og køber altid iskaffe i bilen på vej til skole. Men oven i al den selverklærede almindelighed, så har du en »big-ass secret«, fortæller du.

Du er nemlig homoseksuel, men har ikke fortalt det til nogen. Og da en anden fyr, der kalder sig Blue, skriver på skolens interne sladderblog, at han også er homoseksuel, begynder I at e-maile anonymt sammen (lidt ligesom Tom Hanks og Meg Ryan gjorde for 20 år siden i ’You’ve Got Mail’, men den er du nok for ung til at kende). Det er egentlig ret sødt, og det er klart den del af din historie, jeg er mest investeret i.

Men så opdager klassens klovn, Martin, din hemmelighed og afpresser dig til at hooke ham op med din veninde, Abby. Den del er knap så sød. Og utroværdig. Sorry, Simon, men jeg køber ikke, at du – som født i dette årtusind – bruger bibliotekets stationære computer til at e-maile din anonyme, homoseksuelle flirt og bagefter glemmer at logge ud igen.

Dit forsøg på at dække over din hemmelighed giver anledning til en masse fnidder, fordi Martin er vild med Abby, og Leah er vild med Nick, mens Abby og Nick er vilde med hinanden. Og du får jokket lidt på dine venners følelser og drama drama drama. Alt det bruger filmen ret lang tid på, hvilket jeg synes er ærgerligt. »Everyone deserves a great love story«, står der på plakaten, men jeg synes næsten, du bliver snydt for din i din egen film.

Vi lærer nemlig først Blue at kende til allersidst, og indtil da foregår din kærlighedshistorie mest bag din Macbook, mens dine heteroseksuelle venner får de store moments. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der har været nogle producere, som ikke helt stolede på, at din udspringshistorie var interessant eller relaterbar nok, og derfor skulle vi også lige have en heteroseksuel kærlighedshistorie med (for hvor skulle vi dog ellers finde sådan en?).

For mig var din historie til gengæld meget relaterbar. Jeg ved nemlig godt, hvordan det er at gå med den hemmelighed, du gør. Jeg fristes til at sige, at jeg er »præcis ligesom dig«, som du siger i starten af filmen. Det var jeg i hvert fald for 10 år siden, men i den tid har jeg til gengæld lært noget, som jeg tror, du har brug for at høre.

Du tror nemlig, at der kun er én måde at være homoseksuel på. For eksempel når du googler »how to dress like a gay guy«, og vi får serveret en wardrobe-montage (en af teenfilmens stolte troper) med dig i stramme T-shirts. Eller da du forestiller dig, hvordan du skal være »gay and proud« i LA efter highschool, og vi ser dig i et stort dansenummer til Whitneys ‘I Wanna Dance With Somebody’, hvorefter du tilføjer »maybe not that gay«. Det er et problem, Simon, for så sker dit projekt om at finde dig selv på andres bekostning: Dem, du åbenbart synes er too gay.

Jeg ved godt, at det ‘bare’ er en teen-komedie, du er med i, Simon. Men på den anden side får det lidt større vægt, hvad du siger og gør, fordi du er homoseksuel. For så bliver du taget som gidsel i en politisk debat. På den ene side er der dem, der vil gøre dig til et symbol på, hvor frisindede og tolerante de er for at have lavet en film om dig (og det virker desværre til at være tilfældet her, Simon, da filmen er blevet ivrigt promoveret som den første teenagefilm fra et af de store studier med en homoseksuel hovedrolle). Og på den anden side er der dem, der vil kritisere dig for at være ung, hvid, rig og klassisk maskulin i dit udtryk. Du er en dårlig repræsentant, vil de sige, for du er bare den LGBT’er, som heteroerne bedst kan sluge.

Selvom debatten er relevant, Simon, så kunne jeg godt mærke din kamp. Også selvom du ikke rigtigt ved, hvad der holder dig tilbage fra at springe ud. Du er sikker på, at dine forældre vil acceptere det, og det var jeg heldigvis også (men det er ikke alle, der er lige så heldige som os, Simon). Alligevel ved du ikke, hvad der venter dig, og du er bange for, at alting ændrer sig. Det forstår jeg godt. Udspringet er en vigtig, individuel og nuanceret proces, uanset hvilken form det tager. Og den vigtighed synes jeg egentlig, du portrætterede fint, Simon. Det betyder også, at din historie vil få en særlig betydning for rigtig mange derude.

Men selvom du gør, hvad du kan, Simon, så opvejer det ikke, at forfatterholdet har prøvet alt for hårdt på at være woke, og at dine venner er røvsyge. Jeg håber du takker nej til at medvirke i en eventuel to’er og bruger tiden på at binge tredje sæson af ’Skam’ i stedet.

Men jeg håber for dig, at du bliver til den bedste, mest autentiske version af dig selv.
Dét fortjener alle.

Love, Søren