Nu varer det ikke længe før den imødesete opfølger til James Camerons ‘Avatar’ rammer biograferne.
Bortset fra enkelte plotdetaljer og en trailer har der ikke været meget information at hente fra Cameron og hans folk.
Men nu er der nyt, og man skal gerne sørge for at få tisset godt og grundigt af inden filmen starter.
Ifølge The Hollywood Reporter fremgår det nemlig, at ‘Avatar: The Way of Water’ kommer til at have en spilletid på hele tre timer og ti minutter.
Rundt regnet vil det sige, at opfølgeren er en halv time længere end originalen, som havde en spilletid på to timer og 41 minutter. Så det kan være, at biograferne burde indføre en pause, som der var tradition for før i tiden.
Tilbage i marts generobrede 2009-originalen førstepladsen som den mest indtjenende film nogensinde fra ‘Avengers: Endgame’, og det skal blive spændende at se, om opfølgeren kan gøre den efter.
‘Avatar: The Way of Water’ får biografpremiere 14. december.