Viggo Mortensen debuterede som instruktør i 2020 med det intime familiedrama ‘Falling’.
Og nu har Mortensen fundet et nyt projekt som instruktør. Han er netop gået i gang med optagelserne til den amerikanske westernfilm ‘The Dead Don’t Hurt’. Det skriver Deadline.
Den halvdanske skuespiller medvirker selv i filmen som den danske immigrant Holger Olsen, der indleder et forhold til den fransk-canadiske Vivienne Le Coudy (spillet af Vicky Krieps).
Den amerikanske borgerkrig får dog adskilt parret, og pludselig er Vivienne nødt til at kæmpe for sin overlevelse mod en magtfuld ranchejer, hans uregerlige søn og en korrupt borgermester.
Vicky Krieps har været i høj kurs i den internationale filmverden siden hendes store gennembrud i Paul Thomas Andersons ‘Phantom Thread‘. Hun har efterfølgende medvirket i så forskellige film som ‘Bergmans ø’, ‘Old’ og Cannes-vinderen ‘Corsage’, der får premiere herhjemme næste år.
Viggo Mortensen er i år aktuel i den intense redningsfilm ‘Thirteen Lives‘ og David Cronenbergs kommende ‘Crimes of the Future’. Mortensen har tidligere beskæftiget sig med westerngenren, blandt andet i film som ‘Hidalgo’, ‘Appaloosa’ og ‘Jauja’, hvor han også spillede en dansk immigrant.
Hvornår ‘The Dead Don’t Hurt’ får premiere vides endnu ikke.