Channing Tatum er klar til en sidste dans i den første trailer til Steven Soderberghs ventede sidste kapitel i ‘Magic Mike’-serien.
‘Magic Mike’s Last Dance’ følger Tatums Mike Lane, der arbejder som bartender i Florida, efter at en forretningsaftale er gået i vasken.
Her møder han en rigkvinde (Salma Hayek Pinault), der lokker ham til London for at optræde en sidste gang, hvilket kræver benhård træning for Mike og hans gruppe af mandedanser. Det viser sig dog, at hun har en skjult dagsorden.
Steven Soderbergh instruerede den første film i ‘Magic Mike’-serien og er nu vendt tilbage til instruktørstolen efter den fremragende ‘Magic Mike XXL’, der blev instrueret af Gregory Jacobs.
Soderbergh har tidligere sammenlignet filmen med backstage-musicalmilepælen ‘All That Jazz’, hvilket bestemt lover godt. I et interview med Entertainment Tonight udtalte Tatum: »Vi går planken ud. Der behøver aldrig at blive lavet en ny stripperfilm efter den her«.
‘Magic Mike’s Last Dance’ får biografpremiere 9. februar.