MISFORSTÅEDE MESTERVÆRKER. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at Magic Mike XXL (ja 2’eren, ikke 1’eren) er en af de bedste biografoplevelser, jeg nogensinde har haft.
Jeg mødte op i Falkoner Bio i 2015 med et knust hjerte og gik derfra med kondenseret lykkefølelse boret dybt ind i min sjæl kun få minutter inde i filmen. Rytmisk og adræt. Af Channing Tatum, der spiller magiske Mike Lane.
Hvor den første film, Steven Soderberghs ‘Magic Mike’, er et forholdsvist råt karakterstudie af den multientrepenante møbelsnedker/taglægger/stripper, der viser skyggesiderne ved den ildesete metier, er Gregory Jacobs’ opfølger, der fik en hård anmeldermodtagelse ved premieren, ren ja-hat-hedonisme.
Væk er betænkelighederne ved at fremstille strip som en uproblematisk, lukrativ og sjov levevej. Og væk er de skraldede venues, hvor værterne synger dårlige karaoke-versioner af fortærskede mor-hits. I ‘XXL’ er de byttet ud med kæmpe scener eller VIP-natklubber, varm kropskærtegnende belysning og førsteklasses bollemusik.
Hvorfor nogen nogensinde har strippet til andet end liderlig fløde-R&B, fatter man ikke, efter man har set den her film, hvor kvinder i alle aldre og størrelser bliver kastet rundt med og grindet godt og grundigt til en drømmeparade af verdens bedste, mest beskidte numre:
Ginuwines ‘Pony’, Jeremihs ‘All The Time’, Bando Jonez’ ‘Sex You’, 112 med ’Anywhere’, Jacqees’ ‘Feel it’ og, bliver jeg nødt til at nævne, R. Kellys ‘Cookie’. En sang, som i mellemtiden er blevet ulidelig at lytte til, men som altså er en del af filmens 20-minutter lange crescendo, hvor Kongerne af Tampa (som Mikes trup kalder sig) præsenterer deres nye koreografier til et internationalt stripperstævne i South Carolina foran hundredevis af kvinder.
At beglo mandekroppen med glubskhed
Hvis der er nogen, der skulle have glemt det, eller være uvidende om det, så er Channing Tatum – og tWitch (Stephen Boss) som han danser over for flere gange i løbet af filmen – professionelle dansere. Og uden at foregive, at filmen kun lægger op til, at publikum beundrer deres kropskontrol og dansetrin, er det virkelig en kæmpe del af nydelsen ved den her film, hvor vanvittigt dygtige de to er.
At den så også lader dig æde dem med øjnene, er flødeskum på … toppen. Vi er så vant til at se kvinder blive objektificeret på den her måde, at vi knap nok ænser det (prøv bare at se musikvideoerne til nogle af de numre, jeg opremsede lige før), men ‘Magic Mike XXL’ bringer balance i objektificeringsregnskabet, og det føltes ærligt talt forfriskende for en gangs skyld at få lov til at beglo mandekroppen med samme glubskhed.
Jeg ved godt, at det lyder, som om min kærlighed til ‘XXL’ skyldes ren thirst. Men ved I, hvad der er hundrede gange mere sexet end Tampa-kongernes svedglinsende vaskebræt og guld-g-strengsindrammede stålballer? Deres nyfundne sensitivitet og kammeratskab, deres dybe respekt for den kvindelige kollega Rome (Jada Pinkett Smith) og den hjertevarme påskønnelse af kvinderne som de underholder, uanset deres alder, kropsbygning og etnicitet.
»Er I klar til at blive forgudet?!?«, råber Rome ud til publikum, inden de mandlige entertainere går på scenen, og jeg kan huske, at netop dét spørgsmålet skar direkte igennem skærmen og fik publikum i Falkoner Bio (eller måske bare mig) til at udbryde et rungende »JAAA!!!«.
Følsomme beefcakes
‘XXL’ lykkes virkelig med at placere tilskueren midt i de hede optrædener på en helt anden måde end forgængeren, der ofte filmede Tampa-kongernes shows i fjerne indstillinger og præsenterede os for en række reaction-shots af hvinende kvinder uden at vise os de – tydeligvis mere interessante – ting, som de reagerede på. Det er snyd. Og underligt bornert.
I ‘XXL’ bliver kvinderne i publikum konsekvent omtalt som queens, og flere gang undervejs fremhæver de mandlige entertainere, hvordan det bedste ved jobbet er at give de her dronninger en på opleveren og plante et smil på deres læber. Og muligvis er det så subtilt, at anmelderne, der nedsablede filmen i sin tid, ikke opdagede det, men det markerer altså et kæmpe skift fra etteren, hvor strip udelukkende blev skildret som en måde at komme i bukserne på lækre damer på, og hvor pengene var den altoverskyggende, ødelæggende drivkraft.
Der er en scene i ‘XXL’, hvor Donald Glovers (han er også er med, ja) karakter Andre når frem til, at de i virkeligheden er en slags healere – og det kan jeg skrive under på. I de knap to timer, som filmen varer, var mine kærestesorger forsvundet som dug for solen.
Jeg var simpelthen i så godt selskab med Tampa-kongerne, der er gået fra at være nogle umodne toksiske røvhuller til knuselskelige, følsomme beefcakes, der holder af og hyper hinanden og bare gerne vil glæde kvinder med deres veltrænede kroppe og opmærksomhed.
Hvad mere vil du have?
Mere af det samme, hvis det står til mig. Og derfor var jeg lidt ærgerlig over at læse, at det er Soderbergh og ikke Jacobs, der skal instruere den kommende treer. Men mon ikke han har taget noter?