Tidligere på året var fertilitet og infertilitet omdrejningspunkt for Netflix-serien ‘Skruk’ på humoristisk vis.
I filminstruktør Cecilie McNairs debutfilm er spørgsmålet om ufrivillig barnløshed atter aktuelt – omend med en mørkere tone.
Nu kan man se traileren til ‘Ønskebarn’, der undersøger det stadige tabu om ufrivillig barnløshed, kampen og retten for at få børn.
‘Ønskebarn’ har Danica Curcic i hovedrollen som fertilitetslægen Hannah, der selv brændende ønsker sig et barn. Mens hun dagligt hjælper andre på deres vej mod forældreskabet, ender hun selv i et højspændt dilemma i kampen for at blive mor.
Filmens instruktør Cecilie McNair står bag de Robert-nominerede kortfilm ‘Mukwano’ og ‘Lille a’, hvoraf sidstnævnte blev belønnet med en Young Director Award ved filmfestivalen i Cannes for bedste filmskolefilm.
Udover Danica Curcic i hovedrollen ses Carla Philip Røder, Karen Lise Mynster, Christine Albeck Børge og Hadi Ka-Koush på rollelisten.
‘Ønskebarn’ får biografpremiere 8. december.