’Den perfekte chef’: Javier Bardem er perfekt som røvhulschef i biografaktuel arbejdspladssatire
Den spanske satire ’Den perfekte chef’ med Javier Bardem i spidsen som boss viser hverdagen på en ganske almindelig arbejdsplads, med alt hvad der hører af intriger, affærer, hierarkier og tvivlsom ledelse.
Firmaet Basculas Blancos står over for en meget vigtig uge. Arbejdspladsen er nomineret til en pris for god forretningsførelse, og en priskomité skal i den kommende uge besøge fabrikken, så chefen Blanco er naturligvis optaget af at give det bedst mulige indtryk af arbejdspladsen.
Men det er vel ikke noget problem, for som han ser det, er de jo som en familie – han og konen har ikke selv børn, så fabrikkens medarbejdere har glæden af Blancos faderlige kærlighed, hvis motiver i den grad kan betvivles.
Der er allerede gjort plads på Blancos væg, hvor virksomhedens prishøst hænger sirligt side om side – der mangler bare en pris i det sidste lysspot. Det må ikke gå galt.
Firmaet Basculas Blancos er et familieforetagende, som Blanco har arvet efter sin far. Et firma, der producerer og forhandler vægte til industriel brug. Blanco sværger derfor til balance både som slogan for virksomheden og som en slags livsfilosofi, men forskellige udfordringer prikker til den ønskede balance.
Filmen udspiller sig over lidt over en uge, hvor vi følger Blancos færd mod det perfekte indtryk, mens flere ting kommer i vejen. José fra regnskabsafdelingen er blevet fyret i den forgangne uge, og han giver ikke op uden kamp. Han slæber sine børn med ind på fabrikken for at vise dem, hvem der er skyld i deres dårligdom.
Han camperer ude foran virksomhedens port, og for hver dag der går, finder han nye opråb, som han udbasunerer i sin megafon, når Blanco passerer i sin bil. Også hans banner-repertoire bliver grovere dag for dag. Det er en skidt entré at byde priskomitéen, og som ugens udgang nærmer sig, tager Blanco mere drastiske metoder i brug.
Blancos familie-narrativ om firmaet er urokkeligt og dybt selvsmagende, og det får en ulækker bismag, når han forklarer sine tilnærmelser overfor den smukke unge praktikant med faderlige følelser. Hun sætter dog stor pris på Blancos opmærksomhed og giver igen med inviterende flirt – et skråplan, som man fornemmer, er ganske velkendt for den ’perfekte’ chef.
Den er også gal med produktionschefen og den gamle ven, Miralles, som laver rod i bestillinger og leveringer, så logistikafdelingen har svært ved at følge trop. Blanco inviterer ham på middag under påskud af at hjælpe sin gode gamle ven, men det viser sig, at motivationen ikke er venskabelig, men professionel.
Blanco går så vidt, at han kontakter Miralles kone og blander sig lige lovlig meget i hendes privatliv i forsøget på at redde de ægteskabelige tråde ud, som ligger til grund for Miralles gentagende fejl. Blanco går langt over sine beføjelser i jagten på både prisen og de unge kvindelige praktikanter. Man irriterer sig over at være vidne til, at han slipper afsted med det.
Men det er farligt at være chef, for magten kan skifte ansigt, hvis man træder forkert. Blanco har efterhånden en lang liste af problemer i hælene. Og heri ligger filmens komik, som dog ikke altid rammer lige på sømmet.
Under filmen er man i underholdende selskab, og Javier Bardem er perfekt i rollen som den pertentlige, succesbesatte og prishungrende chef. Med den helt rette balance mellem det indsmigrende alfaderlige udtryk og det gustne, manipulerende og magtbegærlige.
Det føles til tider unødvendigt at se en selvhævdende chef slippe afsted med sine usle planer og dumheder, til trods for at han heldigvis får igen af samme skuffe. Alligevel synes filmen at fortælle, hvordan magten ubetvivleligt vinder.
’Den perfekte chef’ portrætterer (forhåbentlig) en chef af fortiden, som lægger an på unge praktikanter, og som vil ofre medarbejdere og moral for at holde virksomheden i toppen, mens han prædiker blodsbånd og sammenhold på arbejdspladsen.
Man kan sagtens muntres over filmens karakterer: den fyrede José og hans mission om at få Blanco ned med nakken eller Miralles sølle og desperate forfatning, som er til stor harme for Blanco. Filmen har sine skæve og underspillede øjeblikke, men det er, som om karaktererne og dialogen ikke når det komiske niveau, man kunne ønske.
Måske fordi fortællingen om den magtfulde røvhulschef er lidt bedaget?
Kort sagt:
Javier Bardem er eminent som manipulerende chef i satire over den almindelige arbejdsplads, men den lidt bedagede fortælling spænder ben for større komiske udslag.