’Bardo’: Alejandro G. Iñárritus første film siden ’The Revenant’ er både udmattende og en visuel åbenbaring

»Succes er min største fiasko«, siger Silverio Gacho (Daniel Giménez Cacho) et sted i ’Bardo: False Chronicle of a Handful of Truths’, Alejandro G. Iñárritus mudrede selvportræt. 

Iñárritu er med ’The Revenant’, ’Birdman’ og ’Babel’ en af Mexicos mest succesfulde instruktører i USA nogensinde, men ’Bardo’ er ikke desto mindre tre timer præget af Hollywood-hangover og mexicanske identitetskvaler. Et sted inde i den labyrintiske film gemmer sig også en smertefuld fortælling om et dødfødt barn. 

Det er meget materiale at fylde på én film. ’Bardo’ er da også trods stor visuel fantasi og prægtige billeder en rodet og frustrerende affære at sidde igennem. 

Silverio er en feteret dokumentarist, der ikke holder sig tilbage med digteriske virkemidler i sin filmiske journalistik. Han har boet en stor del af sit voksne liv i USA, men er vendt hjem til Mexico for at modtage en pris. 

 Han er en af Mexicos stolte sønner, men han er forpint over sin berømmelse, sit liv og sine privilegerede, men også rodløse børn, hvoraf især den ene konstant skifter mellem spansk og amerikansk. I Mexico bliver han mødt med beundring hos mange, men hans gamle venner fortæller ham også, at han har kysset for meget gringo-bagdel.

At lave koblingen til fire gange Oscar-vindende Iñárritu føles knap nok som en fortolkning, men som en selvfølge.

På samme måde som hans tidligere film rummer ’Bardo’ mange effektive greb og storslåede tableauer og kamerature, der på enkeltscenebasis snildt kunne gå over i filmhistoriske kurser, hvor man også runder Federico Fellini, Ingmar Bergmans ’Ved Vejs Ende’ og den sørgmodige karnevalisme hos serbiske Emir Kusturica. 

Et af filmens centrale temaer er at udvandre. Fra tabloide tv-shows, hyldestfester og prisoverrækkelser – men også fra sit land og sin identitet som far og søn. En del scener er isoleret betragtet virkelig smukke. Der er en scene med en lillebitte baby i fosterstørrelse mellem hænderne på en voksen mand, der giver slip på barnet og overlader det centimeter brede barn til verdensaltet i form af havets bølger.

Det er gribende og smukt realiseret. Som den inderlige og sorgfuldt meditative modsætning til Leonardo DiCaprios kamp mod bjørnen i ’The Revenant’, men næsten lige så uforglemmeligt. Det dødfødte barn dukker også op på mere krasse måder: I et drømmesyn bliver barnet proppet tilbage op i morens skød igen umiddelbart efter fødslen, senere hen dukker barnet op ud af kvindeskødet under en omgang oralsex som en påmindelse om, hvordan sorgen kan vise sit ansigt på upassende tidspunkter. 

Det er symbolsk bastant, grotesk og humoristisk på en mildt urovækkende facon. Oven i en meget personlig og selvudleverende historie handler kæmpefilmen også om Mexico som en geografisk og historisk vanskabning. I nogle flotte koksgrå billeder er der en sekvens, hvor Silverio bevæger sig gennem en formørket by og hen til et bjerg af lig som et symbol på erobreren Hernán Cortés’ brutale folkedrab i det 16. århundrede.

Filmen formår i passager på udsøgt vis at skabe usikkerhed om tid, sted, virkelighed og drøm, og som en dygtig illusionist gør instruktøren os usikre på, hvad vi ser: kollektiv og personlig historie, værk og erindring er viklet ind i hinanden, som var vi i en drømmenes spejlsal, fremmanet i en smådeprimeret mezcal-brandert.  

Men efterhånden som timerne går, synes jeg aldrig helt, at de mange stærke enkeltdele samler sig til noget større. Jeg rettede mig op i sædet, da filmen pludselig bliver konkret omkring mødet med en ellers mexicansk udseende tolder, der ikke vil anerkende Silverio som amerikaner, og den kulturelle splittelse bliver smertelig og dramaet i en grænsekrydsers liv nærværende.

Men snart bliver også den scene sovset ind i Roy Andersson-agtig slapstick, hvor soldater i historiske kostumer fra den mexicansk-amerikanske krig 1846-1848 pludselig oversvømmer billedet. Som man næsten får indtrykket af med den diffuse, anything goes undertitel er, det som om Iñárritu trods det personlige materiale blot læner sig tilbage, lader inspirationens mudrede flodbølge skylle og følger sit mindste indfald. 

Den altoverskyggende skuespiller i hovedrollen, Daniel Giménez Cacho, skal have al tænkelig hæder for sin indsats med et umuligt og kæmpemæssigt manuskript, der reelt ikke rykker sig ud af stedet. Han har et godt, gråsprængt ansigt med furer af levet liv, og det er ikke hans skyld, hvis man som seer efterhånden mærker en desperation efter at komme ud af Iñárritus eksistentielle kaninhul. 

Iñárritu har skåret 20 minutter af ’Bardo’ siden de første festivalvisninger. Og det er da også, som om den feterede instruktør har fået lidt for løs snor af Netflix til dette camouflerede selvportræt. Selv en del fans af den ligeledes ret krævende ’Birdman’ vil løbe skrigende væk, er mit bud.

Jeg er nærmest decideret skræmt ved tanken over, at ’Bardo’ har været endnu længere. 

---

Kort sagt: 
’Bardo’ er et forvirrende og frustrerende miks af Hollywood-hangover, mexicanske identitetskvaler og en historie om et dødfødt barn. Der er dog stærke visuelle åbenbaringer at finde i det ellers ret så udmattende selvportræt.