Mesterinstruktøren er tilbage: Alejandro G. Iñárritus seks film rangeret – fra ’The Revenant’ til ’Babel’

Alejandro G. Iñárritu er en af de mest respekterede instruktører i tidens filmlandskab. Hans relativt få film har skabt stor opmærksomhed i krydsfeltet mellem bred anerkendelse og progressivt eksperiment, men de får indimellem også kritik for at være anstrengte og selvtilfredse. Vi evaluerer mexicanerens foreløbige værk før premieren på hans nye film, den selvbiografiske ’Bardo’.
Mesterinstruktøren er tilbage: Alejandro G. Iñárritus seks film rangeret – fra ’The Revenant’ til ’Babel’
'The Revenant'. (Foto: PR)
‘Biutiful’. (Foto: PR)

6. ’Biutiful’

Mange mente, at Iñárritus spansksprogede film med Javier Bardem skulle have vundet Oscar’en for bedste ikke-amerikanske film foran Susanne Biers ’Hævnen’. Og ’Biutiful’ fik da også stærkt rosende ord med på vejen fra de fleste kritikere.

At Iñárritu har et prægnant, sanseligt filmsprog, kan man ikke komme udenom, men han har også en tendens til at kamme over i det selvhøjtideligt ulykkessvælgende. Og det er netop, hvad der sker her, hvor vi over to en halv time får stoppet Barcelona-slum, dødelig sygdom og brutalt tragisk behandling af illegale flygtninge ned i halsen.

Sommetider tvinger Iñárritu lidt for store armbevægelser ud af sine skuespillere, men Javier Bardem leverer en pragtpræstation som den mere og mere plagede mand, der knækkes af sygdommen, men finder et halmstrå af håb i det metafysiske. Han vandt fortjent skuespillerprisen på Cannes-festivalen for rollen og gør især indtryk med sit lavmælte spil i scenerne, hvor han stærkt svækket må håndtere hverdagen med sine to børn.

Men filmen – den første, Iñárritu lavede uden sin faste manusforfatter Guillermo Arriaga – føles overlæsset og lovlig tilfreds med sin skildring af verdens elendighed. Og så kammer den efterhånden helt over i postuleret pseudoåndelighed, som måske nok ligger i tråd med en latinamerikansk tradition for magisk-realisme, men som ikke desto mindre trækker tæppet væk under filmens hang til realisme.

’21 Grams’. (Foto: PR)

5. ’21 Grams’

Den anden film i Iñárritu og Guillermo Arriagas såkaldte dødstrilogi – der også består af ’Amorres Perros’ og ’Babel’ – er ligesom de to andre en skæbnetung multiplotfortælling om livets helt store spørgsmål.

Efter succesen med sin debutfilm (se længere nede af listen) fik Iñárritu mulighed for at caste nogle af de på det tidspunkt største og mest respekterede stjerner i Hollywood: Sean Penn, Naomi Watts og Benicio del Toro.

Sean Penn spiller en matematiklærer, der bærer rundt på en dødbringende hjertesygdom. Benicio Del Toro er en nyreligiøs eks-kriminel, der har indtaget rollen som renfærdig patriark i sin familie. Og Naomi Watts spiller en eks-narkoman, der forsøger at komme på rette fode.

De tre separate historier bindes sammen af en trafikulykke, et plot-device som føltes en smule slidt efter ’Amores Perros’, der også forbandt tre skæbner via en trafikulykke. Det nye greb var dog, at deres historier blev fortalt ude af kronologi, og det gav en fortættet, inciterende stemning, om end det i længden også føltes mere som en gimmick end som en streng nødvendighed.

Som i ’Biutiful’ flirter Iñárritu med det spirituelle – titlens 21 gram refererer til den vægt, der efter sigende forsvinder fra kroppen, når man dør, altså sjælen – men fokus ligger trods alt mere på de nærværende menneskelige skæbner end på det metafysiske.

’21 Grams’ er den af Iñárritus film, der plotmæssigt tangerer melodramaet mest med sit sammenrend af mere eller mindre troværdige twists and turns. Det er dog også en ofte rørende film – usædvanligt ambitiøs i sin eksistentielle pågåenhed.

‘Babel’. (Foto: PR)

4. ’Babel’

Større, vildere – bedre?

’Babel’ blev både lanceret og modtaget som Iñárritus magnum opus, kulminationen på dødstrilogien med Brad Pitt og Cate Blanchett i nogle af de bærende roller.

Hvor både ’Amores Perros’ og ’21 Grams’ lod sine separate historier hvirvle ind i hinanden undervejs, er ’Babel’s underfortællinger kun løseligt forbundet. I stedet er det tematikken – konsekvenserne af kommunikation og mangel på samme i en globaliseret verden – der primært forbinder historierne. Vi følger parret Susan og Richard, der er på ferie i Marokko for at finde hinanden oven på tabet af et barn. Ud af det blå bliver Susan skudt gennem vinduet på deres bus – skud affyret af to lokale børn, der spiller fandango med et gevær, deres far lige har købt.

Derhjemme må den mexicanske barnepige Amelia tage parrets to børn med over grænsen til sin søns bryllup, en rejse, der ender helt, helt galt. Og endelig følger vi i Tokyo den døvstumme teenager Chieko, hvis helt almindelige teenageproblemer som seksuel usikkerhed forstærkes af den følelse af isolation, hendes handicap skaber.

Historierne er elegant fortalt forskudt af hinanden. Og særligt de to omdrejningspunkter i Marokko – Brad Pitts kamp for at redde sin kone og de marokkanske børns reaktion på konsekvenserne af deres drengestreger – er stærkt medrivende. Både Mexico- og Japan-karaktererne føles en smule som fremmedlegemer, selvom de er følsomt skildret isoleret set.

’Babel’ er en af den slags film, der føltes ekstremt vigtig og mesterlig, da den fik premiere. Her små 10 år efter står den ikke helt tidens tand, måske fordi de skæbnesvangre multiplotfortællinger efterhånden er blevet en kliché, måske fordi babel- og kommunikationsmetaforerne føles lidt for skarpskårne. Det ændrer dog ikke på, at man bliver stærkt grebet af de enkelte fortællinger og af, hvordan tilfældets magt kan ændre et liv.

Michael Keaton og Edward Norton i ‘Birdman’.

3. ’Birdman’

Det klædte Iñárritu at bevæge sig væk fra de højstemte dramaer og i en mere humørspækket retning med Oscar-vinderen ’Birdman’ fra 2014.

Michael Keaton fik et slags comeback som den fallerede skuespiller Riggan Thomas. der er dybt forbundet med sin rolle som Birdman i superhelte-franchisen af samme navn, men nu forsøger at genvinde sin kunstneriske integritet som instruktør og hovedrolleindehaver af en Raymond Carver-adaption på Broadway.

Riggan hjemsøges af sit alter ego som fuglemanden, der som en djævel på skulderen prøver at lokke ham i kommercielt fordærv. Og som om det ikke var psykisk sammenbrud nok, udløser Riggans identitetskrise også selvindbildte telekinetiske kræfter. 

Keaton, der spiller op af sin egen Batman-fortid, gør det godt, men Emma Stone som hans charmerende-sure datter og Edward Norton i en selvironisk rolle som kompromisløs method actor stjæler dog billedet i nogle af filmens bedste scener.

Den geniale percussion-lydside, der materialiserer sig i billedet flere gange, skabte præcedens i filmverdenen, og det fingerede one take skaber en frenetisk stemning, der går perfekt hånd i hånd med Riggans sindstilstand. ’Birdman’ er en virtuos film, hvor Iñárritus energiske, intense filmsprog virkelig kommer til sin ret. Det betyder ikke, at instruktøren er mindre højtidelig, for der er stadig en ’vigtig’ undertone i hans fortælling om superhelte-skuespilleren, der forsøger at få et kunstnerisk comeback. Og slutningen truer med at trække tæppet væk under filmen.

Men underholdende og imponerende er ’Birdman’ hele vejen igennem.

‘The Revenant’. (Foto: PR)

2. ’The Revenant’

Som Iñarritus andre film deler ’The Revenant’ vandene. En banal anstrengt hævnhistorie pumpet op på religiøs symbolik eller en genial filmisk tour de force båret af hæsblæsende og nybrydende sekvenser?

Måske begge dele. Den Terrence Malick-lignende metaforik, inklusive en dødssyg voiceover, er for meget af det gode i historien om nybyggere-eventyreren Hugh Glass, der prøver at overleve i the new world’s vildmark i 1823, angrebet af både indfødte amerikanere, bjørne og sine egne frænder.

Men man er samtidig nødt til at overgive sig til den utrolige survivalfortælling, ’The Revenant’ er, når man skræller de tematiske postulater væk. Optagelserne, ført an af Iñárritu og mesterfotografen Emmanuel Lubezki, var notorisk barske, og Leonardo DiCaprio gennemlevede et sandt helvede på jord for at få scenerne i hus.

Det var det værd. Fortællingen er på én gang gudesmuk og usædvanligt rå, en urmenneskelig fysisk oplevelse, som man først og fremmest skal mærke frem for at tænke over. Teknisk er filmen et mesterværk, fra arbejdet med naturligt lys til den detaljerede lydside, der placerer publikum med Hugh Glass i vildmarken.

’The Revenant’ er et gudesmukt og djævelsk skræmmende naturbillede, der males som en forunderlig blanding af National Geographics high definition-realisme, Herzogs illusionsløshed og Malicks malende besjæling.

‘Amores Perros’. (Foto: PR)

 1. ’Amores Perros’

Det var en åbenbaring, da en ny og spændende instruktør, den dengang 37-årige Alejandro González Iñárritu, i 2000 kom med sin allerførste film, ’Amores Perros’ (på engelsk ’Love Is a Bitch’).

Det indvarslede en renæssance for mexicansk film, da Alfonso Cuarón året efter fulgte op med ’…Og din mor’, mens Guillermo Del Toro samme år slog bredt igennem med ’The Devil’s Backbone’.

Los tres amigos, som trioen blev kaldt, kom med et åndeløst selvsikkert filmsprog og turde tage fat om de helt store emner, som stak dybere end det, Hollywood normalt orker beskæftige sig med. Intet under, at filmbyen var hurtige til at række hånden ud efter de tre mexicanere.

’Amores Perros’ har en vildskab og sitrende nerve, som stadig imponerer. Den besidder sådan set også de elementer, Iñárritu skamred i de efterfølgende år – de sammenflettede skæbner, den bastante symbolik – men her føltes det friskt og nyt.

Stemningen af et råt, uforsonligt Mexico dannede skole, hundemetaforen var dristig, den var spækket med temperament, og Gael Garciá Bernal slog igennem med nogenlunde samme kraft som Mads Mikkelsen i ’Pusher’ et par år forinden. Kærlighed, vold og tilfældigheder kulminerer i en imponerende skæbnesymfoni.

Iñárritus første film er stadig hans bedste.

’Bardo’ kan ses i biografen 17. november og på Netflix 16. november.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af