’Ferskenlunden i Catalonien’: Spansk Oscar-bud understreger, at en spændende ny filmstemme er landet

Instruktør Carla Simóns anden film, ’Ferskenlunden i Catalonien’ (originaltitel: ’Alcarrás’), vandt Guldbjørnen ved årets Berlin-festival som den første catalanske film nogensinde.

Filmen er tilmed Spaniens officielle Oscar-kandidat, og Simón har med blot to film markeret sig som en stærk instruktør med en særegen stil.

I debutfilmen ’Sommeren ’93’ viste hun med en smuk naturalistisk stil en fornem sans for hverdagens store drama – og ikke mindst et stort talent for at instruere børn, så intet syntes forceret.

Med en fabelagtig nostalgi og med rørende følelser fra barnelivet skildrede filmen sorg, tab og samhørighed i historien om den forældreløse Frida.

Simón mistede selv sin mor som barn, og ligesom debutfilmen er ’Ferskenlunden i Catalonien’ baseret på instruktørens personlige oplevelser. Her skildres verdens foranderlighed og omvæltninger gennem et mikrokosmos – familien Solé og deres ferskenlund.

Familien er samlet om bordet, mens bedstefaren forsøger at finde det ene stykke papir, der kan sikre deres fremtid: En underskrevet kontrakt, som beviser, at den jord, de dyrker og bor på, er deres. Men der er ingen kontrakt at finde.

»Han gav mig sit ord,« fortæller bedstefaren om den gamle pagt mellem godsejerfamilien Pinyol og familien Solé. Da Solé skjulte familien Pinyol i deres kælder under Den Spanske Borgerkrig, fik de jorden som tak. Men nu vil den unge Pinyol etablere en solcellepark, og familien skal forlade grunden, når sommeren er slut. Ordet står ikke længere ved sin magt.

Alle er mærkede af den forestående trussel, og vi kommer tæt på hele familien. Familiefaren, Quimet (Jordi Pujol Dolcet) slider og slæber med høsten, mens desperationen vokser. Han er i krise – ikke blot livsgrundlaget, men livsmissionen og familietraditionerne smuldrer. Det sår splid internt i familien, og Quimet holder fast med næb og klør. Men han ved, at fremtiden for ferskenlunden ser sort ud, så han beder sønnen Roger om at fokusere på skolen.

Den milde bedstefar, Rogelio (Josep Aban), behandler de modne grøntsager med rørende nænsomhed og respekt. Han forsøger at vække nostalgien i den unge Pinyol med friske figener fra det 30 år gamle figentræ, som Pinyols farfar plantede på grunden, men han ser ikke den samme værdi i de friske frugter. Der er mere fremtid og større økonomisk fortjeneste i en solcellepark.

Sønnen Roger arbejder trofast i lunden på bekostning af skolen. Han dyrker også pot med sin onkel i skjul, ryger joints og drikker sig fuld til pulserende fester. Teenagedatteren Mariona øver sig til en danseoptræden med veninderne, men den trykkede stemning i familiens samvær overtager. Gennem portrættet af de to unge bliver det tydeligt, at det for alvor er dem, der er fanget mellem to verdener.

Den yngste datter, Iris, er for lille til at forstå alvoren af situationen, men mærker tydeligt konsekvenserne, da en gammel og efterladt bil, som er den foretrukne legeplads for Iris og hendes to fætre, bliver fjernet fra grunden.

De finder nye steder til deres bekymringsløse leg, men da situationen siver ind i de familiære bånd, kan de pludselig ikke lege med hinanden længere. Den ellers kærlige intimitet udfordres af de udefrakommende og påtvungne forandringer.

Det idylliske liv i familiens ferskenlund får en bitter bismag, fordi truslen hænger tungt over den frodige orange plantage. Der er et fællesskab i alt, hvad familien gør, og Simóns skildring af familiær intimitet er rørende. Og når familien presser sig sammen i sengen omkring den sløje bedstefar, er det et på én gang kraftfuldt og sørgmodigt billede af det, der var, og det, der kommer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

På den måde tager filmen fat i store temaer med den nære fortælling om en enkelt familie. Familiens fordrivelse fra deres landsted skyldes klimavenlige og fremtidssikrende intentioner, så filmen formulerer ikke en let eller unuanceret kritik af merproduktion, fornyelse og acceleration.

Den unge Pinyol tilbyder endda familien at varetage solcelleparken, hvilket vil give dem en langt større fortjeneste. Men det er ikke pengene, det handler om – det er traditionerne. Det betænksomme, opmærksomme og bevarende arbejde med frugttræerne i den solbeskinnede lund går tabt.

Med Simóns tålmodige og sanselige filmsprog er fortællingen en ode til det langsomme arbejde med at dyrke og høste, hvor man værner om den livgivende natur som sin familie.

Carla Simón demonstrerer et fintfølende talent for at lade situationer udspille sig, så hendes film virker meget lidt orkestrerede. Der hviler en uprøvet naturlighed over stort set alle scener, som er svær at få øje på hos andre. Til trods for, at det blot er hendes anden film, markerer Simón sig som instruktør med en stærk personlig stil med blik for nære perspektiver båret af autenticitet og indlevende instruktion af børn som voksne.

Fortællingen er en beretning om en verden i hastig og nødvendig forandring. Plottet er simpelt, men fortællingen kompleks.

---

Kort sagt:
Med naturalistisk-poetisk sans tegner Carla Simón verdens store forandringer op gennem fortællingen om en catalansk familie og deres ferskenlund.