13 år efter at han slog alle billetsalgsrekorder med den globale 3D-sensation ‘Avatar’, vender James Cameron tilbage til planeten Pandora med anden installation i science fiction-franchisen.
‘Avatar: The Way of Water’ er den første af i alt fire planlagte sequels, der skal viderefortælle historien om Sully-familiens færd på Pandora.
Den første officielle trailer til filmen er landet, og selvom den ikke afslører det store om handlingen, giver den det hidtil mest gennemførte indblik i de nye regioner af Pandora, som filmen udforsker. I særdeleshed dem under havets overflade.
‘Avatar: The Way of Water’ udspiller sig mere end et årti efter handlingen i den første film og følger Sully-familien, Jake (Sam Worthington), Neytiri (Zoe Saldana) og deres børn, som må forlade deres hjem på Pandora i kølvandet på en tragedie. De flygter mod vandregionen Metkayina, men deres tilstedeværelse skaber konflikt stammerne imellem.
Med planetens have som kulisse giver filmen Cameron rig lejlighed til at dyrke sin fascination for havets dyb, som han også udforskede i film som ‘The Abyss’ og ‘Titanic’.
Også denne gang er Cameron gået særdeles ambitiøst til værks i optagelserne af undervandsscenerne. Kate Winslet har blandt andet holdt vejret i 7 minutter og 14 sekunder under optagelserne og dermed slået Tom Cruises tidligere rekord.
På rollelisten til ‘Avatar: Way of the Water’ ses desuden blandt andre Sigourney Weaver, Michelle Yeoh, Giovanni Ribisi, Stephen Lang, Edie Falco, Cliff Curtis og Jemaine Clement.
Filmen får premiere herhjemme 14. december.