Margot Robbie overvejede at lægge skuespillet på hylden efter ‘The Wolf of Wall Street’

Margot Robbie overvejede at lægge skuespillet på hylden efter ‘The Wolf of Wall Street’
Margot Robbie. (Foto: Christopher Polk/Getty Images)

Margot Robbie blev katapulteret mod Hollywood-stjernehimlen i en alder af blot 22 år med sin rolle som The Duchess of Bay Ridge i Martin Scorseses ‘The Wolf of Wall Street’.

Men den pludselige berømmelse var ingen dans på roser, fortæller Robbie i et interview med Vanity Fair. Faktisk var Robbie fristet af helt at droppe skuespilambitionerne efter filmen for at undslippe rampelyset.

»Der skete noget i de tidlige stadier, og det var alt sammen ret forfærdeligt. Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor: ‘Jeg tror ikke, jeg har lyst til at forfølge det her’. Og hun så bare på mig og sagde: ‘Skat, jeg tror, det er for sent at lade være’. På det tidspunkt indså jeg, at den eneste vej var fremad«.

Og selvom Robbie har lært meget om at leve med berømmelsen i de efterfølgende knap 10 år, er hun stadig mærket af den konstante opmærksomhed, der flere gange har ført til farlige situationer for hende og hendes familie.

»Jeg ved, hvordan man kommer igennem lufthavne, og nu ved jeg også, hvem der forsøger at røvrende mig og hvordan. Hvis min mor dør i en bilulykke, fordi man gerne vil have et billede af mig, der går ud for at handle ind, eller hvis man skubber min nevø af sin cykel – for hvad? For et billede? Det er farligt, men underligt nok føles det ikke som om, det forandrer sig«, siger Robbie, der efterspørger international lovgivning, som kan beskytte kendisser, ligesom man har det i Los Angeles.

Efter ‘The Wolf of Wall Street’ har Robbie gjort sit for at undgå at blive puttet i en kasse som den flotte blondine. Blandt andet med sin Oscar-nominerede præstation i ‘I, Tonya’. Som hun siger til Vanity Fair: »Jeg tror, folk elsker at putte hinanden i kasser«.

Robbie har i et tidligere interview med Wonderland Magazine fortalt, at hun var »skrækslagen« over at skulle spille virkelighedens Naomi i ‘The Wolf of Wall Street’:

»Jeg var pinligt bevidst om, at linjen i manuskriptet lød: ‘Den lækreste blondine nogensinde’. Og jeg er helt klart ikke den lækreste blondine nogensinde. Jeg var skrækslagen for, at folk ville se filmen og tænke: ‘Ugh! Hun er ikke så fantastisk«.

Margot Robbie var tidligere på efteråret aktuel i David O. Russells ‘Amsterdam’. Til januar kan vi opleve hende i Damien Chazelles stærkt imødesete film ‘Babylon’ om Hollywood i 1920’erne.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af