’Amsterdam’: David O. Russells nye film har et drømmecast – men langt fra alle leverer varen

’Amsterdam’: David O. Russells nye film har et drømmecast – men langt fra alle leverer varen
Christian Bale, Margot Robbie og John David Washington i 'Amsterdam'. (Foto: 20th Century Fox)

’Amsterdam’ taler ind i et USA, hvor demokratiet gisper efter vejret, og en amerikansk borgerkrig ikke længere kun virker som noget fra periodefilm, der udspiller sig i 1800-tallet.

Det er en film til tiden, der fortæller den (i passager) sande historie om en lyssky sammenslutning, der forsøgte at omplante den europæiske fascisme på amerikansk jord i 1930’erne, en mellemkrigstid præget af dystende ideologier, banebrydende avantgardekunst og masser af bløde hatte i gadebilledet.

‘Amsterdam’. (Foto: 20th Century Fox)

Overordnet er David O. Russells stjernepakkede film ikke milevidt fra David Simons ’The Plot Against America’, der også forestillede sig et historisk USA med en fascistisk leder.

Fortælleformen er dog væsentligt anderledes i denne film, der er lige dele noir-krimikomedie om et omsiggribende komplot, et smukt vævet tidsportræt og en tidløs kærlighedssang.

’Amsterdam’ er i lange stræk fortalt som en gavtyvekomedie med Burt Berendsen (Christian Bale) i centrum. Han er læge og veteran fra Første Verdenskrig med en herligt ukuelig tilgang til livet og de mange hårde lod, han møder på sin vej: Hans kone og svigerfamilie ønsker ham ved krigens begyndelse praktisk talt dræbt på slagmarken – det vil kaste hæder over familien – og er ivrig efter at sætte ham på en båd over Atlanten.

Kamæleonskuespilleren Christian Bale er hverken tyk eller sygeligt tynd som i nogle af sine mest berømte roller. Alligevel forsvinder han helt ind i veteranen Burt Berendsen, der besidder en menneskekærlig idealisme og jovialitet på trods af eksperimenterende smertemedicin i blodet og et øje af glas. Christian Bale spiller ham på en måde, som måler sig med Bradley Coopers indsats i ’Silver Linings Playbook’, der dog fortsat står som David O. Russells bedste film.

Under verdenskrigen møder Burt Berendsen i et langt flashback for første gang jurist Harold Woodman (en som altid nedtonet John David Washington), der nægter at underordne sig racismen i skyttegravene. På feltlazarettet møder de deltids-sygeplejerske, deltids-dadaist Valerie Voze (Margot Robbie).

Snart opstår en stormfuld forelskelse mellem juristen og den piberygende kunstnerinde. Desværre synes jeg ikke, kemien mellem de to er lige så tydeligt til stede på skærmen som Christian Bales figur – uanset hvor hårdt de ellers nedstirrer hinanden. Den pagt, som filmen udråber mellem de tre, og som har sine hvedebrødsdage i Amsterdams kunstnermiljø, fremstår lidt uklar for seeren, også fordi Burt Berendsen er en gift mand og ikke har romantiske aktier i treenigheden som de andre to.

‘Amsterdam’ (Foto: 20th Century Fox)

Der er mellemregninger, vi som seere ikke rigtigt får adgang til, og det tynger flere steder ’Amsterdam’, som jeg i passager finder kompliceret blot at genfortælle. David O. Russell har som manuskriptforfatter nok været opmærksom på problemet – karaktererne har en irriterende uvane med at tilføje eksposition og pensle præmisserne ud i flere af replikkerne.

Begge veteraner vender hjem til Park Avenue i New York og slår sig ned som henholdsvis læge og advokat. Her bliver de år senere opsøgt af deres tidligere generals datter (Taylor Swifts rolle er kort, men signifikant), der ønsker hjælp angående mystiske omstændigheder i forbindelse med sin fars pludselige død, der viser sig at være giftmord.

Datteren bliver også udsat for et lusket attentat. De to veteraner er hovedmistænkte. For at slippe for mordanklager må de optrevle et dystert foretagende, der eksperimenterer med tvangssterilisering, og som tilsyneladende vil have alle demokratisksindede mennesker ryddet af vejen. Og på et tidspunkt dukker Valerie Voze søreme op igen, så trekløveret bliver genforenet.

’Amsterdam’ virker som en blanding af Tintin, en gammel screwball-komedie og Raymond Chandler filmatiseret i en lyssætning, der ofte er holdt i en blanding af guld og hasselnød.

Her er rige og ærgerlige aristokrater bosat på store godser, og her er mystiske snigmord, tilsmagt med et tidstypisk fokus på datidens racisme over for den afroamerikanske befolkning. Filmen bugner af kolorit med blomstrende vægtapeter og overdådige pelse i en scenografi, der vil få mange æsteter til at slikke sig om munden, på samme måde som man har gjort det over opbuddet af stjerner i selv mindre roller.

‘Amsterdam’ (Foto: 20th Century Fox)

Chris Rock, Anya Taylor-Joy og Rami Malek har desværre biroller, som ikke just selvantænder. Til min overraskelse var Mike Myers en af mine favoritter blandt det store opbud: Han spiller rollen som britisk spion med hang til ornitologi på en måde, der er tættere på Kenneth Branagh end Austin Powers.

Robert De Niro er farveløs til sammenligning som nobel general, der står centralt i filmens klimaks. Som var han underlagt en eller anden livstidskontrakt, der tilsiger, at hans trætte figur skal dukke op i en film af David O. Russell inden for visse intervaller – han gjorde også tjeneste i ’Silver Linings Playbook’ og den ret glædesløse ’Joy’.

En så dårlig film som sidstnævnte er ’Amsterdam’ ikke. I sine bedste momenter er den som et gammeldaws drengeeventyr med spioner, smukke kvinder, ærgerrige rigmænd og grumme håndlangere, der giver plads til både tanker om demokratiets skrøbelige væsen, mørke politiske kræfters diskrete anmarch – men også et par gode grin.

Også derfor er det ærgerligt, at kemien og romancen centralt for filmen ikke har samme gnist og gejst som Burt Berendsen, Christian Bales livstykke af en karakter.


Kort sagt:
’Amsterdam’ er et besøg værd, hvis man ønsker fotogen 1930’er-kolorit og en velspillende Christian Bale. Krimikomedien er dog også indviklet, og store dele af drømmecastet får ikke ret stor lejlighed til at stråle.

'Amsterdam'. Spillefilm. Instruktion: David O. Russel. Medvirkende: Christian Bale, John David Washington, Margot Robbie, Andrea Riseborough, Anya Taylor-Joy, Chris Rock, Robert De Niro, Matthias Schonaerts, Alessandro Nivola, Zoe Saldana, Timothy Olyphant, Rami Malek, Mike Meyers, Michael Shannon, Ed Begley Jr., Taylor Swift. Spilletid: 126 min. Premiere: I biografen 6. oktober. 
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af