HBO har valgt at trække stikket på Jonathan Nolan og Lisa Joys science fiction-serie ‘Westworld’. Det skriver Indiewire.
Serien var planlagt til fem sæsoner, men afslutningen på robotternes kamp mod menneskerne kommer vi altså til at vente forgæves på.
‘Westworld’ nød stor succes med sin første sæson, der søsatte serien som et nyt flagskib for HBO. Seertallene har dog været stødt dalende siden anden sæson, der var mærkbart under niveau.
Ifølge Indiewire blev hvert afsnit af den seneste sæson fire, der landede i sommers, set af kun 300.000, hvilket er langt under niveau for en dyr, CGI-tung serie med et stjerneensemble i front.
Vores anmelder var ellers positivt indstillet over for sæson fire, som han mente genfandt noget af den charme og form, der gjorde første sæson til et globalt fænomen.
Aflysningen af ‘Westworld’ er det seneste led i Warner Bros. Discoverys spareplan, der skal barbere 3,5 milliarder dollar af deres budget.