Disse serier blev gigantiske fænomener – for at ryge direkte i glemmebogen derefter

’Killing Eve’, ’The Handmaid’s Tale’ og en dansk nordic noir-krimi er nogle af de serier, som var på alles læber, da de startede, men burde være stoppet, mens legen var god.
Disse serier blev gigantiske fænomener – for at ryge direkte i glemmebogen derefter
'The Handmaid's Tale'. (Foto: Hulu)

Når en ny serie bliver et fænomen, der rammer lukt ned i tidsånden og frokostborddiskussionerne, kan det være svært for producenter og skabere at stoppe, mens legen er god.

Muligvis høje af hybris og dollartegn glemmer de at sikre sig, at de rent faktisk har mere spændende at fortælle i universet og følger op med anden-tredje-sjette sæsoner, der er dykket så voldsomt i kvalitet, at ingen kan huske, hvorfor man så serien til at begynde med. Hvis man da overhovedet kan huske dens eksistens.   

Vi har fundet de mest grelle eksempler på fremragende serier, der fik godt og grundigt ødelagt deres eget eftermæle ved at kollapse allerede efter første sæson.

Jodie Comer i ‘Killing Eve’.

’Killing Eve’

Her på Soundvenue var vi helt oppe at køre over første sæson af Phoebe Waller-Bridges sexede og drønspændende katten-efter-musen-spionthriller, der gav Sandra Oh sit fortjente hovedrollegennembrud som agenten Eve og introducerede Jodie Comer som den både lillepigeagtige og iskolde psykopatiske lejemorder Villanelle.

Sæsonen sluttede formidabelt, men allerede halvvejs inde i anden sæson begyndte fangelegen at køre i ring, og karaktererne traf valg, der virkede helt skæve. Jeg har stadig ikke forstået, hvorfor Eve ikke fangede Villanelle i stedet for at arbejde sammen med hende, og hun lod efterhånden til helt at miste gejsten.

Dykket hænger formentlig sammen med, at Waller-Bridge forlod skuden efter sæson 1, og den skylder hun altså stadig en ny genistreg for.

‘The Handmaid’s Tale’. (Foto: Hulu)

’The Handmaid’s Tale’

Alle snakkede om ‘The Handmaid’s Tale’, der med sin dystopiske skildring af et konservativt totalitært styre, som holdt fertile kvinder fanget som fødemaskiner, talte skræmmende ind i det højredrejede USA’s stigende forsøg på at kontrollere kvinders kroppe. Med højesterets nylige afskaffelse af retten til fri abort er emnet aktuelt som aldrig før.

Desværre mistede serien sit momentum, da den efter første sæson bevægede sig ud over Margaret Atwoods oprindelige romanforlæg. Der har bestemt været seværdige afsnit i de tre følgende sæsoner, men man blev hurtigt træt af at se Elisabeth Moss’ June endnu engang blive slået hjem til Waterford-parret, ligesom det ganske enkelt blev for meget, når serien forsøgte at overgå sig selv i chokerende torturporno.

‘Jessica Jones’. (Foto: Marvel)

’Jessica Jones’

Første sæson af Marvel-serien ‘Jessica Jones’ var en overraskende potent skildring af voldtægtstraumer med historien om den modvillige superhelts kamp mod stjernepsykopaten Kilgrave: verdens mest uhyggelige superskurk, der kan styre folks handlinger via tankens kraft og har udset sig Jessica som ufrivillig kæreste.

Med en dragende noir-stemning og en veloplagt spydig og karismatisk Krysten Ritter i hovedrollen som den whisky-bællende privatdetektiv er første sæson tilmed enormt underholdende. Det var en superhelteserie til os, der ikke ellers er til genren. Men uden en klar skurk som Killgrave i anden sæson mistede serien sin fremdrift og led i stigende grad under Netflix’ tendens til at producere for lange sæsoner.

’13 Reasons Why’.

’13 Reasons Why’

Der var mange ting, der var irriterende ved første sæson af YA-serien ’13 Reasons Why’ – så lyt dog til det bånd, Clay!

Men det var også en både spændingsfyldt og følsom fortælling om den mobning, udskamning, svigt og overgreb, der drev gymnasiepigen Hannah til selvmord. Sæsonen var bygget op om de 13 bånd, Hannah havde efterladt sig, og sluttede med et brag, der virkede som et punktum. Desværre havde skaber Brian Yorkey intet nyt effektivt greb i ærmet til sæson 2, som følger Hannahs forældres retssag mod skolen.

I stedet var sæsonen en parade af gentagelser og en usmagelig svælgen i de i stigende grad selvhøjtidelige teenageres hykleriske selvmedlidenhed.

‘House of Cards’. (Foto: PR)

’House of Cards’

Frank og Claire Underwood var det ultimative onde og udspekulerede politiske power couple i David Finchers skamløst underholdende og kyniske første sæson af ‘House of Cards’, som man lykkeligt kunne binge med sit nye Netflix-abonnement tilbage i 2013.

Som sæsonerne gik, blev Underwood-parrets stadigt mere groteske handlinger dog mere og mere utroværdige, i takt med at mordraten steg. Ligesom det blev sværere at sluge, at parret i den grad var klogere end alle andre i Washington. Nedturen kulminerede med sjette sæson, hvor MeToo-skandaleramte Kevin Spacey er skrevet ud af serien, og den ellers glimrende Robin Wright i den grad savner en partner at spille bold med.

‘True Detective’.

’True Detective’

‘True Detective’ er nok seriehistoriens mest udtalte eksempel på et one hit wonder. Første sæson blev i sjælden grad hyldet og dyrket for sin blanding af et klassisk krimiplot om opklaringen af et bestialsk kvindemord, en kompleks fortællestruktur, et umage politimakkerpar, karismatisk spillet af Matthew McConaughey og Woody Harrelson, og en stemningsfuld sydstatsæstetik med højt visuelt ambitionsniveau.

Desværre kunne skaber Nic Pizzolatto ikke leve op til sin nye gudestatus med en sæson 2 med nye hovedpersoner, der faldt fladt til jorden og fik os alle til at falde i søvn på sofaen. Tredje sæson med Mahershala Ali var bedre, men mest af alt en bleg kopi af første sæson. Det bliver spændende, om den kommende fjerde sæson, der har scoret Jodie Foster til sin første serierolle og vippet Pizzolato af pinden til fordel for blandt andre Barry Jenkins, kan rette op på skuden.

‘Westworld’. (Foto: HBO)

’Westworld’

Ligesom sin dystopiske HBO-scifi-kusine ‘The Handmaid’s Tale’ ramte første sæson af neo-westernserien ‘Westworld’ ned i tidsånden med sin første sæson fra 2016. Lisa Joy og Jonathan Nolans eksistentialistiske historie om robotternes oprør mod menneskene i titlens forlystelsespark fyrede op under tidens frygt for og etiske diskussion omkring kunstig intelligens, mens det stramt fortalte plot og stærke skuespil fra blandt andet Evan Rachel Wood, Thandie Newton og Jeffrey Wright fængslede os til skærmen.

Anden og tredje sæson kunne dog ikke holde niveauet, og det føltes i stigende grad som lektier at følge med i det stadig mere forvirrende plot, hvor karaktererne forblev frustrerende flade. Der er muligvis håb for fjerde sæson, men vi er stadig langt fra den position i tidsånden, serien havde i sæson 1.

‘Forbrydelsen’.

’Forbrydelsen’

Hvem myrdede Nanna Birk Larsen, spurgte alle danskere hinanden søndag efter søndag tilbage i 2007, hvor DR fik et gigantisk dramacomeback med første sæson af ‘Forbrydelsen’.

Serien gjorde den ordknappe, men skarpe Sarah Lund og ikke mindst hendes færøske sweater til et fænomen verden over og startede den populære nordic noir-bølge. Den var både en gedigent neglebidende whodunnit og et rørende portræt af tab.

I anden sæson blev Sarah Lunds facon og tunnelsyn efterhånden lidt enerverende, og serien virkede mere optaget af at skabe gætteleg i stuerne end til at fortælle en reelt god historie om mordene på civile i Afghanistan, danske soldater og andre implicerede. Tredje sæson … hvis man kan huske, hvad der sker i den, fortjener man en præmie.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af