’Trold’
Instruktør Roar Uthaug står bag denne eventyrfilm med slag i om en gigantisk norsk fjeldtrold, der hærger et lokalsamfund, efter store eksplosioner har vækket den til live efter tusind år i fangenskab.
Ergo er den møgsur og ødelægger alt på sin vej med retning mod Oslo.
Men hvordan stopper man en koloenorm trold? En frygtløs palæontolog (Ine Marie Wilmann) bliver sat på sagen.
Kan ses på Netflix fra 1. december.
’The Territory’
Det indfødte Uru-eu-wau-wau-folk kæmper for deres overlevelse i den brasilianske Amazonasjungle, hvor skovrydning fra landmænd og illegale nybyggere er en af de største trusler.
Den prisvindende dokumentar ‘The Territory’ er instrueret af Alex Pritz og har to Oscar-nominerede producere bag sig i form af danske Sigrid Jonsson Dyekjær og amerikanske Darren Aronofsky.
Her følger man konflikten fra begge sider, og traileren vidner om et neglebidende opgør mellem de indfødte og de invaderende.
Kan ses på Disney+ fra 2. december.
’Slow Horses’ sæson 2
I et interview med Deadline tidligere på året røbede veteranskuespilleren Gary Oldman, at hans karriere i branchen var ved at lakke mod enden. Det handlede bare om, hvordan den skulle ende. Her fortalte han, at hvis hans rolle som MI5-agenten Jackson Lamb i spionthrillerserien ‘Slow Horses’ skulle blive hans sidste, ville han være stolt. Nu er anden sæson lige om hjørnet.
Den anmelderroste serie er baseret på Mick Herrons bogserie, der tæller mere end 10 romaner. Anden sæson er baseret på Herrons anden bog i serien ‘Dead Lions’, hvor en gruppe russiske sleeper agents bliver genaktiveret i London.
Kan ses på Apple TV+ fra 2. december.
’His Dark Materials’ sæson 3
Jack Thorne har med ‘His Dark Materials’ skabt en af de mest fascinerende fantasyserier i nyere tid. Nu vender serien snart tilbage med sin tredje og sidste sæson, der er en filmatisering af sidste roman i Philip Pullmans bedstsælgende trilogi.
I tredje sæson vil Lord Asriels (James McAvoy) kamp mod The Authority bryde ud i lys lue. Samtidig må Lyra og Will gøre deres for at redde verden fra undergang med assistance fra Ruth Wilsons herligt tvetydige Miss Coulter.
Vi kan se frem til gensyn med Dafne Keen som profetibarnet Lyra, Amir Wilson som Will, fremragende Ruth Wilson som Miss Coulter, James McAvoy som Lord Asriel og Lin-Manuel Miranda som Lee Scoresby.
Kan ses på HBO Max fra 6. december.
’Kaptajnens hjerte’
Instruktør Simon Bang fortæller den eventyrlige historie om sin bedstefar Kaptajn Groth, der var en skibskaptajn og søfarer af den helt gamle skole.
Det gør Bang gennem en håndtegnet animationsstil, som er ført af hans egen hånd, og som skildrer et begivenhedsrigt liv på de syv have, som Groth sejlede i 50 år, mens han havde en familie hjemme i Danmark.
Historien er fortalt gennem kaptajnens egne logbøger og gennem samtaler med familiemedlemmer, der fortæller om en turbulent tid i verdenshistorien.
‘Kaptajnens hjerte’ havde sin verdenspremiere på dette års udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.
Kan ses på DR fra 7. december.
’Brainwashed: Sex-Camera-Power’
Hvordan påvirker det dominante male gaze i film vores syn på kvinder?
Som publikum er films metoder til at hierarkisere race, køn og klasse ofte noget, man ikke lægger mærke til, og hvordan det kan lade sig gøre, forsøger instruktør Nina Menkes at dekonstruere gennem 175 klip fra klassiske Hollywood- og kultfilm i ‘Brainwashed: Sex-Camera-Power’.
Måske vil den ændre din måde at se film på.
Kan ses på C More fra 8. december.
’Emancipation’
Will Smith er klar med sin første filmrolle, efter han stak Chris Rock en lussing til Oscar-uddelingen i foråret.
Antoine Fuqua (‘Training Day’) instruerer thrillerdramaet om slaven Peter (Smith), der undslipper sumpområdet i Louisiana og den slaveejer, der næsten slog ham ihjel, for at slutte sig til nordstaterne under den amerikanske borgerkrig. Filmen er inspireret af en sand historie.
Selvom filmens handling emmer af oplagt Oscar-materiale, skal det blive spændende at se, om Will Smith vil blive betragtet i kølvandet på hans stunt ved sidste prisuddeling.
På rollelisten findes også Ben Foster, Charmaine Bingwa, Steven Ogg og Mustafa Shakir.
Kan ses på Apple TV+ fra 9. december.
’Bodies Bodies Bodies’
’Bodies Bodies Bodies’ bliver med A24 i ryggen brandet som en intelligent metagyser for millennial-generationen med sin historie om en gruppe 20-årige, der under en fest i et øde hus spiller det drabelige brætspil Bodies Bodies Bodies. Et spil, der bliver til skinbarlig virkelighed, da én af de unge bliver dræbt på mystisk vis.
Hvem gjorde det? Det står mellem skuespillere som Amandla Stenberg, Maria Bakalova og Pete Davidson i hollandske Halina Reijns blanding af gys og komedie. Filmen var i de danske biografer tidligere på året, hvor Soundvenues anmelder kvitterede med fire stjerner.
Kan ses på Blockbuster fra 15. december.
’Nanny’
Denne amerikanske gyserfilm blev en af de helt store overraskelser ved dette års Sundance-festival, hvor den vandt The Grand Jury Prize, hvilket var første gang nogensinde i filmfestivalens historie for en gyserfilm.
‘Nanny’ er instrueret af debutanten Nikyatu Jusu og er produceret af Jason Blum gennem sit produktionsselskab Blumhouse Productions, som blandt andet stod bag Jordan Peeles ‘Get Out’.
I filmen følger vi den udokumenterede senegalesiske immigrant og barnepige Aisha (Anna Diop), der prøver at få sit nye liv i USA på rette køl, mens hun passer et barn for en familie i New Yorks Upper East Side-kvarter for at give sin egen søn i Senegal et bedre liv. Men hendes idé om den amerikanske drøm bliver ødelagt af en skjult sandhed.
Kan ses på Prime Video fra 16. december.
’Bardo’
Alejandro Gonzalez Iñárritus første film siden ‘The Revenant’ kan snart opleves på Netflix efter at have haft sin premiere i de danske biografer i november.
‘Bardo’ følger den verdensberømte mexicanske journalist og dokumentarist Silverio (Daniel Giménez Cacho fra ’Zama’), der efter årevis i Hollywood rejser tilbage til sit hjemland, forud for at han som den første latinamerikanske journalist skal modtage en stor pris.
Her smelter indre og ydre verdener, fortid og nutid sammen, når han konfronteres med en eksistentiel krise, som får ham til at gentænke sit liv.
Kan ses på Netflix fra 16. december.
’Nope’
Jordan Peele er på få år blevet en af USA’s mest skelsættende instruktører efter det banebrydende gennembrud med ’Get Out’ og den skarpe efterfølger ’Us’, satiriske horrorfilm med tematisk slagstyrke.
I ‘Nope’ følger man Daniel Kaluuya i rollen som hesteopdrætter for filmbranchen, der overtager familiens ranch sammen med sin søster, spillet af Keke Palmer, efter deres fars død. Pludselig skal de kæmpe mod overnatulige kræfter, da en mystisk, ondsindet sky, som hænger over det lille lokalsamfund, begynder at røre på sig.
Filmen fik fem stjerner af Soundvenues anmelder ved biografpremieren, og nu lander den så på streamingtjenesterne.
Kan ses på Blockbuster og Viaplay fra 19. december.
’Glass Onion: A Knives Out Mystery’
Daniel Craig er tilbage som detektiv Benoit Blanc i opfølgeren til Rian Johnsons kæmpe krimisucces – ‘Glass Onion: A Knives Out Mystery’.
Denne gang stiger Craigs detektiv Blanc med Edward Norton som tech-milliardær om bord på en millionyacht med kurs mod en græsk ø. Hvor der selvfølgelig er endnu et puslespil af en mordgåde, der skal løses i excentrisk selskab. Milliardæren har nemlig inviteret alle sine venner med på tur.
Rollelisten lader til at være originalen værdig med blandt andre Ethan Hawke, Kate Hudson, Janelle Monáe, Dave Bautista og Kathryn Hahn som passagerer på mordbåden til den græske villa.
Kan ses på Netflix fra 23. december.
’White Noise’
Noah Baumbach følger op på ‘Marriage Story’ med en filmatisering af den amerikanske mesterforfatter Don DeLillos postmodernistiske klassiker ‘White Noise’, som ofte er blevet beskrevet som en ufilmatiserbar bog.
Her genforenes Baumbach med Adam Driver i rollen som Jack Gladney, en professor i Hitler-studier, der har en kone (Greta Gerwig) og fire børn. Både han og hustruen lider af akut dødsangst, og deres ængstelighed bliver til virkelighed, da en luftbåren gift slipper ud i området og lægger en sort sky over himlen.
Kan ses på Netflix fra 30. december.